Forside Anmeldelser 2022 FÆDRA

FÆDRA

24
0
"Fædra" Husets Teater 2022

Første del af instruktøren Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsens trilogi ‘Furier’. er tragedien om Fædra, som er en intens, men ikke fuldt ud vellykket forestilling.

* * * * 

Husets Teater lægger i denne og de kommende sæsoner hus og scene til trilogoen ‘Furier’, hvor Anja Behrens og scenografen Christian Albrechtsen tager tre af de græske tragedier under behandling.

Indledningen er fortællingen om “Fædra”, den modne kvinde, som elsker sin stedsøn Hippolytos, og drives ud i en grusom hævn, da han afviser hendes kærlighed.

I en scenisk ramme, som man kan forstå skal være gennemgående i de tre forestillinger, udspiller dette drama sig nedkogt til en ganske intens 75 minutter kort essens af det flere tusinde år gamle drama.

Fædra er gift med kong Thesseus, men har siden brylluppet hemmeligt været besat af kærlighed til hans søn, Hippolytos. Af frygt for at vise sine følelser får hun ham bortvist, men da Thesseus rygtes død på et togt, og en magtkamp opstår om hans trone, erklærer hun Hippolytos sin kærlighed. Hippolytos, derimod, er forelsket i en anden kongedatter, den unge smukke Arisia, som af Thesseus er blevet forbudt at gifte sig og få børn, Hippolytos afviser Fædra, og beslutter at flygte bort med Arisia, men da Thesseus viser sig ikke at være død, og vender hjem, lyver Fædra overfor ham og anklager Hippolytos for at have voldtaget hende. Thesseus tror sin hustru, og beder Guderne om at dræbe Hippolytos. Til sidst står han, Arisia og Fædra tilbage og har alle mistet en de elsker, og Fædra erkender sin løgn og sit bedrag.

Det er altså de helt store følelser, der er i spil i Euridipes’ tragedie. Man har benyttet Jean Racines manuskript fra 1677, som her er bearbejdet af Anja Behrens, Christian Albrechtsen og oversætteren Pernille Kragh i tæt samarbejde med Marina Bouras, der spiller Fædra.

Desværre kommer man ikke helt i mål på Husets Teater i en ellers æsterisk gudesmuk scenografi, med lette gennemsigtige gardiner og en magisk lyssætning, og nogle enkle, troværdige kostumer. Opsætningen savner simpelthen generelt noget lidenskab.

Lidenskab i såvel forelskelsen, som i jalousien, vreden og sorgen. Man sidder aldrig for alvor med følelsen af at det her er et spørgsmål om liv og død, og at skuespillerne smører deres kroppe og blottede bryster ind i ler, som tegn på deres fortvivlelse og afmagt, fremstår mest af alt som et dramaturgisk postulat og er næsten ufrivilligt komisk. Og det absolut sidste “Fædra” er, er komisk.

Henrik Birch har det rette statur som Thesseus, men fremstår som alt andet end en kynisk konge og krigsherre, der kan forføre kvinder i hobetal, og ikke afstår fra at dræbe børn, der truer hans magt. Der mangler helt banalt bare pondus. Også Jeppe Marling som den attråede Hippolytos forekommer en kende for fersk, mens Fanny Louise Bernth har bedre fat i både Arisias skrøbelighed og siden den kærlighed hun føler for Hippolytos – ikke mindst fordi, den kan bringe hende tilbage til en magtposition i samfundet.

Helt centralt står naturligvis Marina Bouras’ Fædra, som er den, der bedst når ind til essensen af tragedien, når hun brøler til sin stedsøn Se på mig! og nedværdiger sig selv ved at byde sig nøgen til overfor ham som en skøge. Jeg væmmes ved mig selv over at jeg elsker dig, kommer det skamfuldt fra hende da hun forgæves forsøger at forføre den unge mand.

Marina Bouras formår dog trods alt heller ikke til fulde at nå helt ind og røre vore hjerter, selvom alle ingredienser er til stede, og dermed kommer hverken hendes Fædra eller forestillingen som helhed helt i mål. 

Der er i midlertid tale om en trilogi, og det er tanken, at de tre tragedier – “Fædra”, “Elektra” og “Kassandra” – afslutningsvis skal spilles i forlængelse af hinanden og således til sidst skal danne et samlet værk. Det giver mulighed for at skabe en samlet helhed, hvor de tre tragedier i fællesskab forhåbentlig vil trænge dybere ind i kroppen på beskueren.

“Fædra” af Jean Racine, baseret på Euridipes’ tragedie. Oversat af Pernille Kragh. Bearbejdet af Anja Behrens i tæt samarbejde med Christian Albrechtsen, Pernille Kragh og Marina Bouras.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Lyddesign: Erik Christoffersen.

Medvirkende: Marina Bouras, Jeppe Marling, Fanny Louise Bernth og Henrik Birch.

Spiller på Husets Teater til 12. marts.

Anmeldt 15. februar.

Forestillingsfoto: Emilie Theresa

Tidligere artikelANTIGONE 2030
Næste artikelJEG, MALVOLIO

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her