Sprudlende musicalklassiker understreger, at Aarhus Teater bestemt ikke har glemt hvordan man laver musicals på højt, højt niveau.
* * * * *
Dengang jeg var meget ung i 1970’erne, var Aarhus Teater et dansk epicenter for musicals. Man havde stor succes med at spille de store moderne, amerikanske musicals, som selv ikke de københavnske teatre endnu turde binde an med, og det var i den periode, at blandt andre Susanne Breuning fik sit gennembrud og tog skridtet fra dejlig danserinde til fuldt funklende musicalstjerne.
Musicals har siden da som regel været en fast del af teatrets repertoire, og der har også de senere år været nogle meget vellykkede opsætninger, blandt andet sidste sæsons fortræffelige ”Evita”.
”Chicago” skriver sig smukt ind i teatrets række af glimrende forløste musicalopsætninger, og som det var tilfældet med ”Evita”, så er det i Aarhus netop ikke i blot en copy-paste version af en amerikansk eller britisk million-opsætning. Den dygtige instruktør Niclas Bendixen, ikke uvæsentligt med en fortid som danser og koreograf, giver Aarhus’ ”Chicago” sit eget udtryk og sætter sit personlige aftryk, som jeg bestemt ikke synes står i skyggen af den seneste verdensomspændende black box-opsætning, som man også har kunnet opleve på Det ny Teater i København, og som mange vil huske fra den Oscar-belønnede film med Catherine Zeta-Jones, Renée Zellweger og Richard Gere i hovedrollerne. Niclas Bendixen tager udgangspunkt i denne rå, black box-opsætning, men han kopierer den ikke. Hans opsætning har sin egen sprudlende vitalitet, godt hjulpet af koreografen, Signe Fabricius, der har skabt forestillingens nye koreografiske koncept, som så er blevet videreudviklet af Tone Reumert og Luc Boris André, der begge selv medvirker som dansere og skuespillere. Tre koreografer, der tilmed skal forholde sig til legendariske Bob Fosse’s originalværk, kunne godt blive en gevaldig omgang rod, men her synes den fri kreativitet at have haft livgivende virkning på værket, der fremstår i en sprælsk, frigjort og moderne udgave – med behørig respekt for arvesølvet.
Historien i ”Chicago” er baseret på virkelige hændelser i 1920’ernes Chicago, hvor store vaudeville-shows og sprøde jazz-toner gjorde byen til det hotteste spot i USA. Maurine Dallas Watkins skrev oprindeligt et skuespil om to kvindelige mordere, hun havde oplevet i sin korte periode som kriminalreporter på den store, lokale avis Tribune. De attraktive jazz-babes var populært stof i sensationspressen, og netop deres glamourøse popularitet var muligvis medvirkende til at de blev frikendt af juryerne – en smule korruption kan vel heller ikke afvises, det var jo mafiaens storhedstid i Chicago. Det er næppe forkert at anse musicalens magtfulde sensationsjournalist, Mary Sunshine, som et alter ego for originalskuespillets forfatter.
Bob Fosse, John Kander og Fred Ebb fik rettighederne til at lave en musical over manuskriptet efter Watkins’ død, og den fik premiere på Broadway i 1975. Siden har ”Chicago” gået sin gang verden over, og har status som en af de helt store dansemusicals fra den tid.
Hovedrollerne, korpigen Roxie Hart, der har skudt sin elsker, og vaudeville-sangerinden Velma Kelly, der har slået sin mand og søster ihjel fordi de havde en affære, er ikoniske musicalroller, og de er uhyre krævende, fordi de kræver at skuespillerne både kan synge og danse, og dække karaktererne ind, og mens Sofia Nolsøe, der tidligere har gjort sig gældende i musicalhovedroller – blandt andet i ”Cabaret” for et par år siden, også i Niclas Bendixens instruktion – er ganske overbevisende som den beregnende og svigefulde Roxie, så er teatrets ensembleskuespiller Amanda Friis Jürgensen et veritabelt fund i rollen som Velma Kelly, der bliver truet på sin position som kvindefængslets mest prominente morderske. Hun er sexet, vampet, uhyre velsyngende og så synes hun helt naturligt og ubesværet at mestre den udfordrende og omfattende koreografi, selvom der naturligvis ligger måneders hårdt slid i træningslokalet bag. Man skal passe på med løsslupne forudsigelser, men Amanda Friis Jürgensen kunne godt blive Danmarks nye musicalstjerne, for hun synes at have hele pakken.
