Forside Anmeldelser 2022 JEG, MALVOLIO

JEG, MALVOLIO

36
0

Overbevisende præstation af Michael Moritzen i monologen “Jeg, Malvolio”, som er rigtigt teaternørde-teater, skrevet til et helt andet publikum.

* * * * 

Normalt bør man altid som anmelder være varsom med at sparke til en skuespiller, som man ikke synes leverer varen, men undertegnede måtte i aftes korporligt give skuespilleren Michael Moritzen et los i røven midt i forestillingen.

Det hører godt nok til sjældenhederne. Især da Moritzens præstation i monologen “Jeg, Malvolio” i høj grad mere er til et kys på kinden, end et los i røven.

Det er teatret Scene42, som gæstespiller på Sorte Hest med den britiske teatermand Tim Crouchs monolog, der i det ydre handler om Shakespeares birollefigur Malvolio fra “Helligtrekongersaften”, men som i virkeligheden handler om os i salen – om publikum.

Crouch er en særdeles eksperimenterende skuespiller og dramatiker, som er kendt for at bryde med alle kendte dramatiske konventioner, og skabe en ny form for teater. “Jeg, Malvolio” er fra 2010 og er oprindeligt skrevet med øje for et ungt publikum. De unge, der i Storbritannien naturligvis skal lære deres Shakespeare at kende, men for at kunne det, må de først lære hvem de selv er.

Det publikum, der overværede onsdagens premiere i den lille, intime sal på Vesterbro var næsten så langt fra målgruppepublikummet som man kan forestille sig; en blanding af erfarne skuespillere, garvede teateranmeldere og venner af huset. Måske derfor forekom teksten i indledningen af forestillingen at ramme noget forbi målet. 

Alene på scenen i klædt pisplettede longjohns, sådan noget heldragts undertøj vi gudskelov ikke bruger mere, og en hue med djævlehorn modtager Malvolio os med afvisnede foragt. Skoser os for blot at sidde der og gnaske på tuggegummi, pille ved mobiltelefonen og finde morskab i at kigge på et menneske, der er blevet latterliggjort og ydmyget.

Er det virkelig morsomt? Spørger han inkvisitorisk og fortæller os et par sandheder eller tre om ungdommen af i dag: Nu skal I høre hvordan I er! Fint nok, men når gennemsnitalderen i salen er omkring de 60 udfordres teksten unægteligt.

Publikum inddrages aktivt, det var derfor at denne anmelder måtte sparke til en mand, der allerede i overført betydning lå ned. For det er i samspillet med publikum at dynamikken i teatret bliver skabt. Sådan er essensen af teatret- i modsætning til biografen. Uden publikum. Intet teater. Uden teater…? Ja, det er jo næsten ikke til at bære.

Al fornøjelse har sin pris. Sådan er det bare og sådan vil det altid være, konkluderer Malvolio flere gange, og trækker publikum med sig helt ind på scenen for at bistå ham med det, der synes at være den eneste vej ud af elendigheden; selvmord for åben scene! En god hængning har tit forhindret et dårligt ægteskab, joker han og lover, at når han ikke kunne gennemføre sit forehavende denne aften, så gør han det helt sikkert i morgen.

“Jeg, Malvolio” er rigtigt teaternørde-teater, på trods af at det altså er skrevet til en helt anden målgruppe; teenagere, der måske ser teater for allerførste gang. Det er en nærmest surrealistisk og absurd tekst, der både er en karakteristik af Malvolio-karakteren, en lyn gennemgang af Shakespeares skuespil “Helligtrekongersaften”, som Malvolio selv, piller fra hinanden som det ‘rene idioti’, men også et uhyre interessant studie af hvordan det er at være publikum i teatret. Det er således en ganske skæv størrelse, som godt kunne være gået helt galt, hvis ikke det var for Michael Moritzen, som leverer en aldeles overbevisende præstation.

Her bygger han sin karakter på et fundament af hele sit eget lange teaterliv. Jeg tænker, at der i hans Malvolio er kim af både den ene og den andens tidligere Malvolio’er og lignende karakterer. Og man sidder også og tænker, at han selv kunne blive en aldeles vidunderlig Malvolio i en mere traditionel opførelse af komedien. Instruktionen er varetaget af Lene Vasegaard, også hun med et langt liv på og bag scenen at trække referencer fra. De to forekommer at være et godt match, og resultatet er en til tider rørende, en meget morsom og en ganske tankevækkende lille forestilling, båret af en virtuos skuespiller, der med overbevisning viser os hvordan den skal skæres.

Derfor fortjener Moritzen alt andet end et los i rumpetten. Men Malvolio, han må for teaterhistoriens tid og evighed finde sig i ydmygelserne.

“Jeg, Malvolio” af Tim Crouch.

Instruktion: Lene Vasegaard. Scenebillede: Lene Vasegaard og Michael Moritzen.

Medvirkende: Michael Moritzen.

Producent: Scene42. Gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest til 19. marts

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

Tidligere artikelFÆDRA
Næste artikelHARRY OG KAMMERTJENEREN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her