Forside Anmeldelser 2023 RAGNAROK

RAGNAROK

463
0

Det er storslået stadionteater, som Det Kgl. Teater byder på Dyrehaven. Rig på effekter og med en helt fantastisk lyssætning, buldrende rockmusik og et tegneseriehelteagtigt persongalleri.

* * * *

Det er storslået flot. Intet mindre. Især efter pausen, når mørket har sænket sig over Ulvedalene i Dyrehaven, og lysdesigneren Ulrik Gad får lov at leve sine vildeste drømme ud på det største af alle teaterlærreder herhjemme.

”Ragnarok” er et inferno af lyseffekter, der på smukkeste vis udnytter skovens træer, og skaber skygger, uhygge og drama for alle pengene. Meget flottere kan det ikke gøres, og når instruktør Heinrich Christensen så også på glimrende vis får kombineret det dramatiske taleteater med Amalie Bruuns alias Myrkurs buldrende intense, tungt bankende rockmusikog tilsætter showet et hold fremragende nycirkus artister, så bliver det et ganske formidabelt show.

Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet frit efter den nordiske mytologis fortælling om Ragnarok; gudernes altødelæggende slag mod jætterne og de nærdøde fra Helheims underverden. Han benytter lejligheden til behandle emner som tro, håb og kærlighed. Det første brister, det sidste overlever og håbet, ja, det har vi jo altid lov at have.

I et format som dette – regulært stadionteater – kan historien næsten kun drukne i staffage og ydre effekter, og det gør det også lidt her, hvor der tegnes med den brede, forenklende pensel. Persongalleriet er karikeret som i en Marvel tegneserie; den lumske, intrigante Loke, der ikke bare taler med to tunger, men også fremstilles todelt, den bøvede muskelmand Thor, stærk som en okse, dum som en dør, Odin, overguden, portrætteret som en vankelmodig drukkenbolt og så videre. Mest kød er der på kvinderne i Asgård og Helheim. Frigg, der drevet af hævn over Lokes drab på hendes søn, Balder, åbner porten til Ragnarok, Hel, som hersker over dødsriget, og den unge menneskekriger, Liv, der som nyfalden i krig i menneskenes verden, Midgård, møder gudernes rige med en troskyldig naivitet og tro på kærlighed og det gode i verden. Hun er vores heltinde. Hende, der rider over Gjallerbroen mellem Asgård og Helheim for at forhandle på asernes vegne med Hel om Balders døde legeme i forestillingens mest prægtige scene.

Heinrich Christensen lader artisterne agere i roller, bl.a. som Odins ravne Hugin og Munin, Modgrunn, der vogter porten til Helheim, og guderne Heimdal, Freja, Tyr og Høder, mens skuespillere udefra giver dem stemmer og det lykkes ganske virkningsfuldt.

Scenografen Gjermund Andresen har naturligvis haft verdens smukkeste bagtæppe – skoven – at spille op i mod, og hans kæmpemæssige bassin og symbolske ring af stål, der både kan lyse op i flammer, sprutte vand i kaskader og meget mere, er virkningsfuldt og flot. Men man sidder også oppe på tribunen og bekymrer sig lidt for om de medvirkende nu bliver forkølede af at plaske rundt i alt det vand – helt varmt er der jo ikke herude midt i skoven, når solen er gået ned og duggen falder. En klar opfordring til publikum om at tage godt med tøj på, og gerne pude at sidde på og et tæppe til benene.

Lyden er lidt problematisk. Dels er kombinationen af mikrofoner og kaskader af vand i sig selv en udfordring, men den stærkt elektronisk forstærkede lyd tager nuancerne ud af spillet og efterlader skuespillerne lidt på herrens slagmark. Egentlige gode skuespillerpræstationer kan man nærmest ikke tale om under disse vilkår, hvor det mest handler om de store udtryk. Men Fanny Louise Bernth får trods alt Livs naive troskyldighed og ungdommelige forelskelse i guden Balder ud over rampen, og Malin Rømer Brolin-Tanis Frigg bliver en magtfuldkommen matriark, hvis lige vi næsten synes at kende til i vore dage. Meike Bahnsen, formummet bag Hels dødsmaske, giver dødsrigets hersker en dæmonisk farlighed, og Joen Højerslev gør Loke til indbegrebet af bad guy med god effekt. Stanley Bakars smukke Balder og Jacob Moth-Poulsens Thor bliver i sandhed hinandens modsætninger, mens Troels Lybys Odin først og fremmest fremstår komisk fjollet. Morten Bo Koch, Charlotte Amalie Kehlet og Magnus Christensen lægger sammen med flere af de allerede nævnte stemmer til artisternes karakterer, og artisterne er aldeles formidable.

Med en spilletid på to en halv time – inkl. en ganske lang pause – bliver det sent inden vi når til det store, altødelæggende ragnarok til sidst, og det er måske forestillingens største problem. Der er lange perioder, hvor der ganske banalt mangler tempo – men det tager jo tid at få 50 statister, skuespillere og artister rundt på et sceneområde, der fremstår større end flere fodboldbaner. Det er et vilkår, som formentlig ikke så let lader sig ændre.

Denne tirsdag aften var en stor del af publikum på de ’tæt på udsolgte’ tribuner unge skoleelever, og på vej ud af Dyrehaven hørte jeg den ene spørge den anden hvad han havde syntes om det på en skala fra 1-10. Syv, lød svaret. Det er jeg ikke uenig i. På min stjerneskala er det 4 stjerner, ikke mindst fordi opsætningen simpelthen bare er storslået flot.

—-

”Ragnarok”. Af Kim Fupz Aakeson.

Instruktion: Heinrich Christensen. Cirkuskoreografi: Sunniva Byvard. Scenografi: Germund Andresen. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Sofie Akerø. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign: Jonas Vest. Komponist: Myrkur. Sangtekster: Kim Fupz Aakeson.

Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Malin Rømer Brolin-Tani, Joen Højerslev, Troels Lyby, Jacob Moth-Poulsen, Stanley Bakar, Meike Bahnsen, Lalla La Cour, Eivind Øverland, Michiel Tange van Leeuwen, Joel Degerfeldt, Fridamy Roth, Ben Collis, Elisabeth Künkele, Simon Wiborn, Ronja Breuk, Klara Sköldulf Philipp, Albert Iversen, Sine Krag, Sofia Kistol, Anna Lawaetz, Morten Bo Koch (stemme), Charlotte Amalie Kehlet (stemme) og Magnus Christensen (stemme). Bandet: Myrkus, Kristian Uhre, Maja Shining og Mikkel Haastrup.

Spiller i Ulvedalene, Dyrehaven til 1. juli. Til næste sommer på Moesgaard Museum i Aarhus.

Anmeldt 23. maj

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her