Forside Anmeldelser 2024 ALLER DYBEST NEDE

ALLER DYBEST NEDE

163
0

Intenst depressionsteater på Bådteatret rammer som en knytnæve i solar plexus.

* * * * *

Sophie Zinckernagel dominerer Nyhavn i disse uger. Som skuespiller på Teater Får302 i ”Ønskebarnet” (som jeg desværre ikke har nået at få set), og som dramatiker på Bådteatret i ”Aller dybest nede”.

Her tager dramatikeren Zinckernagel udgangspunkt i sine egne oplevelser med sygdommen depression, og i Jonathan Svante Hjorts klinisk klaustrofobiske scenografi af kolde, hvide institutionsfliser tager hun os med ind i sit aller inderste og aller dybeste martrede sind.

Det kunne sagtens blive en slem omgang navlepilleri og selvynk, men forestillingen rammer én som en knytnæve lige midt i solar plexus. Det skyldes ikke mindst Lucia Vinde Dirchsens intense, sitrende og helt hudløse spil som den kvindelige hovedkarakter. Med savl og snot i ansigtet, med flakkende angstfulde øjne, og med det fuldkomne mismods magtesløshed i både stemmeføring og fysisk fremtoning understreger hun, at hun er én af øjeblikkets mest interessante unge skuespillere.

Hvordan beskriver man et indre i oprør? Et sind i nedbrydning? På Bådteatret har man en lang tradition for at arbejde med dukke- og animationsteater, og her kommer det virkelig til sin ret. For kvindens indre ’dæmoner’ materialiserer sig for os på scenen som uhyggelige dukker, den ene så afgjort i slægtskab med de sfæriske ’dementorer’ fra Harry Potter, den anden en skrigende knokkelmand. Dukkerne føres og spilles af Yulia Lystbæk og Jens Gotthelf, som begge også bidrager fortræffeligt som ’hjernelæger’ og som henholdsvis kvindens berøringsangste far og hendes kæreste, som har så svært ved at tackle hendes mentale kollaps.

Marie Louise Wille er både svensk læge, en fuldkommen grotesk morsom psykolog og kvindens velmenende mor, som gør sit bedste for at få sin voksne datter tilbage på sporet. Hun giver den ellers så dystre og mørkt indadvendte handling et snert af gnistrende komik, der får os til at forstå, hvor bizart systemet kan være. Endnu en dukke agerer både kvindens fysiske alter ego, der kastes rundt i det psykiatriske system, og til slut hendes femårige datter – med en forfærdende hilsen til os om, at psykiske lidelser kan være/er arvelige.

Simon Boberg har instrueret det vanskelige materiale med den fineste fornemmelse for balancen mellem det groteske, det absurde og det uhyggeligt jordnære. Han får udnyttet Bådteatrets lillebitte intime teaterrum til fulde, med adskillige visuelle greb, der fascinerer og imponerer, og som understreger detaljerne i Zinckernagels tekst, der formentlig ikke har været så nem at forløse.

”Aller dybest nede” er en virkningsfuld og fascinerende rejse ind i sindet, der meget vellykket beskriver en depression set indefra. Man både griner og græder med kvinden og det system hun møder, men først og fremmest så rammes man på sjælen. Når teater gør det, gør det ondt, men det gør dæleme også godt.

—-

”Aller dybest nede” af Sophie Zinckernagel.

Instruktion: Simon Boberg. Scenograf:  Jonathan Svante Hjort. Dukkemagere: Jonathan Svante Hjort og Julie Amalie Svensson. Lysdesign: Morten Kolbak. Lyddesign: Jes Theede. Kostumier: Julie Amalie Svensson.

Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Marie Louise Wille, Yulia Lystbæk og Jens Gotthelf.

Spiller på Bådteatret til 23. marts.

Anmeldt 27. februar.

Foto: Miklos Szabo.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her