Forside Anmeldelser 2023 MISS SAIGON

MISS SAIGON

1102
4

Det svulstige romantiske melodrama i stor skala på Det Ny Teater er utroligt flot at se på og lytte til, men savner i den grad sjæl.

* * * *

Musicalen ”Miss Saigon” er skabt af det samme team, som nogle år tidligere havde skabt gigant-succesen ”Les Miserables”, og den var op gennem 1980’erne en af musical-verdenens ’Big Four’ sammen med ”Cats”, ”Les Miserables” og ”Phantom of the Opera”.

Ligesom de tre andre, trak ”Miss Saigon” lange køer i både London og New York. Scenografien, der toppes med at en amerikansk krigshelikopter lander og letter fra scenen, for at evakuere amerikanske soldater fra den tabte by, Saigon, var i en på den tid klasse helt for sig selv, og noget hvis mage man aldrig havde set før.

Jeg husker, hvordan jeg selv blev blæst bagover (bogstaveligt talt) da jeg første gang så musicalen engang tilbage i slutningen af 80’erne i London. Dengang talte man om at ”Miss Saigon” i modsætning til ”Les Miserables” og de andre, næppe ville kunne opføres i Danmark, da de fleste af rollerne er asiater, men visionære Morten Grunwald trodsede fordommene og satte den op på Østre Gasværk. Der var dog et ’lille’ problem med etniciteterne. Hovedrollen som den vietnamesiske barpige, Kim, der på én skæbnesvanger nat forelsker sig i den amerikanske soldat, Chris, som gengælder hendes kærlighed og lover at tage hende med sig ud af den brændende by, blev spillet af Pernille Petterson, der bestemt ikke har asiatiske træk. Og den anden af musicalens helt store roller, den entreprenante alfons, Engineer, blev dengang spillet og sunget af Søren Pilmark. Heller ikke Kim’s onde fætter, som hun er blevet lovet bort til, og som er soldat i den vietnamesiske hær, havde ved den lejlighed ikke et snert af asiatiske træk over sig, han blev spillet af en ung Anders Teigen.

I dag vil den slags jo slet ikke kunne accepteres. Med til tider god ret, råbes der vagt i gevær når roller på film, tv og teater ikke besættes efter køn, etnicitet, seksualitet med videre, og Det Ny Teater oplevede for ikke så længe siden protester over at hovedrollen i musicalen ”Kinky Boots” ikke blev spillet af en sort skuespiller, som det har været tradition i det meste af verden, og i filmen.

Derfor har Niels-Bo Valbro lagt sig i selen og hentet et cast af sangere, dansere og skuespillere ind fra hele verden til denne opførelse af ”Miss Saigon”, som han ikke tidligere har vovet at kaste sig og teatret ud i. Otte nationaliteter medvirker ifølge teatrets pressemateriale, og det giver i hvert fald forestillingen den rette autenticitet.

Svenske Linda Arunee Olofsson har asiatiske træk, og har tidligere spillet Kim i en lille opførelse på Nørregadeteatret i Maribo. På Det Ny Teater stiger hun nu i graderne fra noget nær fast ensemblemedlem til hovedrollen. Kim Hammelsvang har mig bekendt ikke asiatiske aner, men hans fysik og ansigtstræk, og det sorte hår, retfærdiggør rollen som Engineer. Det samme gør i høj grad Hammelsvangs historik på teatret. For han har om nogen været Det Ny Teater en god mand i et utal af mindre biroller, hvor han har bidraget med kant og karakter. Og han fortjener at få en plads i første række. Den får han her, og griber den, efter en lidt nølende start, til sidst med showstopperen ”The American Dream”, som bliver en personlig triumf for ham.

Til rollen som den ondskabsfulde fætter Thuy har Det Ny Teater hentet Gerald Santos på Filippinerne, hvor han er en stor sangstjerne. Santos er ikke uvant med rollen, som han små 600 gange har spillet på den internationale ”Miss Saigon”-turné, men at synge den på dansk er lidt af en bedrift. Jo, man kan godt høre, at dansk ikke er hans modersmål, men den rette casting opvejer de sproglige udfordringer.

Der er således meget der lykkes rigtigt flot i denne opsætning af musicalen, hvor scenografien som altid på Det Ny Teater er i topklasse. Men ikke alt lykkes lige godt.

