Teater & revy

09-12-2017

Halfdan Rasmussens henrivende tosserier bliver til et pudsigt teatershow på Nørrebro, som har lidt svært ved for alvor at fænge.

* * * *

Hen mod slutningen af Nørrebro Teaters "Noget om helte", står ensemblet iklædt pelse og 'månestrålehatte' og synger en linje, der meget godt indrammer de forudgående to timer.

Underligt hvad man har set

Underligt hvad man har nået

Det er virkeligt underligt. En poetisk teaterkoncert for cello og slagtøj, folkekor og slapstick komik. En hyldest til ordekvilibristen Halfdan Rasmussen, baseret på hans samlinger af Tosserier, der udkom fra 1951 og frem, i alt syv samlinger. 

Forestillingen er en musikalsk hyldest til den finurlige digter. Dramatiseringen af digtene er skabt af den unge, debuterende instruktør Johan Sarauw. En stor opgave at blive kastet ud i, for nok er ordene skønne, vittige, underfundige og eftertænksomme, men egentligt dramatiske er de ikke. Det har givetvis ikke været nemt at skære den samlende ramme til, og jeg synes heller ikke, at det lykkes fuldt ud. 

"Noget om helte" er langt hen af vejen både sød, sjov og charmerende, men også af og til nærmest irriterende. 

Alle på scenen er Halfdan'er; de fire skuespillere, det tolv m/k store folkekor og de to musikere. Det giver sjove billeder. Når fire Halfdan'er på stribe agerer hinandens inspiration og på skift hitter på rim og remser, eller når endnu en lille ny Halfdan fødes med adskillige fødselshjælpere. 

To helt nyudklækkede skuespillere får deres debut her; Anne Sofie Wanstrup, uddannet fra Scenekunstskolen i København i år, og Albert Stein Ankerstjerne, uddannet fra Aarhus. Han markerer sig især med en morsom kropslig og fysisk komik, som måske nok får lov at tage lidt overhånd, mens hun har noget skævt og skørt over sig, der passer rigtigt fint til dette løjerlige univers. Det er to lovende debuter.

Overfor dem står de langt mere rutinerede Stine Stengade og Henrik Lykkegaard, hvor sidstnævnte for alvor spiller på sin revyerfaring og plastiske mimik. Han kan trække smilet og latteren ud af ingenting, og det Halfdanske univers synes at passe ham perfekt. Hun skaber en stribe fine små, mærkværdige figurer. Det er altsammen udmærket.

Når "Noget om helte" alligevel ikke helt lykkes, er det fordi forestillingen for ofte går i tomgang. Det er som om nogle af de vildeste slapstick-numre er lagt ind for at give kunstigt åndedræt til en forestilling, der flere gange er ved at miste pusten. Ofte tager løjerne endda for meget fokus fra det, som er denne forestillings allerstørste kvalitet; ordene.

Adi Zukanovic har komponeret og arrangeret helt ny musik til Halfdan Rasmussens digte og skaber med sin brug af cello og slagtøj et velklingende, poetisk univers. Musikerne Ida Nørby og Mads Forsby udfylder rollerne strålende. Frederikke Dalums scenografi centrerer sig om en gøglervogn og drejescenen, men forekommer måske nok lige lovlig skrabet.

Bid for bid er "Noget om helte" sine steder nærmest henrivende, men som helhed har forestillingen vanskeligt ved at fænge. Den fjerde stjerne hænger og dingler i en juleguirlande. 

"Noget om helte".

Tekst: Udvalgte digte af Halfdan Rasmussen. Manuskript: johan Sarauw. Musik: Adi Zukanovic.

Instruktion: Johan Sarauw. Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum. Koreografisk konsulent: Kasper Ravnhøj.

Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Stine Stengade, Anne Sofie Wanstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Ida Nørby (cello), Mads Forsby (percussion) og Nørrebro Teaters Folkekor.

