Lørdag er sidste chance for at opleve én af de senere års største danske teateroplevelser, når Aalborg Teaters Anita-trilogi spiller på Folketeatret i forbindelse med CPH Stage.
* * * * *
Aalborg Teaters Anita-trilogi er en triumf; for dramatikeren, for instruktøren, for skuespillerne og ikke mindst for Marie Knudsen Fogh, der vel som Anita har fået sit livs rolle.
Det hele startede med “Alle mulige ting til salg” i 2018 og fortsatte med “Revolution i Kommunen” og “Dødsbo på pløjemarken”. Tre skuespil om skæve eksistenser på samfundets bund, centreret omkring Anita, der er blevet fyret fra sit aktiveringsjob, og nu sidder i et nedslidt hus i sted i den nordjyske del af udkantsdanmark, med sin infantile voksne søn, og er på vej lige lukt mod afgrunden i form af tvangsauktion og den totale deroute.
Det slutter med et organiseret selvmord hvor de få efterladte måske på en eller anden måde finder et liv efter Anita. Lidt den samme virkelighed, der venter Aalborg Teater, for det er vist ikke for meget sagt, at forestillingerne, der i går torsdag og igen lørdag kan opleves på Folketeatret i København i forbindelse med teaterfestivalen CPH Stage, er teatrets største kunstneriske succes i mange, mange år.
De tre enaktere er i Aalborg både blevet spillet enkeltvis og som en maraton på næsten fem timers samlet spilletid og i alt syv timer inkl. to lange pauser. Og det er maratonen der kan opleves en sidste gang i denne omgang.
Dramatikeren Henrik Szklany har skrevet stykkerne, der såvel enkeltvis som samlet er noget af det bedste danske dramatik, der skrevet længe. Szklany rammer et sprog og en personkarakteristik med sine på en gang ynkelige og alligevel elskelige karakterer, der forekommer 100 procent autentisk naturalistisk. Man føler virkelig, at det er ’ægte mennesker’ man oplever på scenen og ikke ’spillede roller’, og det er en cadeau til såvel dramatikeren, som til forestillingernes instruktør, Martin Nyborg, og til skuespillerne, der alle som én er gennemført troværdige, selvom handlingsforløbet næsten synes karikeret.
For her går alt hvad der kan gå galt også galt. Anita lider af fibromyalgi, hendes søn, Lars på 44, bor stadig hjemme og lider af en på alle måder usund moderbinding, der er blevet forstærket af tabet af hans hund, Gnags, der ligger begravet i haven. Deres nabo, John, er en brovtende krejler, der desperat savner kærlighed, så desperat, at han er villig til at gifte sig med Anita, der sandt for dyden ikke er lokalsamfundets skønhedsdronning endsige specielt varmhjertet.
Da tvangsauktionen truer, tilbyder John at gifte sig med Anita for at redde huset, men da Anitas søster, Beate, pludselig dukker op med en kuffert – hun er skredet fra den pædofile mand hun har levet sammen med siden hun var 14 – synes John at hun er lidt mere fiks, og så er Anita og Lars igen overladt til en uvis skæbne. Ind i persongalleriet dukker også den unge, autistiske pige, Ester, som Lars forelsker sig i, men Ester er til piger og vil hellere have Anita.
Undervejs i trilogien bliver Lars far til en dreng, men børn- og ungeforvaltningen har mistanke om at han ikke kan passe barnet, og sender en medarbejder ud til familien. Også hun er en stakkel, med en ptsd-ramt mand og et sæt tvillinger som hun har med sig rundt i en cykeltrailer til de familier hvis børn hun skal tvangsfjerne, fordi hun ikke tør lade sin mand være alene med dem, og i tredje del tilføjes persongalleriet en ung SOSU-assistent, med adgang til de piller, Anita skal bruge for at gøre en ende på alle sine lidelser.
Hver og én i ensemblet leverer fuldkommen eminent præcise karakterer uden den mindste mislyd. Og selvom det lyder som den rene ynk og tristesse, så er alle tre stykker- i hvert fald de to første – også ustyrligt morsomme, midt i alle fortrædelighederne.
Central sidder Marie Knudsen Fogh i en læderlænestol med puf, som Anita, i sit livs rolle, og skaber en af de mest hjerteskærende karakterer man mindes at have oplevet på teatret. Hun er grov, grim, svovlende af eder og forbandelser og samtidig nærmest elskelig i sin naive enfoldighed, og en jernlady i sin oprigtige foragt for alt hvad der har med ’kommunen’ at gøre. Som Anita placerer Marie Knudsen Fogh sig som én af dansk teaters allerstørste karakterskuespillere lige nu. Og lige så naturligt det forekommer at hun for to år siden fik Teaterpokalen, lige så bizart synes det at være, at hun ikke fik den for sin Anita, men for den kvindelige hovedrolle i ”Hvem er bange for Virginia Woolf”.
Karla Rosendahl fik fuldt fortjent en birolle (ensemble) Reumert for sin præstation som Ester i den tredje og sidste del af trilogien, og Lars Topp Thomsen er modbydeligt morsom, som John, der trods sin brovtende facon trods alt er god nok på bunden. Marcus Gad Johansen sitrer af infantil vrede som tabersønnen, Camilla Gjelstrup er beregnende skarp som søsteren, der forlader fanden selv og møder Jesus i stedet, og både Bolette Nørregaard Bangs kommunale embedskvinde og Thomas Kristian Beks tålmodige SOSU-hjælper er præcise portrætter. Sidstnævntes vaskescene med en hudløst uforfængelig Marie Knudsen Fogh er én af de stærkeste scener man mindes at have oplevet.
Scenografien er genialt udtænkt af Laura Rasmussen, der lader den naturalistiske dagligstue tilte som et symbol på at familien kommer længere og længere ud på et skråplan, så det hele til sidst bogstaveligt talt ramler.
Hvorfor egentlig ikke give ”Henvendelse Anita” fuld plade og seks stjerner? Fordi det er som om afslutningen bliver for langstrakt, efter Anitas selvmord. Taget i betragtning at vi har siddet i salen i næsten fem timer, er sidste del for lang tid om at blive rundet af. Vi kunne strengt taget godt have undværet begravelsen og birollernes afsluttende monologer, for de understreger mere end nødvendigt, hvor mastodontisk Marie Knudsen Foghs vidunderlige nærvær har været nu hvor hun ikke længere troner midt på scenen.
Men en enkelt lille kurre på tråden ændrer ikke ved, at ”Henvendelse Anita” er en af de helt store danske teateroplevelser i nyere tid.
—-
”Henvendelse Anita”, trilogi bestående af ”Alle mulige ting til salg”, ”Revolution i kommunen” og Dødsbo på pløjemarken” af Henrik Szklany.
Instruktion: Martin Nyborg. Scenografi: Laura Rasmussen.
Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Camilla Gjelstrup, Karla Rosendahl. Marcus Gad Johansen, Lars Topp Thomsen, Bolette Nørregaard bang og Thomas Kristian Bek.
Kan opleves i morgen 1. juni på Folketeatret, som led i CPG Stage.
Anmeldt 30. maj på Folketeatret
Foto: Catrine Zorn
