Teater & revy

17-08-2017

Der er politisk satire af den skarpeste slags i "De frelste synger", som er rigtigt morsom - især hvis man er enig med dem.

* * * *

Sidste års forsøg på at lave en fusion mellem den moderne Stand-Up og den traditionelle danske revy faldt så heldigt ud, at de fire komikere Flemming Jensen, Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt har valgt at give forsøget et skud mere.

Kvartettet er rykket fra den lukkede PH Café på Vesterbro til Café Liva i Nyhavn og det er umiddelbart et godt skifte. Café Livas intime hygge passer godt til et show af denne type, og så er stedet godt vant med politisk satire - og politiske, dét er de!

Der ligger et vidunderligt paradoks i, at på den ene side af det smalle Nyhavn, sidder hele Liberal Alliance segmentet og mæsker sig i halve hummere og dyr Chardonnay, mens de fire komikere ombord på cabaratskibet samler 'menigheden' af venstreorienterede kulturradikale på den anden side, og sender den ene sylespidse anti-liberale vittighed af sted efter den anden. Latteren runger ombord, for 'vi' er præcis lige så frelste som de frelste på scenen, og på den måde kan vi i løbet af en time og fyrre minutter uden pause bekræfte hinanden i, at verden da for fanden også er af lave med den regering vi har, det politiske flertal og ham t(r)umpen ovre i USA.

Jeg er temmelig sikker på, at de fleste fra seafood-restauranten overfor vil finde det temmelig umorsomt, hvad der bliver sagt og sunget - for jo, der synges - på Liva, mens vi andre, os med de rigtige holdninger morer os kongeligt....eller hvad man nu skal kalde det i netop dette forum.

De kongelige slipper ikke for svar på tiltale, som når embedsmændene i integrationsministeriet i elevatoreren taler om at sætte en stopper for parallelsamfund i Danmark, og pludselig opdager, at det ikke gælder danske ghettoer i Danmark, og at reglerne for familiesammenføring ikke gælder de kongelige. Letkøbt? ja, bevares, men sjovt.

Elevatorsketchen går igen flere gange, hvor vi også både får besøgt Miljø- og Skatteministeret. I hvert tilfælde står Flemming Jensen som departementchefen, der får det sidste ord.

Nævnte jeg at der synges? Forestillingen både åbner og lukker med en stribe nye tekster til nogle af de elskede sange i "De små synger", alle med omkvædet når de frelste synger. Showet er nemlig trods dets ensidige politiske holdning bestemt ikke uden et vist gran af selvironi. Der laves selvfølgelig sjov med Omar Marzouks muslimske baggrund, omend Farshad Kholghi fra Kerteminderevyen nok vil anfægte Stand-Uppernes påstand om at de er Danmarks eneste sommershow med egen muslim. Nok om det.... *)

Flemming Jensen har fundet den 70 år gamle Børge Müller-vise "Tapesererens testamente" frem af gemmerne, og fortolker den smukt og afdæmpet, så hvert et ord kommer til at stå klokkerent. Dens aktualitet i dag er intet mindre end skræmmende. Det nummer er et højdepunkt i forestillingen.

Et andet højdepunkt er Michael Schøts stand-up rutine om det postfaktuelle samfund, om at føle frem for at vide og landbrugets gæld på 379 milliarder. Hans sammenligning mellem landbruget og flygtninge er skarp og rammende. Teksten er god og fremførelsen sikker.

Hver især har de fire egne 'numre', og også Flemming Jensens stand-up om børnearbejde i beklædningsindustrien fører kniven ind der hvor vi er allerblødest i kødet. Sidder man lige der og får en anelse dårlig samvittighed over ikke at have taget et par hjemmelavede sivsko på i teatret denne onsdag aften?

I Omar Marzouks rutine redder vi et lille afrikansk flygtningebarn op af havet hvis vi griner, og det gør vi så det meste af tiden, omend en joke om Naser Khader nærmest har karakter af en personligt angreb, som komikeren bør holde sig for god til - i hvert fald på scenen.

Sebastian Dorset er den af de fire, der umiddelbart står svagest i billedet som solist, men han er ganske sjov i fællesnumrene, blandt andet som uheldig bankrøver og sammen med Marzouk og Schøt som rasende danskere, der vil følge briterne ud af EU, og får flettet både NATO, Melodi Grand Prix og et korrupt europæisk fodboldforbund ind - det skal vi også ud af. Et fint nummer.