Spiller på Nørrebro Teater til 14. januar.

Anmeldt 8. december (premiere)

Foto: Büro Jantzen.

02-12-2017

En af årets faste juletraditioner er Eventyrteatrets juleforestilling i Tivoli, og heller ikke i år skuffer de dygtige og charmerende teaterbørn. 

* * * * 

I min familie er det ikke jul, hvis ikke man har været i Tivolis Glassalen og set Eventyrteatrets juleforestilling. Sådan det været i 15 år, og mine 'børn' er selvsagt ikke rigtigt børn længere, men Eventyrteatret vokser de altså ikke fra.

Årets forestilling "Julehjertet" skuffer da bestemt heller ikke. Der er julehygge fra start til slut i den timelange forestilling, selvom rammehistorien selvfølgelig handler om at julen er truet. Det er den, fordi julemandens bedste pakkenisse, den forældreløse Kastanje, har fundet en klump nisseguld og er løbet hjemmefra. Uden pakkenissen kan man ikke nå at få alle gaverne klar til jul, og hvis alverdens børn ikke får gaver, så holder de op med at tro på julemanden. Situationen er med andre ord kritisk i Sneborg, hvor tiden begynder at rinde ud for overnissen Rolex.

Kastanje er gået på jagt efter mere af det ulovlige nisseguld, der fordrejer hovedet på nisser så de mister julestemningen, og hun søger nordpå til Guldnisserne, hvor hun møder tre tossede muddernisser og alkymistnissen Trumf, der, viser det sig mange år tidligere blev forvist fra Sneborg fordi han lavede guld, og dermed også mistede sin elskede Kamille, der er Kastanjes sørgmodige moster.

Kastanjes søde venner, Nellike og Hasle, drager ud for at finde deres veninde, og møder undervejs en jodlende tysk juletræsnisse og nogle stenede Påskenisser med rastafarihår, der synger reggae og er luddovne. Til sidst kommer også de til Guldnissernes hjem og opdager, at nisseguldet slet ikke er så farligt, bare man har hjertet på rette sted.

Bummelum, så ender alting godt, julen bliver reddet, de forskellige kærestepar får hinanden og alle, børn som voksne, går glade og opstemte ud i Tivolis julepyntede forlystelsespark, nynnende på de fine sange, som Eventyrteatrets huskomponist Christian Dahlberg igen har skrevet, så det lyder af noget man kender i forvejen, men alligevel er spritnyt.

Den søde og hyggelige historie er i år skrevet af Morten Dahl-Lützhøft og det store ensemble af søde, dygtige og charmerende eventyrbørn og -unge er fint instrueret af Bo Skødebjerg.

Der spilles komedie, synges og danses med en iver og energi, der smitter. Hvis man ikke er kommet i julestemning, så kommer man det i løbet af forestillingen. Og det kan igen blive en glædelig jul.

"Julehjertet"

Af Morten Dahl-Lützhøft. Musik: Christian Dahlberg.

Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Ane Løkken. Kostumer: Christine Brincker. Koreograf: Jeff Schjerlund.

Medvirkende: 23 børn og unge fra Eventyrteatret. 

Spilles i Glassalen i Tivoli lørdage og søndage frem til 17. december.

Anmeldt 2. december.

 

02-12-2017

Det vrimler med skæve karakterer og skøre indfald i Bodil Jørgensens og Jens Jacob Tychsens komplet vanvittige juleshow på Republique.

* * * 

'Et gakkelak comedy juleshow!'

Sådan beskriver Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen selv deres nye show "Han, hun, vov og igen!". 'Igen', fordi parret lavede et meget rost show tilbage i 2011, og altså nu gentager succesen i december på Østerbro.

Det er i hvert fald ikke falsk varebetegnelse. Showet er virkelig helt gakkelak. Det vrimler med skøre indfald og skæve karakterer i en sådan grad, at det næsten er både for meget - og for lidt.