I det hele taget er denne ”Chicago” særdeles godt besat. Jacob Madsen Kvols’ glatte ål af en stjerneadvokat, Billy Flynn, har al den charme og frækhed, man kan ønske sig. Szhirley er et vulkanudbrud af vokal kraft som kvindefængslets Mama Morton, Anders Bilberg en helt forrygende Mary Sunshine og så skaber Emil Prenter et rørende karakterportræt af Roxies undseelige mand, Amos, der er gennemsigtig som cellofan, og lader sig trække rundt i manegen af både sin kone og hendes advokat.
”Chicago” handler om sex, mord, bedrag, løgn, utroskab og manipulation, og i en tid i dag, hvor man kan opnå viral stjernestatus på en nat og med et enkelt saftigt opslag på Instagram, synes historien om mediernes – i dag de sociale medier – magt at være mindst lige så aktuel nu som i 1920’erne og 1975’erne.
Musikalsk er den bare lækker. Åbningsnummeret ”All that jazz” er i top5 over mine personlige musicalfavoritter, og leveres her med overlegen personlighed og dampende seksualitet af Amanda Friis Jürgensen og det knalddygtige ensemble, men ”Chicago” har adskillige fremragende sang- og shownumre, fra den sarte ”Cellofan man” til den potente ”Cell Block Tango”, Mama Mortons ”When you’re good to Mama” og de nærmest artistisk udførte rets- og pressemøde-numre.
Jens Hellemann står i spidsen for forestillingens helt forrygende politiorkester, der er blevet herligt inddraget i opsætningen, og så har det sexede ensemble af dansere og musicalperformere stor ære af deres indsats, der giver 1970’ernes jazzdance et vitalt energikick. Visuelt har Benjamin La Cour arbejdet ud fra den enkle og rå black box-model i sin scenografi, der ikke i sig selv er spektakulær, men som indeholder nogle ganske imponerende elementer og en lækker lyssætning, og så har Helle Damgaard kreeret et sandt kostumeorgie, der giver det 1920’erne tidstypiske et moderne twist.
Aarhus Teater leverer således med ”Chicago” igen en strålende musicalforestilling på et niveau, der både peger tilbage til genrens storhedstid på teatret, og frem mod nye triumfer.
—-
”Chicago” af Bob Fosse, Fred Ebb (dialog og sangtekster) og John Kander (musik). Baseret på Maurine Dallas Watkins’ skuespil. Oversættelse: Adam Price.
Instruktion: Niclas Bendixen. Koreografisk koncept: Signe Fabricius. Koreografisk realisering: Luc Boris André og Tone Reumert. Scenografi og lysdesign: Benjamin La Cour. Kostumer: Helle Damgaard. Musikalsk arrangør: Petter Sørlie Kragstad. Kapelmester: Jens Hellemann. Lyddesign: Lars Gaarde.
Medvirkende: Amanda Friis Jürgensen, Sofia Nolsøe, Jacob Madsen Kvols, Szhirley, Emil Prenter, Anders Bilberg, Emil Busk Jensen, Linnea Stenbeck, Ingeborg Meier Andersen, Thea Carl Scøtt, Tone Reumert, Nefertiti Pedersen, Luc Boris André, Mads Gronemann, Lasse Dyg, Linea Høgh. Speak: Niclas Bendixen.
Spiller på Aarhus Teater til 15. juni.
Anmeldt 7. maj.
Foto: Emilia Therese.
