Forside Anmeldelser 2019 De Damer – Den sidste Gud

De Damer – Den sidste Gud

19
0

Det musikdramatiske ensemble De Damer famler i blinde efter en mening med det hele i deres aktuelle forestilling.

* *

Der er fire kvinder indlagt på et besynderligt hospital. Den ene har fået stukket øjnene ud, den anden skriger af mavesmerter. En tredje venter tvillinger og den fjerdes knogler brækker for et godt ord. En femte – der ankommer lidt senere – er i koma efter en ulykke. To kækt smilende sygeplejersker vimser rundt, giver aften-, nat og morgenpille og lover, at ‘lægen’ nok skal komme, når han får tid. Der er andre, der har mere behov end den brogede flok, der dog ikke har det bedre end at den ene dør mod slutningen af første akt.

De Damers musikdramatiske forestilling “Den sidste Gud” er i sandhed en besynderlig affære. Ind i mellem bryder damerne ud i sang; et katalog over kendte og mindre kendte Boybandsange og det gør de sådan set glimrende – især efter pausen, hvor både sangene og sangerne bliver bedre – men teksten i mellem sangene? Stykket er skrevet af dramatikeren Alexandra Moltke Johansen, som er en aktiv dame med meget på hjerte. Her må det være gået lidt for stærkt for historien er omtrent lige så meget ‘hul i hovedet’, som det Penille Albæk-Andersen går rundt med på scenen, som den mystiske patient Sarah.

I følge det lille trykte program, der udleveres, handler “Den sidste Gud” ikke om religion. Der står: “Bare rolig “Den sidste Gud” handler ikke om religion, men om besættelse, kærlighed og idoldyrkelse. Om troen på den store kærlighed, som unge piger oplever den, når de bliver forelskede i deres drømmedrengeband, uden at ane, at de måske i virkeligheden er blevet forført af en topstyret popkultur.”

Det er meget rart at vide, for det fremgår sådan set ikke af den tekst, De Damer fremfører, og man skal godt nok ud i en noget avanceret tolkning for at komme frem til, at den liderlige Rebekka (Iben Dorner) lider af blind kærlighed til Take That, eller at den gravide jomfru Dora (Linnea Voss) er blevet besvangret via Spotify. Er den kønne Viktoria med de brækkede arme selvskader som følge af ugengældt kærlighed til One Direction? Og hvad med den modne Johanne (Ann Hjort)? Har hun ligget der siden Bee Gees hittede med “Staying Alive”?

Det hele runder af med, at Sarah alligevel er den Gud, som det ellers blev proklameret at stykket ikke handler om. En overnaturlig skikkelse, der udfører mirakler; lad de blinde se og de døve lytte, lad knogler hele og lad de døde genopstå. Amen. Og skurkene er de to sygeplejersker, der har gjort patienterne mere skade end gavn – er de Stock og Aiken, uden Waterman? De spilles forøvrigt med en ikke ueffen kæk energi af Tine Gotthelf og Jette Sophie Sivertsen.

Forestillingen havde premiere på årets næstsidste dag, og der ligger vist noget bag med en produktionsstøtte, der skulle bruges inden årets udgang, hvilket til en vis grad kan forklare, at hverken det forudproducerende billedmateriale eller omtaler af forestillingens handling harmonerer med det endelige resultat. Instruktøren Mads M. Nielsen, der før med stor succes har arbejdet med De Damer, har forsøgt at skabe et absurd gyserunivers, hvor der spilles igennem på kanten af skingert overspil – heller ikke her hjælper teksten meget – og resultatet bliver derefter; han og ensemblet synes at famle i blinde efter en mening med det hele. “Den sidste Gud” varer små to timer inkl. en meget velkommen pause, men burde nok have været skåret ned og afviklet på en hurtig time uden pause eller – (skam dig, Morten) – helt være droppet!

“Den sidste Gud”. Tekst af Alexandra Moltke Johansen med sange fra Boybands som Boyzone, Take That, Blue, One Direction, Blondie, *NSYNC, Bee Gees, Jackson Five og Backstreet Boys.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenograf og kostumedesigner: Gøje Rostrup. Musikalsk arrangement: Raivis Zandovskis, Lasse Schmidt, Christian Berg, Martin Schriver og Sebastian Owens, Cynomore Music Productions. Koreograf: Jeff Schjerlund.

Medvirkende: Ann Hjort, Jette Sophie Sivertsen, Margit Watt-Boolsen, Linnea Voss, Iben Dorner, Penille Albæk-Andersen og Tine Gotthelf. Musiker: Raivis Zandovskis.

Spiller på Teater-V i Valby til 13. januar.

Anmeldt 4. januar.

Tidligere artikelMed mig selv i mine egne arme
Næste artikelTEATERPOKALEN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her