Man mærker, at der i forhold til sidste år er kommet mere struktur over showet, uden at det går ud over det spontane og næsten anarkistiske. Det er godt. Og i det hele taget er det et veloplagt, morsomt og tankevækkende stand-up revy show de fire har lavet. 

Hvis man politisk befinder sig til venstre for SF vil man formentlig elske showet, befinder man sig til højre vil man i bedste fald elske at hade det.

"De frelste synger - Stand-Up Revyen 2017".

Af og med Flemming Jensen, Sebastian Dorset, Michael Schøt og Omar Marzouk. Desuden tekst og musik af Børge Müller, Niels Kirkegård, Lars Fjeldmose og Mickey Pless.

Instruktion: Lars Knutzon.

Spiller på Café Liva i Nyhavn til 23. september.

Anmeldt 16. august (premiere)

Foto fra forestillingen er taget af Brita Fogsgaard.

*) Jeg er efterfølgende fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at Farshad Kholghi IKKE er muslim. Jeg beklager.

14-08-2017

Revyernes Revy i aftes var en festforestilling for genren, med fortjente priser hele raden rundt.

I aftes kulminerede revysæsonen 2017 med den traditionsrige Revyernes Revy, for 10. gang afviklet i Cirkusrevyens telt på Bakken. En fin tradition, som i sin tid blev sat i søen af Billed-Bladet til fordel for Skuespillerforeningen af 1879 og dens humanitære arbejde for skuespillere.

Det var igen i år en festforestilling for genren, sat sammen af numre fra alle de revyer, der er medlem af RevyDanmark og har haft premiere denne sommer. Én af de revyer, der først har premiere om halvanden uges tid fik dog fortjent fokus, i det Esbjerg Revyens Hanne Bjørnskov til sin egen store overraskelse fik den særlige Revypris for sin utrættelige indsats i revyens tjeneste.

Inden pausen i det velkomponerede revyshow blev Max Hansen ligeså fortjent tildelt prisen som Årets Æreskunstner. En meget velfortjent hæder og et skulderklap til Max' Revyperler-revy, der kæmper en hård kamp for at holde hovedet oven vande i Rødvig. Den revy skulle komme til at trække mere hæder. Ligeså indlysende var det, at Ganløse Revyens Carsten Svendsen fik Talentprisen, en pris, der ikke uddeles hvert år, men kun når man virkelig har en oplagt kandidat; og det havde man selvfølgelig i år.

En kompetent komité af teateranmeldere sidder i den fagjury, der hvert år nominerer og kårer årets bedste indenfor kategorierne Revyforfatter, Revykomponist, Revyskuespiller (Årets Dirch) og bedste revy. Det er altid svært det der med nomineringer og priser, og man vil meget ofte savne navne blandt de nominerede, eller undres over valg.

I år synes jeg at især de nominerede til prisen som årets revyforfatter var et modigt valg af komitéen. Man har ønsket at undgå Tordenskjolds soldater ved at nominere tre, der ikke før har været nomineret, og vælge ud fra enkelte numre. Ingen af de tre numre var så med i den Revyernes Revy vi sad og så, da en anden komité vælger numrene ud og sammensætter revyen. Det virker lidt mystisk, men når alt kommer til alt var valget af Trine Gadeberg fra Kerteminderevyen både fortjent og populært. De to andre nominerede var Richard Krogsgaard for nummeret "Olsen Banden vender tilbage" fra Rottefælden, og Ulla Jessen for "Humørcoach" i Gillelejerevyen.

I kategorien Årets Revykomponist kan man ikke undgå at have en lukket fest. Der er en håndfuld revykomponister og kapelmestre, for den funktion er jo en nok væsentlig del af prisen, der skiller sig ud, og som alle kandiderer stort set hvert år. I denne sæson var nomineringerne faldet på James Price, Cirkusrevyen, Mickey Pless, Nykøbing F. Revyen og Henrik 'Baloo' Andersen fra Hjørring Revyen. Sidstnævnte skulle have haft prisen sidste år, men fik den så i år, også det fuldt fortjent, omend netop kompositionerne var mere originale og nyskabende sidste år, end i år.

