Forside Anmeldelser 2019 Camille Clouds brevkasse

Camille Clouds brevkasse

24
0

Verden er overfladisk og mennesket vil bedrages. Mungo Parks Line Knutzon-dramatisering om brevkassefænomenet er sjov – og en lille smule anstrengende.

* * * *

Vi kender så udmærket Line Knutzon som dramatiker. Her er hun så blevet dramatiseret. For ”Camille Clouds brevkasse” er jo en roman, og til scenebrug på Mungo Park i Allerød er det Heinrich Christensen, der har haft fingrene i materialet, og både dramatiseret dramatikeren, der blev skønlitterær, og instrueret forestillingen om brevkassefænomenet, som med sine absurde, overfladiske svar på dette og hint er blevet langt mere end kult, ja, nærmest en religiøs skikkelse for sine følgere.

Ingen har – vist nok – set hende, for hun har, viser det sig, en ganske særlig evne til at holde foredrag uden at møde op, men hendes aura svæver rundt i rummet på en måde, at alle ved præcis hvad hun vil svare. Og det er der vi er. Til foredrag et sted i landet. På scenen står et pink podium pyntet med lyserøde fjer, og omkring det 21 tomme stole. På den sidste stol sidder en ung mand og venter på Camille Cloud; han lider af O.T. – overdreven tålmodighed – og har ikke noget i mod at vente på denne frelser, dette orakel, så længe det skal være. Omkring ham dukker det mest besynderlige persongalleri set på et dansk teater i mange år så op. Morten, der er født uden albuer, Flemming, der har levet helt sit liv uden nogen har opdaget det, ægteparret Plou, der har gjort deres utilfredshed med alt til det eneste tilfredsstillende i tilværelsen, forfatteren, der har skrevet et værk om at tiden vil begynde at gå baglæns, kvinden uden relationer – men med en løbsk arm, der hungrer efter selskab. En vred mand, der vil have lov at råbe ’fede kælling’ efter en kvinde, der rent faktisk er fed, en dansk-svensk mimekunstner, der må have hjælp fra publikum for at komme til orde, og hvis alt dette ikke er grotesk nok, er der den endnu ufødte uden køn, der spørger Camille Cloud, om det overhovedet kan betale sig at blive født? Svaret er så ultraliberalt, som den slags kan blive: Ja, men spar op fra du er spæd, og grav din egen grav.

Vi møder også manden, der er forelsket i sig selv, og kvinden Kerstin på 50, der er begyndt at ligne en på 50, og mange, mange andre karakterer, som et eller andet sted midt i vanviddet og galskaben alle har noget kærligt og menneskeligt over sig.

Forestillingen er altså baseret på Line Knutzons roman, der udkom i efteråret 2017, og det er en rå satire over den bølge af selvhjælpslitteratur, brevkasser og dilemmaløsende fora, der i efterhånden mange år er strømmet ind over os. Det vi oplever på scenen i Allerød, er en slags Mads & Monopolet på LSD-trip, og det er et langt stykke hen af vejen meget, meget underholdende. De overfladiske svar på folk små problemer, der for manges vedkommende mest handler om at få solgt nogle af Camille Clouds egne bøger, videoer eller kurser, giver et grumt billede af en verden, hvor ingen længere for alvor går i dybden, hvor for få tør tage ansvar for egne handlinger og hvor man i ramme alvor beder et hold af medie-kendisser i radioen løse ens problemer med hvorvidt ’svigermor skal holde jul hos én eller om man skal lade hende sidde alene fordi hun altid er så p….irriterende’. Når en enkelt endelig søger svar på hvordan vi løser nogle af verdens virkelige problemer, affærdiges det med et hovedrystende ’næh’. 

På en måde kan ”Camille Clouds brevkasse” godt minde lidt om en anden Line Knutzon opførelse for snart mange år siden på Mungo Park, ”Guitaristerne”, der også opererer med en ikke-tilstedeværende person, der har opnået en form for afgudsstatus. Men her materialiserer Camille Cloud sig – eller også gør hun ikke (men det må være op til en personlig fortolkning) – og det samme gør så det næste alvidende orakel, forfatteren selv, Line Knutzon, i en lige lovlig langstrakt og anstrengende slutning. Ironien er ikke til at tage fejl af. Afliver du én myte, opstår den næste blot i asken deraf.

Malin Rømer Brolin-Tani, Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand, fire skuespillere fra Mungo Parks faste ensemble, spiller alle de mange karakterer. Det gør de ved hjælp af få karakterskabende rekvisitter, og skiftende udtryk, og det hele minder til tider om en avanceret selskabsleg eller en teaterskoleøvelse, men det er unægtelig også meget morsomt at overvære. I sagens natur rammer nogle karakterer bedre end andre, og selvom ”Camille Clouds brevkasse” kun varer en god halvanden time uden pause, kunne instruktøren Heinrich Christensen måske godt have skåret et par enkelte karakterer væk, uden at man som publikum ligefrem havde følt sig snydt.

Mens vi forlader salen, ganske fornøjede og måske også en anelse uforløste, sidder vor ven med O.T. troligt tilbage og venter. Måske er det bare det vi ikke må glemme; at være lidt mere tålmodige.

”Camille Clouds brevkasse”. Efter Line Knutzons roman. Dramatiseret af Heinrich Christensen.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Nadia Nabil. Komponist: Jonas Munck Hansen.

Medvirkende: Marianne Mortensen, Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand.

Anmeldt 16. januar (årskortpremiere). Indgår som en del af Mungo Parks løbende repertoire. Se teatrets hjemmeside mungopark.dk for spilledatoer.

Forestillingsfoto: Bjarke MacCarthy

Tidligere artikelMØD MIG PÅ CASSIOPEIA
Næste artikelMed mig selv i mine egne arme

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her