Siden de to sidst optrådte sammen er der sket en del. Bodil Jørgensen har bare lagt på og lagt på sin folkelige popularitet i film, på teatret og i tv. Jens Jacob Tychsen har spillet en af de bærende roller i "Badehotellet" og er gået fra 'hvor er det lige vi har set ham før'-kategorien til at være kendis i A-kæden, som det kaldes på ugebladsredaktionerne.

Det skulle være en god garant for 14 udsolgte aftener på Republique, og måske har den forventning i nogen grad været en sovepude. Jeg ved det ikke, men "Han, hun, vov og igen!" virker altså langt hen af vejen som om man er sprunget en fase i produktionen over. Den fase, hvor en skør idé videreudvikles og raffineres, så den både morer, overrasker og har en pointe, når den præsenteres for publikum.

Ideerne har de jo. Og karaktererne. Blandt andet parret Kirsten og René, der går igen tre gange, og fortæller vennerne om de mest intime detaljer i deres liv; fra eksperimenter med analsex, over anskaffelsen af et 'lokum alrum', så de kan holde samtalen kørende når han har diarré, til at dette ærkedanske, gennemsnitsforstadsægtepar har meldt  sig ind i Naizstpartiet. Pletvist sjovt, men ikke stramt nok - og da slet ikke til tre numre!

Bodil Jørgensen ser forrygende ud som 'skosigerske', der 'læser i sko', men teksten savner simpelthen indhold, og det samme kan man sige om et ultra kort nummer om 'hvem vil ikke være Bodil Cath' og skrive kendis biografier, eller når hun optræder i en kort monolog om hvad humor er.

Der er mere kød på Jens Jacob Tychsens numre; som spritbilisten, der forsøger at snige en julebrandert hjem bag rattet - "Jeg er en go' bilist - kører fint på sprit - li'som sidst', eller når han bag flyglet synger en smægtende kærlighedshyldest til kvinden i sit liv, der oser af mandschauvinisme og besiddertrang. Det er numre med fylde og substans.

Efter pausen bliver det også meget morsomt, når en sagesløs mand i publikum skal agere bugtalerdukke i et nummer om komplimenter. #MeToo kampagnen berøres med et strøg over rumpetten, bag tæppet, hvor Bodil skiftevis forarges over at blive rørt og ikke blive det - 'der er sgu aldrig nogen, der rager på mig', klager hun. I slutnummeren tager de tykt gas på selv sig som aldrende tv-seere, der synes at "Badehotellet" er det værste lårt.... Selvironisk og morsomt, men lige langt nok i spyttet.

Ind i mellem alt det nævnte, får vi tre beslægtede video-indslag, der handler om hvordan almindelige mennesker reagerer overfor kendte i det offentlige rum. Fornemmer man, at historierne bunder i egne oplevelser? Ja, det tror jeg nok, man gør. Vi får Jens Jacob Tychsen i nøgendragt og Bodil Jørgensen på ski, og et utal af andre karakterer. Tychsen danser med en kylling og parret optræder som talentløse tryllekunstnere. Det er nok den mest fortærskede idé i dansk revyhistorie, og nej, den er heller ikke sjovt udført her.

Alt i alt bliver "Han, hun, vov og igen!" til et af den slags shows, hvor ideerne er sjovere end slutproduktet. Jeg har ledt og ledt efter den fjerde stjerne, men jeg fandt den desværre ikke.

"Han, hun, vov og igen!".

Idé og koncept: Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen. Tekster af Bodil Jørgensen, Jens Jacob Tychsen, Anette Toftgaard, David Rousing, Jens Korse, Niels Olsen og Louise Mieritz.

Instruktion: Joy Maria Frederiksen. Scenografi: Rasmus Rahbek. Grafik på scenen: Liv Løvetand.

Medvirkende: Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen.

Spiller på Republique til 16. december.

Anmeldt 1. december (premiere).

Foto: Per Morten Abrahamsen.