”Miss Saigon” er et svulstigt melodrama. Det er næsten for meget med alle de tragedier og følelser, der skal krænges ud i stort set hver eneste sang og hver eneste scene. Kim er ulykkelig med sit lille barn, Engineer er ulykkelig over sin usle opvækst, Chris, soldaten, kan ikke kan rumme sin kærlighed til Kim og sin kærlighed til Ellen hjemme i Atlanta, og Ellen, kan ikke magte at hendes mand har elsket og måske stadig elsker, en anden kvinde, fra en kort affære under krigen.

Chris’ soldaterkammerat vier sit liv efter krigen til en kamp for de stakkels børn, som amerikanske soldater har avlet i Vietnam, og billeder af de grædende børn projiceres op på bagvæggen – det er det rene og skære følelsesporno. Nok skildrer ”Miss Saigon” krigens grusomme sider, men det er nærmest kun hos ’korkproppen’ Engineer, at der lever en form for håb, og hans amerikanske drøm ender også som en hallucination, og et fatamorgana.

”Miss Saigon” er fra forfatternes hånd et drivende sentimentalt, romantisk drama, kraftigt inspireret af Puccini’s opera ”Madame Butterfly”, og lever på sin vis i sit udgangspunkt op til alle ens fordomme om opera som overdrevent opulent melodrama. Det kræver derfor en skarpere og mere klart defineret instruktion end Lisa Kents glatte og overfladiske effektivitet, at gøre den ’spiselig’. Følelserne – og dem er der ved Gud mange af i ”Miss Saigon” – fremstår som rene postulater, og opsætningen bliver her alt andet end ’hjertegribende’.

Linda Arunee Olofsson har rørende momenter i sit spil, ikke mindst i scenen med Chris’ amerikanske kone, hvor hun beder dem tage sit barn med hjem til et bedre liv i USA. Desværre får hun ikke meget modspil af Christian Lund som Chris. Han synger rollen helt uden sjælsdybde og karakter, og det gør det meget svært at tro på kærlighedshistorien, der alt andet lige skal bære hele forestillingen.

”Miss Saigon” er desuden lang som en ond krig; næsten tre timer er den kommet op på efter at forfatterne for nogle år siden tilføjende en ekstra sang til Chris’ amerikanske kone i anledning af musicalens 25-års jubilæum. Det er ganske enkelt for meget, og alle musicalens andre kvaliteter til trods – blandt andre nogle glimrende sange – så fremstår Det Ny Teaters opsætning som en lidt for stor fastelavnsbolle proppet til randen med industricreme og pyntet med lidt for meget sukker på toppen.

”Miss Saigon”. Musik: Claude-Michel Schönberg. Tekst: Robert Maltby Jr. & Alain Boublil. Oversættelse: Peter Laugesen med tilføjelser af Kenneth Thordal. Orkestrering: William David Brohn.

Instruktion & koreografi: Lisa Kent. Scenografi: Paul Farnsworth. Lysdesign: David Howe. Lyddesign: Richard Sharratt. Videoprojektioner: Thomas Gray. Kapelmester & musikalsk indstudering: Per Engström.

Medvirkende: Linda Arunee Olafsson, Kim Hammelsvang, Christian Lund, Alexandra-Yoana Alexandrova, Thomas Høj Falkenberg, Gerald Santos, Na-Young Jeon, Oskar Nguyen Phan. Samt et ensemble på 21 sangere og dansere i skiftende roller.

Spiller på Det Ny Teater de kommende måneder.

Anmeldt 9. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.

4 KOMMENTARER

  1. Hej Morten –

    Tak for anmeldelsen.

    Den omtalte ‘ekstra’ sang, som blev skrevet til Ellen i forbindelse med musicalens 25-års jubilæum, er faktisk ikke en tilføjelse der gør forestillingen længere end den var. Den nye sang, “Maybe” erstatter blot sangen “Now That I’ve Seen Her”, som tidligere var Ellens store sang på samme sted i anden akt.

    Venlig hilsen
    Morten

  2. Hej Morten

    TAK for en god anmeldelse – som også tør sige det, andre ikke tør nævne –
    Det er en faglig, saglig og troværdig kritik, som i den grad giver mig lyst til at læse dine anmelderser i fremover.

    Tak for det
    Bh. Michael D

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her