Intens og betagende monolog om moderskab og barnløshed, som buldrende totalteater på Revolver.
* * * *
Er det en menneskeret at blive mor? Er det et socialt krav, at blive det? Er det et helvede?
Lyrikeren Christina Hagen, der i en alder af 38 år endnu ikke har børn, møder tit spørgsmål og fordomme om sin ’barnløshed’, og det har inspireret hende til det scenedigt ”Med mig selv i mine egne arme”, som hun har skrevet direkte til skuespilleren Ida Cæcilie Rasmussen på et tidspunkt, hvor skuespilleren netop havde fået sit eget første barn.
Hun har bidraget med noter til den sprudlende tekst, og investerer alt i en intens og respektindgydende imponerende præstation som kvinden, der befinder sig i et limbo mellem barnløshed og moderskab. På den ene side vil hun have sin frihed til at feste igennem, drikke hjernen ud og knalde med hvem-som-helst-hvor-som-helst, på den anden side møder hun omverdenens fordomme om, at ’en kvinde ikke er et helt menneske, hvis hun ikke er mor’.
I instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesens hudløse og skamløst underholdende opsætning på Revolver på Østerbro, er scenen sat i et bugnende supermarked, omkranset af publikum på tre sider, der på forunderlig vis også kan være både spansk ferieparadis, dunkel natklub med dunkende house-rytmer, småborgerligt villavejs-helvede, fødestue og børnefødselsdagsinferno. Scenografien – skabt af Christian Friedländer – er nærmest svulmende imponerende, og det er lige før, at den stjæler lidt for meget fokus fra Hagens interessante, velskrevne ord, og Ida Cæcilie Rasmussens sceniske tour de force, blandt andet fordi hun jo i sagens natur i perioder vil være delvist skjult for nogle publikummer bag kølemontrer og varereoler.
Men Ida Cæcilie Rasmussen lader sig nu ikke sådan overskygge her. Hun er i den grad på. En rå, egoistisk bimbo det ene øjeblik, og et sårbart, fortvivlet menneske, det næste. Nedslidt, opofrende mor, og rasende hævngerrig amazone, da manden forlader hende for en model uden lange ammepatter. Både fysisk og skuespilteknisk er det en fornem præstation. Og hun bakkes vældigt fint op af de unge statister – 11 på premieren, så de ’20’ der nævnes i kreditlisten skyldes nok at der skiftes lidt ud – der agerer et særdeles aktivt, og fint koreograferet persongalleri omkring hovedpersonen.
Jamen, er der slet ingen forbehold? Jo. Udover at scenografien altså næsten kan bliver for meget, så er det umiddelbart svært for mig, som midaldrende mand, fuldt og helt at forstå hele grundessensen i Christina Hagens tekst. Min kvindelige ledsager er lige et nummer for ung til helt at kunne sætte sig ind i problematikken; barn eller ikke barn… så hvis man skal have den totale hjerterystende oplevelse, som jeg vitterligt tror, at Christina Hagens tekst kan bibringe, så skal man nok være kvinde i den fødedygtige alder. Og det er jo i sig selv lidt begrænsende.
Den sidste lille anke er, at med så mange ord, på den time forestillingen varer, så vil der uvægerligt være nuancer; sproglige og tematiske finurligheder, der smutter, ikke mindst fordi forestillingen opføres som et sandt sansebombarderende totalteater. Jeg har aldrig selv rigtigt fået lyrik ind under huden som litterær genre, men jeg kunne faktisk godt tænke mig at læse Christina Hagens lange dramatiske digt stille og roligt, bid for bid, uden al den udenoms tummel, hvor betagende og underholdende det end er.
”Med mig selv i mine egne arme” af Christina Hagen.
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Christian Friedlænder. Lysdesign: Christian Gulløv. Lyddesign: Erik Christoffersen.
Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen og 20 elever fra Scenekunst på Københavns Akademi for musik, dans og teater.
Spiller på Østerbro Teaters Revolver til 2. februar.
Anmeldt 5. januar (premiere)
Foto: Per Morten Abrahamsen