29-11-2017

Morsomt, men først og fremmest hudløst ærligt, erindringsshow med teatermanden Jan Hertz.

* * * * *

Mange skuespillere føler trang til - eller opfordres - til at skrive deres erindringer i bogform, og resultaterne er mildt sagt af blandet kvalitet. Mange bliver aldrig til andet og mere end en samling hyggelige anekdoter, der er lidt ligesom at se andres feriebilleder; det er bare ikke det samme som at have været der selv.

Teatermanden Jan Hertz er gået en anden vej. Han har ikke skrevet en bog, men lavet et show. Lidt misvisende kalder han det for 'senior stand up'. Ligger der ikke i den titel noget med vittigheder og hurtige pointer? 

Der er ikke mange vittigheder i Jan Hertz' stand up, og ingen hurtige pointer. Der er derimod rigeligt med anekdoter, og i modsætning til, når man læser anekdoterne i bogform, får de her liv. Jan Hertz er nemlig en ualmindelig god og præcis parodist, så når han fortæller om sine møder med for eksempel Ebbe Rode, John Price, Ejnar Federspiel og ikke mindst Dronning Margrethe, så spiller han dem - og bliver  dem for øjnene af os. Det er svært underholdende.

Men showet vil langt mere end at underholde, og det er her det for alvor skiller sig ud fra mængden af hurtigtlæste biografier. For nok 'name dropper' Hertz, og fortæller om egne opsætninger på teatre og revyscener, og om succeser og fiaskoer - nej, de sidste er der vist ingen af... ikke på scenen i hvert fald. Nej, han fortæller også om sit liv udenfor scenen. Om en forfærdelig skoletid, og nogle store skuffelser på vejen mod den succes han senere opnåede, og især om en opvækst i en velhavende juvelérfamilie, der ikke gav sønnen megen kærlighed og støtte, hverken som barn eller voksen. Især ikke i kærlighedslivet, der slet ikke har været nemt. I disse sekvenser af showet, træder Jan Hertz bevidst til side, fanges af en spot og bliver helt hudløs og oprigtig. Generøs, som en gæst ved aftenens præsentationsforestilling så præcist udtrykte det bagefter.

Springene fra de muntre teateranekdoter; de sjove, præcise parodier, til det helt nøgne, og måske endnu kun delvist afklarede private menneske, står knivskarpe, og gør "Senior stand up" til en lige så stærk oplevelse, som en morsom aften i selskab med en af morskabsteatrets og revyens meget stærke profiler. Vi behøver ikke bogen, men det vil bestemt ikke gøre noget, hvis showet blev optaget på video.

"Senior stand up". En aften af og med skuespilleren, instruktøren og teaterdirektøren Jan Hertz.

Producent: Louise Schouws Teater

Turnerer rundt i landet til 21. marts (eller formoder jeg, efter behov).

Anmeldt 28. november i Hvidovre Medborgerhus.

 

27-11-2017

Flot musicalkoncert med fremragende sangere, musikere og dansere sender Østre Gasværk på ombygning.

* * * * *

Fra begyndelsen af det nye år skal Østre Gasværk Teater gennemgå en længe ønsket renovering af publikumspladserne, så man fremover kommer til at sidde bedre og - ikke mindst - så publikumsopbygningen bliver mere fleksibel. Det skal nok blive godt.

Inden dette sker lukker og slukker teatret med koncertshowet "Gas Galla", der består af nogle af de største sange fra musicals opført på teatret gennem årene; fra danske "Atlantis", "Skammerens datter" og "Jordens søjler", over klassikere som "Les Miserables", "West Side Story" og "Miss Saigon" og tilbage til det danske med "Elsk mig i nat" og "Shubidua - The Musical". Beatles-teaterkoncerten "Come Together", Gasolin-teaterkoncerten "Gasolin" og de to kultmusicals "Hair" og "Jesus Christ Superstar" er også repræsenteret.

