Forside Anmeldelser 2023 ELEKTRA

ELEKTRA

567
0
"Elektra" Husets Teater 2023

Asta August gør indtryk som den kompromisløst hævngerrige datter i anden del af Husets Teaters Furier-trilogi.

* * * *

Det er et ambitiøst projekt, instruktøren Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsen har kastet sig ud i med deres trilogi om furierne i oldtidens græske tragedier. For et år siden indledte de med ”Fædra”, og denne gang gælder det ”Elektra” inden ringen sluttes næste år med ”Kassandra” og siden en planlagt maraton med alle tre forestillinger i streg.

Det sidste er vel en væsentlig årsag til, at dramaturgen og dramatiker Karen-Maria Bille i sin bearbejdelse af materialet har kogt fortællingen ind til den reneste essens. Et opgør mellem datter og mor.

Historien baserer sig på Euripides’ myte om Elektra. Hun er datter af kong Agamemnon og Klytaimnestra, og forguder sin far. Som hævn for at Agamemnon under et togt har ofret sin eget datter, Elektras søster, til guderne, slår Klytaimnestra sin mand ihjel, og påkalder sig dermed Elektras kompromisløse had. Elektra dræber sin mor som hævn. Denne voldsspiral; vold avler vold er et afgørende element i Behrens og Albrectsens fortolkning af myten.

I åbningsscenen møder vi Klytaimnestra, som møjsommeligt baster og binder Agamemnon der til sidst hænger hjælpeløst svævende over jorden. Hun smører ham ind i blod, inden den sørgende datter finder sin døde far og sværger dødelig hævn. Agamemnon genopstår som en slags genfærd, der bærer ved til mor-datter-konflikten, og vi får en mere brutal og fysisk version af drabet på ham. Søren Poppel agerer den tavse Agamemnon med en stoisk kynisme. Han er en mand, der kender til at dræbe, ved at et drab kan være nødvendigt og derfor affinder sig med sin skæbne. Men Agamemnon er her blot en bifigur. Forestillingens tema er konflikten mellem mor og datter.

Lotte Andersens sitrende Klytaimnestra forsøger forsoning. Forklarer tingenes rette sammenhæng; at Agamemnon havde dræbt hendes bedste datter, og at Elektra må kunne forstå og tilgive sin moders reaktion. Hun taler for døve ører, for Elektra ser kun det gode i sin døde far, ikke det onde og kyniske. Er det sådan at konflikter opstår? Mellem mennesker, religioner, lande? At vi kun ser den side af historien vi ønsker at se, og er blinde overfor alt andet?

Asta August gør indtryk som Elektra. Som både sart og sårbar, og som den brølende furie med ild i blikket og hævnen som eneste mulige udgang på konflikten. Hun er en ung spændende skuespiller, men i samspillet med Lotte Andersen, bliver spillet hos begge lidt for teatralsk, udvendigt og gemacht i al sin indlysende dygtighed.

”Elektra” fremstår, som det også var tilfældet med ”Fædra” for et år siden – læs anmeldelsen her – for lidenskabsløs.

Jeg synes godt at en rystende og brutal historie som denne må påvirke sit publikum mere, må tage os til sig og ruske os. Det gør denne opførelse ikke for alvor. Det sker kun i glimt, som når Elektra i sammenbidt smerte syer sit køn sammen for ikke selv at kunne blive mor.

Som med ”Fædra” forløses potentialet ikke fuldt ud, men det skal blive spændende at se, om det lykkes når alle tre fortællinger i trilogien skal spilles i forlængelse af hinanden – om de på en eller anden måde komplimenterer og understøtter hinanden. Det sker først i 2024, det er længe at vente, og først skal Behrens og Albrectsen lige sætte fortællingen om sandsigersken Kassandra op.

”Elektra” dramatiseret af Karen-Maria Bille efter Euripides’ tragedie med citater fra Hugo von Hoffmannsthal, Heiner Müller, Fermin Cabal, Helmer Kloss, Barbara Köhler, Sylvia Plath og Ingeborg Bachmann.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi & kostumedesign: Christian Albrechtsen.

Medvirkende: Asta August, Lotte Andersen og Søren Poppel.

Spiller på Husets Teater til 4. marts.

Anmeldt 4. februar.

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her