Forside Anmeldelser 2019 DON JUAN

DON JUAN

29
0

Det er en helt forrygende oplevelse at være med til Don Juans mindefest på Sort/Hvid.

* * * * *

Jeg tror godt, at jeg kan både love og garantere det; sådan har du ALDRIG tidligere oplevet opera før! Og det selvom mine egne operapræferencer er yderst sparsomme, og ligger en del år tilbage.

Mozarts opera ”Don Giovanni”, historien om forføreren Don Juan, præsenteres på Teater Sort/Hvid som en dødsmesse for den afdøde Don Juan. Et stykke totalteater over moralens forfald, der kombinerer operaens arier og duetter med indlagte nye monologer, og som kulminerer med en grotesk mindefest over den afdøde Don Juan, som inkluderer alt fra et slangemenneske over en tatoveret sabelsluger til en androgyn luftakrobat og fire fuldkommen forrygende musikere, der med piano, akkordeon, slagtøj og med intense synthesizer-samplinger tager den i forvejen indspillede orkestermusik et nyt sted hen – på forunderlig vis uden at forråde forlægget, i hvert fald indtil sangen til sidst forstummer og efterlader alle; sangere, musikere, skuespillere, artister og publikum i en ekstatisk tranceagtig dans til dunkende technomusik og fortsætter så længe man orker. Ja, det sidste er bogstaveligt. Ikke-operakyndige, som jeg, plejer at sige, at operaen ikke er slut før den tykke dame har sunget, men her er ingen tykke damer, og festen slutter aldrig…

Det er teatermagikeren Christian Lollike, der har instrueret dette dybt, dybt fascinerende stykke musikalsk totalteater, og igen går ind og bearbejder klassisk materiale, her altså en af Mozarts store operaer, så man som beskuer både fascineres og måske frastødes. Og det med beskueren skal i dette tilfælde ikke tages så bogstaveligt, for i tredje akt af denne forestilling er vi som publikum en yderst aktiv del af aftenens performance, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når halvnøgne mænd og kvinder, gnider deres svedige kroppe op af en, og inviterer til erotisk dans og orgastisk fest.

Inden dette vanvittige klimaks, som man selv kan bestemme hvornår man forlader, ledes vi indenfor i et bælgmørkt lokale, hvor der fra seks piedestaler messes guddommeligt smukt. Vi får at vide at Don Juan er død, og med ham dør et moralsk kollaps. Men også, at hans handlinger består. Efter denne smukke intro gelejdes publikum ind i den tilstødende teatersal hvor musikerne har indtaget scenen og langsomt, næsten uendeligt langsomt ankommer et følge af sørgende kvinder, de fire sangere og to skuespillere, som herefter inden for de næste omkring tre kvarter tager os med igennem en stribe arier og duetter fra ”Don Giovanni”, suppleret af skuespillernes fortællinger om Don Juans forførelser, hans svig, og den erotiske udstråling, hvormed han kunne tryllebinde alt og alle. Sangerne Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux de Valensart og Nicolai Elsberg leverer i hvert fald i mine uprøvede ører hvad angår klassisk opera, overlegent flotte præstationer, hvor ikke mindst sidstnævntes afsluttende basarie og musikernes kakofoniske klimaks har en decideret whau-effekt.

Indtil nu har aftenen budt på et storladent smukt bud på en fortolkning af den originale opera i en koncertpræget form, men vi er kun halvvejs, for nu ledes vi tilbage til teatrets foyer, hvor festen først for alvor kan begynde. En yderst dekadent og depraveret fest – en mindefest for forføreren, og en fest for lysten og begæret. Det er her artisterne dukker op – den tatoverede sabelslugerske Cecilia Gosilla, det næsten nøgne slangemenneske, Ylva Maia Havndrup, der slår knuder på sin atletiske krop. Den nærmest diabolsk androgyne luftakrobat, Michiel Tange van Leeuwen, der svinger sig i loftet i ringe og dybrøde silkereb, eller danser på tårnhøje stylter til den stadigt mere inciterende musik, der starter med Mozart for hen af vejen at udvikle sig til dunkende techno. Sangerne og skuespillerne er der; Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry, dekant klædt eller nærmest afklædte. Musikerne, anført af Mads Brauer, på diverse elektroniske dimser, og mens endnu et par arier leveres; med størst dramatisk patos af Margaux de Valensart, en fremragende ung, belgisk sopran, som nu er tilknyttet Det kgl. Teater som solist, og af kontratenoren Morten Grove Frandsen, som kønsneutral forfører med en smuk, smuk klang. Mere dydig fremstår den ligeledes yndigt syngende Clara Thomsen, der som den eneste i ensemblet ikke går all in hvad angår den erotiske fremtoning.

Her er tale om solister, der virkeligt udfordrer både sig selv og publikum. Det er grænseoverskridende og vildt fascinerende. Skuespilleren Olaf Højgaard har selv skrevet de indlagte monologer, hvori blandt andet Anne-Marie Curry foreslår, at vi lader ham, Don Juan, blive til en hun, der forfører alle mænd – og kvinder, de er ikke fedtede med kærligheden i denne forestilling – og derpå lader de små rosetter, der dækker hendes bryster falde. Højgaard slutter af med en dundertale om begærets magt, en monolog, som desværre bliver lige lovlig for meget, og som kickstarter det vulgære danceparty, som fortsætter, og fortsætter….også til lang tid efter, at jeg har forladt festen…beriget og beruset, ikke af alkohol, men af indtryk, med sanserne mættet og blodet pumpende i kroppen.

Hvis du nogensinde i en sær og euforisk drøm, har fået en lapdance af en smuk sopran med bare bryster, eller er blevet forført af en to meter høj, muskuløs bassanger i kjole og høje hæle, så er det måske Christian Lollikes ”Don Juan”-performance du har drømt…. Det er vildt, mildt sagt. Men også en helt forrygende fantastisk oplevelse, og festen fortsætter yderligere ni aftener nætter frem til 17. august. som en del af Copenhagen Opera Festival.

”Don Juan”. Musik: W.A. Mozart. Libretto: Lorenzo da Ponte. Tekst: Olaf Højgaard.

Instruktion: Christian Lollike. Scenografi og kostumedesign. Ida Grarup og David Gehrt. Lysdesign: Morten Kolbak. Lyddesign: Asger Kudahl. Musikalsk koncept og koncertmester: Mads Brauer.

Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux de Valensart, Nicolai Elsberg, Olaf Højgaard, Anne-Marie Curry, Cecilia Gosilla, Ylva Maia Havndrup, Michiel Tange van Leeuwen. Musikere: Fei Nie (piano), Ying-Hsueh Chen (slagtøj), Julie Holmegaard Schade (akkordeon) og Mads Brauer (synthesizer m.v.). Orkester indspilning: Czech National Symphony Orchestra ved dirigent Oliver von Dohnányi.

Spiller på Teater Sort/Hvid frem til 17. august.

Anmeldt 4. august (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

Tidligere artikelZIRKUS NEMO 2019
Næste artikelDE UKENDTES JORD

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her