Forside Anmeldelser 2024 TIMERNE (THE HOURS)

TIMERNE (THE HOURS)

294
0

”Timerne” i Skuespilhuset er en fornem opvisning i skuespilkunst i norske Eline Arbos fascinerende opsætning.

* * * * *

Som et urværk drejer scenen rundt og rundt, stille og roligt, uden det mindste hastværk, mens seks skuespillere gennemlever en dag i tre kvinders liv, i tre forskellige tidsaldre.

”Timerne” er skrevet som var det et musikalsk partitur, hvor der hele tiden åbenbarer sig nye klangfarver, der vikler sig sindrigt ind i hinanden, mens det bygger handlingen op mod det endelige crescendo, for så igen i den afsluttende sats at finde ro og fordybelse. Det er en betagende smuk teateroplevelse.

Mange vil formentlig kende filmatiseringen, der havde Meryl Streep, Nicole Kidman og Julianne Moore i hovedrollerne, og fik hele ni Oscar-nomineringer. Både film og denne scenedramatisering baserer sig på Michael Cunninghams roman ”The Hours” fra 1998, som indbragte ham den prestigefulde Pulitzerpris, og det er den norske instruktør Eline Arbo, som sammen med Peter van Kraaij og Bart Van den Eyunde og i tæt samarbejde med komponist og lyddesigner Thijs van Vuure har gestaltet romanen til scenen til det hollandske teater ITA, Internationaal Theater Amsterdam, hvor det havde urpremiere i 2021.

Der er ikke noget at sige til at Det kgl. Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, har forelsket sig i denne hollandske forestilling, og det er godt set, at hente opsætningen til Danmark. Her har han givet Eline Arbo og hendes team en gave at arbejde med i form af et pragtfuldt skuespillerhold bestående af Karen-Lise Mynster, Josephine Park og Sofie Gråbøl som de tre kvinder, Olaf Johannessen som den gennemgående fortæller, og den prisbelønnede aids-ramte forfatter, der afgjort er Michael Cunninghams alter ego, og Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani i de andre mindre roller samt ikke mindst som dem, der lægger forestillingens intense, dybt fascinerende elektroniske lydspor.

Teksten er et intellektuelt, nænsomt vævet edderkoppespind, der fletter tre historier sammen med en helt fjerde, forfatterens egen, og hans forhold til den roman af Virginia Woolf, ”Mrs. Dalloway”, som er historiens gennemgående tema.

Vi møder forfatteren Virginia Woolf (Karen-Lise Mynster) i 1923, hvor hun, mærket af psykisk sygdom og i dybe selvmordstanker, udtænker og skriver romanen. Samtidig følger man husmoderen Laura Brown (Josephine Park) i USA i 1949, som læser Woolfs roman, og er i gang med at forberede sin mands fødselsdag og endelig den hippe, intellektuelle New Yorker-forlægger, Clarissa Vaughan (Sofie Gråbøl), der i 1998 er i gang med at forberede en fest for sin aids-syge livsven, Richard, der har vundet en fornem forfatterpris. Han kalder hende for ’Mrs. Dalloway’, som en fælles reference fra deres ungdom, hvor et kæresteforhold mellem dem aldrig rigtigt blev til noget, formentlig fordi de begge var homoseksuelle. Ovenover denne komplicerede og alligevel ganske enkle konstruktion svæver forfatteren selv (Olaf Johannessen), og fortæller de tre kvinders historie. Det er en avanceret litterær tekst, og i munden på de seks skuespillere bliver det fornem skuespilkunst.

Olaf Johannessen er ganske enkelt en nydelse at opleve på en scene. Findes der en skuespiller herhjemme med en bedre artikulation og diktion? Det tror jeg ikke. Hver eneste nuance i hvert eneste ord synes afvejet og i fuldendt balance. At høre ham tale fra en scene er som at høre en virtuos koncertpianist spille Debussy.

I det hele taget er det sjældent at opleve en forestilling, hvor der tales så smukt – uden, vel at mærke, at det lyder og fremstår som gammeldags duarder dansk. Det er ganske imponerende ikke mindst når man tænker på, at instruktøren ikke er dansk og har dansk som sit arbejdssprog.

Karen-Lise Mynster, Sofie Gråbøl og Josephine Park skaber tre smukke, formfuldendte kvindeportrætter. Alle i nænsom samklang med forestillingens rytme. Det er ensemblespil af fineste karat.

Pascal Leboucqs cirkulære, roterende urskive-scenografi fletter elegant de tre forskellige hjem og tidsaldre ind i hinanden, og Thijs van Vuures intense elektroniske musik ligger under hele forestillingen og bidrager til at skabe en særlig intens stemning, både når det blot er spæde underliggende toner og når Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani synger, nynner og messer til.

”Timerne” er ikke sådan lige at gå til. Det er en litterært udfordrende forestilling. Det er også en udfordring at sidde i en time og halvtreds minutter uden pause, men Eline Arbo har skabt et værk, der yder både Virginia Woolfs og Michael Cunninghams prisbelønnede forlæg den dybeste respekt, og i egen ret fremstår som et kunstværk af format.

—-

”Timerne” (The Hours). Af Michael Cunningham. Oversættelse: Birthe Lundsgaard.

Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaij og Bart Van den Eynde.

Instruktion: Eline Arbo. Scenografi: Pascal Leboucq. Komponist og lyddesign: Thijs van Vuure. Kostumedesign: Wojciech Dziedzic. Lysdesign: Varja Klosse.

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Sofie Gråbøl, Josephine Park, Olaf Johannessen, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani.

Co-produktion mellem Det kgl. Teater og ITA, Internationaal Theatre Amsterdam.

Spiller i Skuespilhuset (Store scene) til 23. februar.

Anmeldt 13. januar (premiere)

Foto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her