Forside Anmeldelser 2023 KONG LEAR

KONG LEAR

153
0
"Kong Lear" Aarhus Teater 2023

Shakespeares store kongedrama forbliver uforløst som højtråbende kammerspil med en ellers glimrende Jens Jørn Spottag som Kong Lear i sin 40-års jubilæumsforestilling.

* * *

Jens Jørn Spottag som Kong Lear? Naturligvis!

Katrine Wiedemann som instruktør af Shakespeares store kongedrama? Naturligvis!

Umiddelbart er der intet, der ikke forekommer fuldkommen logisk i forhold til Aarhus Teaters opsætning af ”Kong Lear” på teatrets næststørste scene, Scala. Her har scenografen Maja Ravn valgt at klæde skuespillerne på i tidsneutrale kostumer, der lige så meget signalerer nutidens magtelite som fortidens England, og hvor det kraftigt skrånende scenegulv måske/måske ikke skal fortolkes som det skråplan handlingen fra første ord kommer ud på, da den magtfulde konge vil dele sit rige mellem sine tre døtre.

Hvem, der får hvad, afgøres af i hvor høj grad de smigrer ham med deres kærlighedserklæringer, og da hans yngste datter, og naturligvis yndlingsdatter, Cordelia, afviser med ordene jeg kan ikke løfte mit hjerte til min mund og erklærer at hun elsker ham som den far han er, men ikke mere end det, så gribes Lear af forfængelig vrede og bortviser sin datter fra hoffet. Derfra går det kun galt, for de to ældste døtres smigrende ord er falske, og inden han ved af det, fratages den gamle konge både sin magt og sin ære i et kynisk magtspil.

Katrine Wiedemann har klogt besluttet at bearbejde sin ”Kong Lear” til et koncentrat af originalen, så forestillingen spiller en time og tre kvarter uden pause. I sin bearbejdelse gør hun sidehistorien om adelsmanden Cloucester central. Han har to sønner, en ægte som han elsker, og en bastard, født udenfor ægteskabet, som han håner og latterliggør. Hånen gør Edmund hævngerrig. Han smeder en rænke mod sin bror, som Cloucester bortviser for forræderi, og senere bliver Cloucester selv offer for Edmunds magtbegær, og dermed står historien med to knækkede magtmænd.

På den ene side Lear, som bliver mere og mere vanvittig og syg af sorg, og på den anden side, Cloucester, blindet og udstødt. Katrine Wiedemann lader de to engang så magtfulde ældre mænd være hinandens spejl i erkendelsen af fortidens synder.

”Kong Lear” er et detaljerigt og komplekst skuespil. I periferien aner man den forviste datter, Cordelia, der betragter alle ulykkerne, og hun vender tilbage med den franske hær for at frelse sin far og deres rige fra kupmageriet, men mislykkes, og til sidst ender det som det som regel gør i Shakespeares tragedier; i et sandt blodbad, hvor næsten alle dør. Den ældste søster, Goneril, forgifter sin lillesøster, Regan. Edmund dræber den tilfangetagne Cordelia, og dræbes selv af sin hjemvendte bror Edgar, og da Lear finder Cordelia død og sit gamle hof lagt i ruiner, dør han ganske enkelt af sorg. Tilbage som the last men standing står Edgar og endnu en forvist, men tro adelsmand, Kent.

Hele denne komplekse, tragiske og blodige historie fortælles som et kammerspil, men spilles i VERSALER. For som der dog råbes og skriges de store følelser ud, med teatralske fagter og gemachte manerer.

Hvorfor denne udadvendthed, der dræber sjælen i fortællingen omkring Jens Jørn Spottags mere indadvendte Lear? Er det for at markere kontrasten? Muligvis, men grebet lykkes desværre ikke.

Jens Jørn Spottag markerer senere i september sit 40-års skuespillerjubilæum i rollen som Lear. En passende rolle til et stort jubilæum, for en skuespiller, som mere og mere markerer sig som en af sin generations fineste karakterskuespillere. Spottag er da også glimrende. Modsat det meste af ensemblet spiller han indad i stedet for udad, og fremstår helstøbt i både sin magts indledende vælde, i fornedrelsens nederlag og i takt med at vanviddet tager over i sorgen over tabet af alt hvad han elsker. Spottag kan tale fra en scene, og med små midler forstørre essensen af sine ord. Omvendt forholder det sig med flertallet af ensemblet, som dels synes af slås med diktionen i Niels Brunses oversættelse, dels råber sig gennem dramaet og dermed reducerer det fremfor at forstørre det. Anne Plauborg har dog udmærkede momenter som den elskede lillesøster Cordelia, og Daniel Mortensen, som er studerende på Scenekunstskolen i København, forfalder ikke til overspil i den relativt lille rolle som den trofaste Kent.

Niels Brunse skriver i en artikel i forestillingens trykte program, at den fredfyldte forståelse, der opstår til sidst mellem Lear og Cordelia, er så skjult og underspillet i teksten at man næsten ikke opdager den. Jo vel, dén del lykkes forestillingen ganske udmærket med, men ellers er skjult og underspillet det sidste man kan sige om opsætningen, hvor Katrine Wiedemanns personinstruktion synes at fejle, og opsætningen bliver uforløst.

—-

”Kong Lear” af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse.

Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Hanne Lund Joensen. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn. Lysdesign: Andres Kjems. Lyddesign: Aki Bech. Konceptuerende lyddesign: Lars Gaarde. Musikkonsulent: Stephan Bomberg.

Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Anne Plauborg, Mette Døssing, Rikke Lylloff, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Clint Ruben og Daniel Mortensen.

Spiller på Aarhus Teater til 4. oktober.

Anmeldt 31. august (premiere).

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

Tidligere artikelÆNDRINGER PÅ ANMELDERSITET
Næste artikelPEJSESHOW 2023

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her