Altså en omgang blandede musikalske bolsjer, samlet vældigt effektfuldt af René Vinther, der ved hjælp af teatrets store drejescene, ni dygtige dansere med Stine Andersen i spidsen som en slags hvid teateralf, får bundet numrene sammen i et handlingsløst, æstetisk smukt show, som først og fremmest imponerer ved solisternes fremragende sangstemmer.

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt den danske musicalscene har sangere på internationalt niveau, så skal man blot lægge vejen omkring Østre Gasværk i den korte periode dette show spiller. Der synges aldeles uovertruffent godt.

Hele showet starter med Nicoline Sif Møllers smukke, smukke version af "On my own" fra "Les Miserables", fortsætter med Jimmy Jørgensens malmfulde "All you need is love", der bliver et brag af et shownummer med et dansende 'strygeorkester' inden Casper Phillipson leverer et af flere højdepunkter med den isnende smukke "Langebro", det næste leverer han inden pausen med "Der er en Gud" fra den ganske nye "Jordens søjler" og det bliver også ham, der lukker og slukker inden finalen med den hjertegribende "Gethsemane" fra "Jesus Christ Superstar".

Pernille  Petersson, Morten Kjær og Nicoline Siff Møller tager os gennem et medley fra "Atlantis" med bl.a. "Morgen på Atlantis", der netop er stemt ind som danskernes næststørste musicalfavorit, og vi får Kaya Brüel som solist i 80'er pophittet "Sui Sui". 

Disse seks solister går igen showet igennem, mens Søren Pilmark bare dukker op én gang, men hvilken gang. Hans "American Dream" fra "Miss Saigon" er en showstopper af dimensioner og serveres som sidste nummer inden pausen med overlegen elegance af en entertainer af format.

Hele showkoncerten afvikles på under to timer inkl. pause, og er næsten uden svage punkter, omend det ikke kan skjules at de danske popsange fra "Elsk mig i nat" og "Shubidua" falder i gennem i kvalitet i forhold til de rigtige musicalnumre. Heldigvis har Kaya Brüel fået "I dreamed a dream" fra "Les Miserables" med (den fremgår ikke af det lille trykte program) og Bernstein/Sondheim-klassikeren "Somewhere" fra "West Side Story", så hendes talent og sceniske udstråling ikke skal lade sig nøje alene med dansk 80'er pop af den i denne sammenhæng absolut bløde mellemvare.

De ni dansere og den enkle, men effektfulde scenografi samler det hele smukt og så er der dæleme drøn på Peter Dürings seks mand store rockband. Lyden er fremragende under Gasværkets smukke kuppel og man må håbe, at teatrets nye ledelse også vil udnytte Østre Gasværk som musikteater i fremtiden.

"Gas Galla Show". Tekst og musik af Boublil & Scönberg, Lennon/McCartney, George Harrison, Larsen/Jönsson/Beckerlee, Spies/Høg/Svankier, Michael Bruun, Poul Halberg, Elisabeth Gjerluff Nielsen, Anne Linnet, Salomonsen/Kærså/Koltze, Rado/Ragni/McDermott, Høg/Aagaard/Svanekier,Färnlöf/Høg/Aagaard, Lloyd Webber/Rice, Bernstein/Sondheim, Shubidua og Kim Larsen.

Instruktion og koreografi: René Vinther . Kapelmester: Peter Düring.

Medvirkende: Solister: Nicoline Sif Møller, Kaya Brüel, Pernille Petersson, Jimmy Jørgensen, Casper Phillipson, Morten Kjær og Søren Pilmark. Dansere: Adam Tocuyo, Martin Westergaard, Johanne Østergaard, Emma Nielsen, Kamma Brauner, Lea Simonsen, Nazanin Pourzal, Helene Høier og Stine Andersen.

Spiller på Østre Gasværk Teater til 11. december.

Anmeldt 26. november (premiere).