Og så til hovedpriserne, som man kalder dem, fordi der er større fokus på solisterne end på folkene i maskinrummet. Årets Dirch er en ærefuld og fin pris, og da jeg så nomineringerne af Anne Karin Broberg, Revyperler, Henrik Lykkegaard, Cirkusrevyen, og Troels Malling, Græsted Revyen, fik jeg straks den tanke, at uanset hvem, man valgte at give prisen, ville den være 100 procent fortjent. Jeg savnede ganske vist Rasmus Krogsgaard fra Sønderborg Sommerrevy blandt de nominerede, men kan ikke komme med ét eneste validt argument for at pille én af de andre ud, så det må være som det er. Prisen gik - igen uangribeligt - til Anne Karin Broberg, der dermed sikrede Revyperler endnu et stort skulderklap. Tænk, hvor meget det betyder for Stevns at have en revy som Revyperler. Man må håbe at de lokale politikere finder lidt penge på bunden af kulturbudgettet til at bevare denne fine revy.

Årets Revy var et lige så tæt opgør som ovennævnte. Tre nominerede - og sjovt nok aldeles forskellige - revyer, der alle fortjente prisen. Dermed heller ikke her et eneste rynket bryn fra mig; det var helt i orden, at Sønder Sommerrevy vandt prisen - og nej, man behøver ikke engang tillægge det et særligt hensyn til at Leif Maibom takkede af dernede. De to andre nominerede: Græsted Revyen og Kerteminderevyen fortjente i lige så høj grad at vinde, omend jeg på forhånd havde gættet på, at det næppe blev Kerteminde to år i træk, og da slet ikke i så stærk konkurrence.

Tillykke til alle de fortjente prismodtagere og nominerede. 

Og revysæsonen, den fortsætter ufortrødent ud i efteråret. I denne uge Stand Up Revyen på Liva, i næste uge Esbjerg Revyen, og i september Pejseshow i Brædstrup, Menstrup Revyen, Randers Revyen og Revyraketten.

Sønderborg Sommerrevy blev årets revy. Foto: Stefan Kragh.

13-08-2017

Jorden rundt i 80 dage præsenteres som pjattet og fornøjelig sommerspøg i Holbæk Museums kønne gård.

* * * *

Det er rent pjat og vældigt morsomt, når Holbæk Teater indleder sæsonen med at rykke over i byens museums kønne og hyggelige gård og spiller sommerteater under åben himlen.

I år er det et af dansk teaters grand ol' makkerpar, der står bag løjerne; Flemming Jensen som forfatter i sit allermest pjattede og fjollede hjørne, og Per Pallesen som instruktør. Sidstnævnte har i branchen kælenavnet 'Per prut', og jo, han får sat sin 'signatur' på forestillingen.

Hvis man ikke kender Jules Vernes berømte forlæg i forvejen, så gør det ikke alverden. Det er i Flemming Jensens version kun en spinkel ramme, men det går i al sin enkelthed ud på, at den snobbede rigmand Phileas Fogg indgår et væddemål med de andre medlemmer af Reformklubben i London om, at han kan rejse Jorden Rundt på blot 80 dage - handlingen udspiller sig i slutningen af 1800-tallet - og drager af sted med sin franske tjener Passepartout. I hælene på dem er kriminalbetjent Fix fra Scotland Yard, der mistænker Fogg for at have røvet 'en frygtelig masse penge', præcis samme beløb som væddemålet er om, fra Bank of England. Fogg og Passepartout rejser så over Gibraltar til Egypten, Hong Kong, Australien og tværs over Stillehavet, med tog over den amerikanske prærie til New York, hvorfra de sejler med Titanic tilbage til England for at indløse væddemålet.

Titanic? Hov, gik det ikke ned på sin jomfrurejse fra England til Amerika i 1912? Jo, den lille detalje viser sig at være det lille rejseselskabs redning.

Rejsen tager i Flemming Jensen og Per Pallesens meget fri version små to timer, og forestillingen er spækket med skøre indfald og nogle gange lige lovligt vandede vittigheder, en skøn idérigdom af morsomme optrin og et hav af opfindsomme kostumer. Alle roller spilles af blot fire skuespillere og et lokalt folkekor, der viser sig at kunne - og turde - meget mere end blot at agere folkemængde. De både siger replikker, synger og spiller på diverse instrumenter og gør det aldeles glimrende.

