Forside Anmeldelser 2023 DRACULA

DRACULA

459
0
"Dracula" Aarhus Teater 2023

Grev Dracula indtager det britiske imperium som en epidemi i Aarhus Teaters smukke drama, som trods opsætningens mange kvaliteter alligevel fremstår en smule blodfattigt.

* * * *

Myten om Grev Dracula er mange århundreder gammel, mens Bram Stokers berømte roman, der gennem årene er blevet dramatiseret utallige gange til både scenen og filmen, har ’kun’ 125 år på bagen. Han skrev sin roman i 1897, og lader i den, den blodtørstige greve fra Transsylvanien indtage kernen af det britiske imperium med sit entourage af levende døde.

Historien har fascineret publikum lige siden, således også sceneinstruktør Martin Lyngbo, som én gang tidligere – i Sverige – har arbejdet med materialet, og som på Aarhus Teater har fået en gave af produktion at arbejde med. Det er nemlig ikke kun teatrets Store Scene, dets dygtige skuespillerensemble og et ødselt budget til scenografi, han har haft til rådighed; det er også Den Jyske Operas Kor, og et musikalsk univers, der blander nykomponerede musikalske passager med kendte og mindre kendte værker, der spænder fra 1100-tallet og frem slutningen af 1800-tallet, hvor historien udspiller sig.

Alle disse elementer tilsammen gør Lyngbos ”Dracula” til en visuelt set fantastisk flot teateroplevelse. En fryd for både øjne og ører. David Gehrts scenografi, opererer med både store tableauer og intime rum, og bogstaveligt talt zoomes der både ind og ud, med greb inspireret af filmens verden. Mathilde Grebots kostumer er tidstypiske for perioden og ganske prægtige, og operakoret og den enlige pianist Sofia Wilkman danner en lydramme omkring forestillingen, der er fascinerende og stemningsskabende hele vejen igennem. Blodet flyder når Grev Dracula indtager scenen, og effekterne fungerer til perfektion. Der spilles godt over det meste af linjen.

Det kan da ikke gå helt galt, vel? Det gør det bestemt heller ikke. Men alle sine mange kvaliteter til trods er Aarhus Teaters ”Dracula” på en eller anden måde også en blodfattig affære.

Dagbogsformen, og opsætningens greb med et litterært fortællerspor, hvor historien først og fremmest fortælles gennem Mina Harker, suger energi ud af forestillingen. For nok er den spændende – det er jo en gyser! – men der savnes noget dramatisk substans. Ordene og fortælleteknikken virker gammeldags, og selvom Martin Lyngbo og Lucas Svenssons bearbejdelse flytter forestillingens egentlige hovedfokus fra Dracula til Mina Harker, og lader det være hende, der er forestillingens egentlige hovedperson, og selvom der refereres til Draculas ’invasion’ som en snigende epidemi, der truer samfundsstrukturens kerne, så synes det begrænset hvad vi kan ’bruge’ historien til i dag – ud over at blive ganske godt underholdt i godt og vel to timer, hvor der dog især inden pausen sniger sig en vis kedsommelighed ind over forestillingen.

Advokaten Jonathan Harker møder i Transsylvanien den uhyggelige greve, som han ordner en ejendomshandel for. I hemmelighed beskriver han mødet med Dracula og hans vampyrer i sin dagbog, som han i forseglet form giver til sin elskede Mina i bryllupsgave. Da hendes barndomsveninde Lucy under mystiske omstændigheder dør, og Jonathan til begravelsen ser Dracula og bliver skrækslagen, bryder Mina den forseglede dagbog og begiver sig herefter ud i en efterforskning af Lucys død, som fører hende på sporet af Grev Dracula. Hun tilkalder vampyrjægeren Dr. van Helsing, og sammen med sin mand og Lucys tre bejlere, kaster hun sig ud i jagten på umennesket, som truer hele samfundsnormen i Victoriatidens Storbritannien. Den mystiske galning, Renfield, som skiftevis er indlagt og lagt i spændetrøje på doktor Sewards sindssygehospital og frit kan opsøge Mina i hendes hjem (?), bliver et bindeled mellem vampyren og vampyrjægerne, og til sidst ender det hele med en dramatisk jagt på tværs af Europa, for at fange og dræbe Dracula inden han får så meget magt over sit seneste offer – Mina, naturligvis – at hun til evig tid vil være vampyr.

Anna Plauborg giver sin Mina feministisk power og er en stærk og troværdig heltinde i dette drama. Tom Jensens spiller van Helsing med sine helt egne betoninger, der mere og mere får ham til at fremstå som en moderne udgave af Axel Strøbye. En forunderlig kombination af troværdighed og karikatur, som fungerer. Simon Mathew, Christian Hetland, Kjartan Hansen og Emil Busk Jensen er forholdsvis anonyme som de fire mænd, der sammen med Mina og van Helsing jagter Greven. Så er der mere friskhed over Carla Eleonora Feigenbergs ildfulde og livsglade Lucy, og passende teatralsk patos og mystik over Anders Baggesens Renfield. Jacob Madsen Kvols har hele pakken til at spille den skræmmende uhyggelige Dracula, der balancerer mellem aristokratisk elegantier og blodsugende monster, og alene hans fysiske fremtoning, når han i forestillingens åbning dirigerer med Operakoret, skaber uhygge.

Det er et fremragende greb at lade en enlig pianist, Sofie Wilkman, fra flyglet på bagscenen spille det stemningsskabende underlægningsspor, og så giver Operakoret forestillingen en imponerende fylde og en mørk og gotisk lyd.

”Dracula” fungerer således klart bedst på de ydre rammer. Her er det som teateroplevelse spektakulært og ligefrem storslået, mens det går lidt i tomgang med dramaturgien og på de indre linjer.

—-

”Dracula” af Bram Stoker. Dramatisering: Martin Lyngbo og Lucas Svensson.

Instruktion: Martin Lyngbo. Scenografi: David Gehrt. Kostumedesign: Mathilde Grebot. Musikalske kompositioner og arrangementer: Marcus Aurelius Hjelmborg. Lysdesign: Jeppe Jessen Lawaetz. Koreografi: Esa Alanne. Lyddesign: Lars Gaarde. Korindstudering: Poul Emborg. Kapelmester: Sofia Wilkman.

Medvirkende: Anna Plauborg, Tom Jensen, Jacob Madsen Kvols, Emil Busk Jensen, Christian Hetland, Simon Mathew, Kjartan Hansen, Carla Eleonora Feigenberg, Anders Baggesen, Sofia Wilkman og Den Jyske Operas Kor.

Spiller på Aarhus Teaters Store Scene til 18. marts.

Anmeldt 8. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her