Forside Anmeldelser 2019 RICHARD III

RICHARD III

21
0

Når mørket først sænker sig over Kronborg, begynder Lars Romann Engells “Richard III” for alvor at fænge.

* * * *

Han er en led stymper, ham Richard. Yngstesønnen i en brødreflok på tre, der tilraner sig tronen i England gennem mord og manipulation. Sønnen, som selv en mor ikke kan elske. En mand med et handicap, der giver ham et mindreværd, der bliver drivkraften i hans higen efter magten. En magt, som skal blive hans endeligt. 

I Lars Romann Engels version af denne klassiker, der spiller frem til 23. august som hjørnestenen i den årlige Shakespeare Festival, bliver den åndeligt og fysisk forkrøblede Richard bogstaveligt talt midtpunkt i en voldsspiral, der som en labyrint sluger ham. Når man først er kommet ind, er der ingen vej ud igen.

Richard III er i bund og grund en spændende karakter. En god rolle for en god skuespiller. For hvor ofte har vi ikke hørt skuespillere fortælle om, at ‘finde mennesket i monstret’, og om hvordan man skal holde af sin karakter, uanset hvor modbydelig den end er, for at gøre den troværdig. På Kronborg er kæmperollen lagt i hænderne på Casper Crump, der i det daglige mest gør sig på film og tv, og på grund af en bopæl så langt væk som i Indien, helt naturligt ikke er en fast gæst på de danske teaterscener. 

Crump synes umiddelbart fysisk forkert castet, for han er jo en flot fyr. Stolt og rank. Alt det Richard ikke er. Men det løser Crump/Engell fint ved først og fremmest at lade Richard selv finde afsky i sin krop, og sit handicap. Som en anorektisk teenager hjemme foran spejlet, der stædigt overbeviser sig selv om, at hun er for tyk. Det er en af de ting i opsætningen, der fungerer bedst.

Mindre heldigt er brugen af video på den skærm over scenen, hvor Shakespeares replikker oversættes til dansk (det er en krykstok man godt kan have brug for ind i mellem, for sproget er ganske kringlet selv for de mest engelskkyndige). Her optræder både Andrew Jeffers aka ‘the Dame’ fra de årlige Christmas Cabaret’er som Lancasterslægtens dronning Margaret, og Richards to purunge nevøer, som desværre for dem også står i vejen for hans vej til tronen og må lade livet. De knitrende fjernbetjente videoskærme virker malplacerede i denne sammenhæng, og en smallere tekstskærm – og skuespillerne på scenen – havde ikke gjort noget.

Det er bestemt heller ikke et heldigt greb, at lade den stakkels dronning Elisabeth, enke efter Richards storebror og konge, Edward, og mor til de to små arveprinser, spille af den døve skuespiller Jean St Clair på den mest sælsomme blanding af tegnsprog, mumlen og hysteriske skrig. Det bliver alt andet end gribende, og skulle der være en finurligt udtænkt reference til handicaps, så overbeviste det i hvert fald ikke mig. Til gengæld går spillet i stå, når man skal forsøge at ‘læse’ hendes udtryk samtidig med at man skal læse hendes replikker på skærmen.

Indtil mørket falder på over scenen og slottet har “Richard III” vanskeligt ved rigtigt at fænge. Der er en indviklet historie at fortælle, og det går over stok og sten, ganske effektivt, men ikke udpræget interessant i Lars Romann Engell og dramaturgens Nila Parlys bearbejdning af teksten. Der er mange relationer, der skal forklares, mange mennesker, der skal slås ihjel. Skuespillerne slider behjertiget i det. Rikke Lylloff må både agere den sørgende enke, Lady Anne, som Richard forfører til ægteskab, lejemorder og rivalen Richmond, som til sidst vinder slaget ved Bosworth Field. Mads Knarreborg, engelske Tony Bell og Jakob Femerling Andersen har ligeledes adskillige karakterer, de skal springe rundt mellem. Tydeligere og mere klart står derfor engelske Keith Dunphy som hofsnogen Buckingham, der til sidst vender sig mod den desperate konge. Selvom de danske skuespillere arbejder godt med det engelske sprog, så kan man altså godt høre og ikke mindst mærke forskel på modersmål og ikke-modersmål. Det gælder dog ikke Anne-Lise Gabold, som man ikke har set på en teaterscene i umindelige tider og som giver hertuginden både nerve og sjæl.

Casper Crump behersker det engelske som arbejdssprog og leverer en glimrende præstation i den altdominerende titelrolle. Han har psykopatens charme og sleske smil (jeg tænkte på Jack Nicholson på et tidspunkt) når han i begyndelsen bevæger sig ud på projektets tynde is, og han er særligt stærk i sin tolkning af kongens nedtur, når han til sidst fuld og patetisk, ensom og bange, hulkende af selvmedlidenhed, plaget af mareridt og samvittighedsnag ikke engang kan købe en hest for sit kongerige længere. 

Det er her, efter pausen og mørkets frembrud, at forestillingen tager sig bedst ud; visuelt såvel som dramatisk. Catia Hauberg Engells scenografi med en roterende, labyrintisk stålspiral konstruktion virker klodset, indtil Frank Becks lyssætning kan komme til sin ret, og i perioder var Mike Sheridans nykomponerede elektroniske lydkulisse vanskelig at adskille fra de mikrofontekniske problemer, der kortvarigt opstod ved premieren.

Programmet til det, der så fint kaldes Shakespeare Festival, består af denne, ambitiøse og langt hen af vejen også vellykkede egenproduktion, en 30 minutter lang introduktion til Shakespeare hver aften inden forestillingen og så musikforestillingen “Songs of Lear”, der spiller to eftermiddage i weekenden 17.-18. august. Det er ikke meget indhold at hæfte ‘festival’-prædikatet på, men forhåbentlig vil et stort, Shakespearekyndigt og internationalt publikum finde vej til Kronborg igen denne sommer. Husk at tage forbehold for vejret og det faktum, at der bliver køligt som aftenen skrider frem. Husk et par varme tæpper.

“Richard III”. Af William Shakespeare.

Instruktion:  Lars Romann Engell. Scenografi og kostumedesign: Catia Hauberg Engell. Komponist og lyddesigner: Mike Sheridan. Lysdesigner: Frank Beck. Dramaturg: Nila Parly.

Medvirkende: Casper Crump, Keith Dunphy, Rikke Lylloff, Gerard McDermott, Jean St Clair, Anne-Lise Gabold, Mads Knarreborg, Tony Bell, Jakob Femerling Andersen, Andrew Jeffers (video), Benamy Shore-Heltoft (video) og Oscar Gries-Bourgouin (video).

Produceret af HamletScenen. Spiller på Kronborg i Helsingør til 23. august.

Anmeldt 1. august (premiere).

Forestillingsfoto: Bo Nymann.

Tidligere artikelDON JUAN
Næste artikelSPEJLMANDEN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her