Morten Thunbo er det meste af tiden vor helt Phileas Fogg, en opblæst britisk spradebasse, der ganske vist lader sig friste af såvel parisiske can-can danserinder som den underskønne indiske prinsesse Auda, men egentlig nok mest tiltrækkes af unge engelske kostskoleelever. Brian Kristensen udfylder rollen som franske Passepartout fint, men hvorfor dog lade ham tale fynsk? Peter Pilegaard optræder i adskillige karaktererer, bl.a. som togrøveren Billy the Kid i ført ble og sut, men mest som Fix, der udtaler alle 'k' som 'p' - en lille Jensen plassip detalje, som der jo kan afstedskomme mange pudsigheder. Endelig runder Christine la Cour kvartetten af. Hun holder den feministiske fane højt og beklager sig højlydt over at der ikke er flere kvinderoller, og nægter da hun endelig skal spille den underskønne prinsesse Auda, så hende sender forfatteren 'i bad', så vi aldrig får hende at se...

I stedet optræder Christine la Cour bl.a. som engelsk major i Indien og som togrøveren Bitch Clitoris, inden hun og Morten Thunbo i den (næsten) afsluttende bryllupsscene bytter roller.

Jorden rundt i 80 dage er en morsom sommerspøg. Det er virkelig meget morsomt, og man må lette kasketten over de myriader af vittige og vanvittige påfund, man har hittet på. Mange af dem vækker minder om Per Pallesens storhedstid i Hjørring revyen. Det er for eksempel helt skønt, når forestillingens kapelmester Lars Fjeldmose inden vi overhovedet er kommet rigtigt i gang, spiller med på Holbæk klosterkirkes næsten uendeligt lange timeslag, eller når hele Fogg og Passepartouts rejse gennem det mægtige Kina illustreres gennem en lynkineser der går af. Kirsten Brink, som må være landets flittigste scenograf, har skabt et utal af både meget smukke og meget morsomme kostumer. Ingen Flemming Jensen tekst uden en masse små politiske kommentarer flettet ind, men her dog med hovedvægt på det absolut pjattede. Personligt foretrækker jeg den stærkt politisk-satiriske Jensen frem for fjolle-Flemming, men ham får man forhåbentlig masser af allerede på onsdag, når Stand Up Revyen har premiere på Cafe Liva i København.

Der er ingen tvivl om, at man får en glad  og fornøjelig sensommeraften i Holbæk Museums gård i selskab med en morsomt og veloplagt ensemble.

"Jorden rundt i 80 dage" af Flemming Jensen, frit efter en roman af Jules Verne.

Instruktion: Per Pallesen. Scenografi og kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Zita de Fries. Kapelmester: Lars Fjeldmose.

Medvirkende: Morten Thunbo, Brian Kristensen, Christina la Cour og Peter Pilegaard, samt Holbæk Teaters Folkekor: Marie Louise Schelde Hanberg, Ellen Dirksen, Tobias Lind Larsen, Valdemar Bork Hagner, Preben Lundgreen, Hanne Flesborg, Nanna Langtved og Jaqueline Lillevang.

Spiller i Holbæk Museums gård til 3. september.

Anmeldt 12. august (premiere).

Foto fra forestillingen: Mie Neel.

 

05-08-2017

Birgitte Simonsen og Kim Hammelsvang leverer en strålende intim kærlighedscabaret i Bogense.

* * * * *

Det er en gang blevet sagt, at alle sange handler om kærlighed. Den spirende kærlighed, den altopædende forelskelse, den ugengældte kærlighed og jalousien, som jo dybest set også udspringer af netop kærligheden.

Dette enorme emne har skuespillerne Birgitte Simonsen og Kim Hammelsvang lavet en cabaret om, som netop nu kan opleves i Cafe 44 i Bogense.

Stedet er i sig selv en oplevelse. Indgangen er gennem den mest fantastiske forretning fyldt til bristepunktet med antikviteter og rariteter af snart sagt en hver art. Indehaveren Torben Juul overtog den gamle bygning i Adelgade for snart 30 år siden, og huset oser af historie; her har været både bryggergård og bispesæde. Bag butikken er der adgang til den skønneste lille teatersal, som siden 1992 har lagt scene til Bogense Sommercabaret. Her har Kim Hammelsvang bogstaveligt talt trådt sine kunstneriske barnesko allerede inden han var færdiguddannet fra teaterskolen inde i Odense. 

Der er derfor ikke noget at sige til, at han ser ud til at befinde sig som en ål i mudder på den lillebitte scene. I dag har han mere end almindeligt travlt på den københavnske teater- og musicalscene og ikke mindst som et af den succesfulde Kerteminde Revys faste ankre, men heldigvis har han taget sig tid til også at vende tilbage til Bogense og optræde i dette års fine kærlighedscabaret med undertitlen "En dag er ikke levet uden kærlighed". Her har han selskab af Birgitte Simonsen, som sidste år spillede sin meget vellykkede Sitter-cabaret "På min lysegrønne ø" som sommercabaret på stedet. 

