Forside Anmeldelser 2023 PEJSESHOW 2023

PEJSESHOW 2023

449
0

Årets Pejseshow på Pejsegården i Brædstrup leverer præcis det den skal; god, gedigen underholdning – og masser af mad.

* * * *

Årets Pejseshow på det midtjyske Hotel Pejsegården i Brædstrup hverken ny-, gentænker eller revolutionerer revy-show genren, men byder på et par timers god, gedigen underholdning efter et voluminøst buffet-bonanza, der om ikke andet minder os om, at vi i Danmark lever i et overflodssamfund hvor de færreste mangler noget.

Den overdådige buffet har altid været et kendetegn ved de årlige sensommershows på Pejsegården. Engang hed det sig at der var 99 retter, i dag er det vist knapt så mange, men går man sulten i seng, så har man i den grad selv været ude om det.

Showet på hotellet er næsten lige så rigt på kalorier som buffeten, og også her er vægten lagt på de hurtige kulhydrater, og der skeles måske knapt så meget til vitamin- og næringsværdien. Et Pejseshow skal først og fremmest underholde, og det gør det så også i år, hvor den unge revydirektør Lukas Birch selv er på scenen, sammen med garvede kræfter som Anne Karin Broberg og Farshad Kholghi, og den lokale stjerne, Ulla Vejby – kendt fra ”Badehotellet” – som er vokset op i nabolaget. Hun var også med sidste år, og har udstråling og funny bones til at til at tage stedets publikum med storm.

I år gør hun det i et stort anlagt shownummer, hvor hun drømmer om at stå spidsen for sit eget badehotel. Det gælder om at udnytte Badehotel-effekten, og det gør man til fulde. Men Ulla Vejby kan nu nok stå på egne ben.

Farshad Kholghi er nærmest oplært i revygenren igennem syv-otte år på Pejsegården fra 2008, og frem til han rykkede til Kerteminde, og blev regulær revystjerne. Få kan som han rable det rene vanvid af sig som alle mulige etniske karakterer og altid få noget morsomt ud af det. Her blandt andet endnu engang som den entreprenante thai-kvinde Louise Ping-Pong, som har slået sig ned som krisekonsulent, og blandt andet har lært Jacob Ellemann Jensen at pisse på sig selv, og som hjælper os danskere med at undgå kussetænkning. Der er mening bag galskaben, men det er først og fremmest morsomt.

Lukas Birch slider som en bryggerhest med nogle kostumeskift, der er lige til Guinness Rekordbog, blandt andet fra Irma pige til 68’er hippie på 15 sekunder, og fra Elton John til boksedommer på nogenlunde samme tid. Han er sjov på en god, gammeldags facon, og så har han bidraget med en lang række tekster til revyens 24 numre. Ikke alle revyens numre er lige elegant turneret, men Pejsegården er ikke et sted hvor man maler med den fine pensel fra scenen, og det lader til at Birch og hans medproducenter, med den durkdrevne instruktør Michel Castenholt som rorgænger, har fundet den rette formel til hvordan et Pejseshow skal skæres.

Anne Karin Broberg er altid en fornøjelse på en revyscene, således også her hvor hun er aldeles ubetalelig i en Carl-Erik Sørensen-monolog som angst coach, og sammen med Ulla Vejby som strikkeentusiaster i egne farverige gevandter. En stribe numre er blot illustrerede jokes, og den egentlige samfundssatire har ikke for alvor sit fodfæste her. Men et enkelt vellykket nummer om de kaotiske forhold på Skejby Sygehus er der dog blevet plads til.

Mens første afdeling slutter med et musikalsk medley over Martin Brygmann-sange fra Det Brune Punktum-epoken, rundes hele showet af med en hjertevarm hyldest til nyligt afdøde Peter Belli. Begge to numre, som med deres showkvaliteter holder dampen oppe til festen på Pejsen, solidt understøttet af kapelmester Keld Haaning Ibsens velspillende trio.

Årets Pejseshow leverer præcis det, det skal. Et par timers god, gedigen underholdning – og masser af mad.

—-

”Pejseshow 2023”.

Tekst og musik: Lukas Birch, Thomas Pakula, Keld Haaning Ibsen, Farshad Kholghi, Flemming Jensen, F. Loewe & C.v. Meincke, Vase & Fuglsang, Martin Brygmann, Reed & Mills, Carl-Erik Sørensen, Anne Karin Broberg, Charli Busk, Bernie Taupin, Elton John, Lotte Chris Banch og diverse.

Instruktion: Michel Castenholt. Koreograf: Kristina Mølgaard. Kostumier: Christina Stenderup. Kapelmester: Keld Haaning Ibsen.

Producent: Liive.dk v/Helle Hammer, Peter Schjødt og Lukas Birch.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Ulla Vejby, Farshad Kholghi og Lukas Birch.

Spiller på Pejsegården i Brædstrup til 11. november (fredag-lørdage).

Anmeldt 1. september (premiere)

Foto: PR foto

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her