Forside Anmeldelser 2024 KASSANDRA

KASSANDRA

144
0
"Kassandra" Husets Teater 2024

Hjertegribende smuk præstation af Benedikte Hansen som den synske slavinde Kassandra afrunder og fuldender Husets Teaters Furier-trilogi.

* * * * *

Der er kastet en forbandelse over Kassandra. Hun kan se ind i fremtiden, og det hun ser behager ingen, slet ikke magthaverne, som til evig tid vil skjule sandheden for folket.

For sandheden er ilde hørt. Det er ikke bare i dag man siger sådan. Sådan har det været de seneste 3000 år, og i al den tid har Kassandra måtte leve – og dø – for sine evner. Det har gjort hende lige dele forkætret og fascinerende. Ikke kun en myte, men et kompleks. En paria af al tid.

I Benedikte Hansens hjerteknusende gestaltning på Husets Teater bliver denne Kassandra mere end blot en karakter. Hun suger os ind i sit univers af krig, død, ødelæggelse og voldtægt. Det er råt, ondt, blodigt, modbydeligt og dybt, dybt fascinerende. Det er en præstation af den slags, der står Reumertpris skrevet i flammeskrift henover, når hun helt alene på scenen lader sandsigersken fortælle os hvad vi kan vente af fremtiden. Det er ikke positive nyheder, så er det sagt.

Kassandra var i den græske mytologi datter af kong Priamos og dronning Hekaba af Troja. Som purung pige åbenbarer guden Apollon sig for hende, nøgen og viril. Hun vækker et begær i ham, og Apollon begår et overgreb på barnet, og voldtager hende. Da hun til trods for det begær, han også vækker i hende, afviser ham, kaster han en forbandelse over hende. Fra den dag skal Kassandra til evig tid kunne se ind i fremtiden. Hun forudser belejringen af Troja, forudser byens fald, og tages som slave af kong Agamemnon, der tager hende med sig. Hun voldtages af hans soldater og af ham selv. De nedgør hende, men frygter hende også, fordi hun kan forudsige deres død og undergang, ligesom hun kan forudse alle fremtidige krige, og verdens undergange – helt frem til i dag.

Kassandra-myten har simpelthen fået et kompleks opkaldt efter sig; et kompleks, der er en betegnelse for helt korrekte advarsler eller bekymringer, der ikke bliver troet.

Så når politikere, diktatorer og præsidenter i dag overbeviser deres befolkninger om at krige vil blive vundet, eller for eksempel fornægter klimaforandringer og konsekvenserne heraf, er det et udtryk for Kassandra-komplekset.

”Kassandra” er tredje del af teatrets Furier-trilogi, hvor instruktøren Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsen tidligere har fortolket myterne ”Fædra” og ”Elektra” (klik på linkene og se mine anmeldelser af de forestillinger). De tre myter flettes ind i hinanden, og med ”Kassandra” synes alting at falde på plads. Såvel Albrechtsens scenografiske og visuelle greb – her med intense close-up videoer på bagvæggen, der udnytter de samme visuelle greb som i de to første forestillinger, med ler- og blodindsmurte kroppe – og de tre myters fællestræk; overgreb, afvisning, hævn. Agamemnon-figuren går igen fra ”Elektra”.

Hvor jeg fandt begge de to første forestillinger interessante, men også lidt for overfladiske og lidenskabsløse, så når Anja Behrens og Benedikte Hansen helt i mål med deres ”Kassandra”. Marie Bjørns originale, nyskrevne tekst bygger ikke som de to første på forlæg, og fremstår derfor endnu stærkere og skarpere. En glimrende tekst, tung og dystopisk, der er en gave til en strålende skuespiller som Benedikte Hansen, som synes at få alle nuancer med i sin Kassandra; ikke mindst vreden, men i meget høj grad også skyldfølelsen, der ligger og bobler underliggende hele tiden.

Hun er intet mindre end gribende når hun som de dødeligt sårede soldater på slagmarken som det sidste kalder hjerteskærende på sin moar, og når hun på randen af galskab vasker de døde, og konkluderer, at nu handler krigen om selve kloden. Var Kassandra selv skyld i sin skæbne, spørger hun, og forestiller sig at hun kan ophæve sin forbandelse ved at elske sin krænker. Var det voldtægt, eller ville Kassandra selv?

Kassandras skæbne er så grusom, at selv de græske tragediers klassiske klagekor for længst ville være både holdt op med at synge, og helt have forladt scenen, siger hun, inden hun med nærmest grotesk galskab stille begynder at messe Elvis Presleys Love me tender inden lyset går ud.

For Benedikte Hansen fremstår ”Kassandra” som en af karrierens største og smukkeste præstationer. En personlig triumf, men sandelig også smukt hjulpet på vej af en aldeles strålende tekst, instruktion og medrivende scenografi.

NB: 6. og 8. juni i år vil man kunne opleve alle tre forestillinger i Furier-trilogien spillet som et maraton-arrangement i forlængelse af hinanden, med talks og mad & drikke i pauserne mellem dem.

—-

”Kassandra” Af Marie Bjørn.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi: Christian Albrechtsen. Lyddesign: Erik Christoffersen. Lysdesign: Christian Vest Berntsen.

Medvirkende: Benedikte Hansen.

Spiller på Husets Teater til 10. februar.

Anmeldt 17. januar.

Foto: Emilie Theresa.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her