To meget forskellige skuespillere, der har det til fælles, at de har et enormt nærvær på scenen. På et lille sted som her, kommer det virkelig til sin ret. Her er ikke brug for mikrofoner; det er de rene stemmer, med den klang og det slid der nu engang er. Hun mere rusten end han, med en vidunderlig ægte udstråling af et levet liv. Og han med en sprudlende intensitet og altså dette nærvær i sangene, der folder sig ud i fuldt flor allerede i hans entré med Osvald Helmuths gamle "Konen, kællingen, madammen". Det er viseforedrag af højeste klasse, og det fortsætter gennem alle cabarets 18 sange. Pudsigt nok er sangen, der har givet cabareten dens titel ikke med i forestillingen, men det er dens budskab, der ligger som sky af skiftende kulører ovenover det hele.

Vi kommer vidt omkring; indledende med Poul Henningsens og Bernhard Christensens eviggyldige "Nå", over Jacques Brels skønne chancon om gasmålermanden på eventyr til "Hvem har du kysset i din gadedør", hvor rollerne meget elegant er byttet om så Kim er Daimi fra Pustervig og Birgitte er Dirch, orangeaderøret. Inden pausen befinder vi os mest på kærlighedens lyse side, det bliver mørkere efter pausen, hvor jalousiens grimme ansigt titter frem. Her har Birgitte Simonsen sin bedste sang, PH's "Sig de ord du ved", mens Kim Hammelsvang giver "Jeg havde vænnet mig til alt" fra My Fair Lady et helt nyt liv og en helt ny mening med frådende bitterhed over at være blevet forladt og ladt alene, mens hun fornøjer sig med en anden mand. Pianisten Ulf Starup lægger en solid musikalsk bund fra sit elektriske klaver; det eneste ved forestillingen, der ikke er 100 % akustisk.

Bogense Sommercabaret spiller til 18. august, og det er om at komme af sted for der er efter sigende rift om billetterne. Bemærk i øvrigt, at der ikke tages i mod dankort, hverken i billetsalg, bar eller den bugnende aktivitetsbutik, der frister over evne, både før og efter denne fine, fine forestilling.

Bogense Sommercabaret - "En dag er ikke levet uden kærlighed".

Tekst og musik af: Poul Henningsen, Bernhard Christensen, Osvald Helmuth, Poul Sørensen, Aage Stentoft, Ludvig Brandstrup, Mogens Dam, Kai Normann Andersen, Gunnar Geertsen, Bent Fabricius-Bjerre, Børge Müller, Poeten, Sven Gyldmark, Jacques Brel, Gerard Jouannest, Bertolt Brecht, Kurt Weill, Nis Bank-Mikkelsen, Cornelis Wreeswijk, Fred Ebb, John Kander, Stig Rossner, Bill Cook, Aksel V. Rasmussen, Jean Lenoir, Holger Bech, Frederick Loewe og Epe.

Instruktion; Mads Nørby. Scenografi: Martin Helm von Krohn Massenbach.

Medvirkende: Birgitte Simonsen, Kim Hammelsvang Henriksen og Ulf Starup (klaver).

Spiller på Cafe 44 i Bogense til 18. august.

Anmeldt 4. august.

Foto: Kenn Hammelsvang.

 

04-08-2017

Korsør har fået sin egen sommerrevy i den charmerende gamle Sommerlyst Jagtkro, hvor operadivaen Susanne Elmark stjæler billedet.

* * * 


Jeg har engang fået at vide, at operasangere er nogle af de mest vittige mennesker, der elsker at lave sjov og ballade - også med deres egen metier. Jeg kender da også nogle stykker, som er rigtigt, rigtigt morsomme at være sammen med. Hvordan Susanne Elmark, operastjerne i både ind- og udland, er havnet på landets nyeste, og måske mindste revyscene på den mere 150 år gamle jagtkro Sommerlyst udenfor Korsør, som 'special guest star', som det hedder i program og på plakat, aner jeg ikke. Men dér står hun altså. Skøn at skue, med en stemme, der klinger umanerligt skønt og med en klædelig selvironi, når hun både alene og sammen med det øvrige revyhold slår tonen an til en hyggelig aften.

I følge programmet har Susanne Elmark som purung spillet amatørrevy i Birkerød, så det ligger sikkert et sted i blodet, det med revyen.

Inden vi kommer i gang med løjerne på den mikroskopiske og interimistiske scene, spiser publikum en tre-retters menu, som de godt kan være bekendt på jagtkroen, og kom gerne i god tid til at indsnuse kroens atmosfære og historie. På alle væggene hægger fuglekongeplatter, der går endnu længere tilbage end til den nuværende kros tid, og sandelig om ikke også Dronning Margrethe har malet to plaketter, der pryder en væg ved indgangen.

Det har de så et nummer om - sådan delvist i hvert fald - i revyen, som vi må være ærlige at sige ikke lever op til Susanne Elmarks niveau, selvom der især inden pausen er både sjove og især musikalsk vellykkede indslag.

Sommerlyst Revyen er på mange måder ulig noget andet man har set meget længe; ud over en operadiva på slap line, har man også en blind kapelmester, Kim Preuthun, men det mærker man intet til, når først han sidder ved tangenterne og giver solisterne de bedste musikalske vilkår at boltre sig under.

Revyens primus motor, Martin Ahlehuus, er selv på scenen og har skrevet de fleste numre. Begge dele med blandet held. Præcis lige som det er tilfældet med Dinna Hæklund og Benjamin Lundberg, er det bedst når han synger. Trioen optræder i revygruppen PEP, og kender og klæder hinanden fint, men de ville ikke have klaret aftenen uden Susanne Elmarks professionalisme.

Hun synger et par fyrrige arier; "O mio Babbino Caro" af Puccini og Adeles lattercouplet fra "Flagermusen", og hun glider også ind i ensemblet, bl.a. i den friske duel "Alt hvad du gør, kan jeg gøre bedre" fra "Annie Get Your Gun" med fint modspil fra en på forhånd slagen Benjamin Lundberg, der har en sangeruddannelse og hænger fint på.

Han er en trutmundet Trump, overfor Dinna Hæklunds skuffede Hillary i en duet, hvor det afsløres at han vandt fordi han 'did it My Way' på Sinatras gamle klassiker. Nummeret glider elegant over i "The First Lady is a Trump" med Elmark som førstedamen Melania. Inden pausen er hele ensemblet frustrerede billister i et både velskrevet og musikalsk elegant nummer om rotteræset på vejene. Revyens bedste egentlige revynummer.

Niveauet falder desværre noget efter pausen; især er den gal med teksterne. Der er spændende og gode ideer, men de forløses ikke godt nok. Dinna Hæklunds Kundby-pige, der skifter mellem den hårde og kolde potentielle terrorist, og det milde og blide påståede offer, har bestemt potentiale, og det har også hendes samfundskritiske monolog om Maren, der sidder alene på sin 89 års fødselsdag, svigtet af sønnen, og overladt til skæbnen af både hjemmehjælp og ældrepleje, indtil Thyra Frank dukker op i hendes drømme som den sande frelser. Oh my God!

Også efter pausen er det godt at Susanne Elmark er på banen med et par sange fra "Den glade enke", for de går altid rent hjem, og holder stemningen oppe.

Sommerlyst har potentiale til at blive et rigtigt hyggeligt revysted om sommeren, og det er i det hele taget et både sødt og sympatisk hold, der får lov at starte hvad der forhåbentligt kan blive en fast tradition i Revydanmark.

Sommerlyst Revyen 2017.

Tekst og musik: Kim Preuthun, Martin Ahlehuus, G. Puccini, Carsten Hede, Morten Holm-Nielsen, Preben Kaas, Irving Berlin, Thomas Malling, Johann Strauss d.y., Jacques Revaux, Richard Rodgers, Lars Kanit, Carl Nielsen, Aram Chatjaturjan, Marco & Blicher, Benjamin Lundberg, Georges Bizet, Franz Lehar, Staffan Bjerstedt, Fini Høstrup, Per Damgaard, Sebastian Bagergaard og David Benoit.

Kunstnerisk konsulent: Dan Schlosser. Koreografi: Dinna Hæklund. Kapelmester: Kim Preuthun.

Medvirkende: Susanne Elmark, Dinna Hæklund, Benjamin Lundberg og Martin Ahlehuus.

Spiller på Sommerlyst Jagtkro i Korsør torsdag-søndag i hele august.

Anmeldt 3. august (premiere).

Foto Klaus Forlev, fra en optræden på Ledreboprg Slot.