Aarhus Teaters opsætning af den udødelige kærlighedstragedie “Romeo & Julie” er et gennembrud for de to unge skuespillere, og en særdeles intens affære.

* * * *

Når man har skuespillerne til det, så skal man da spille “Romeo & Julie”. Det kunne godt være det ræsonnement, der har fået Aarhus Teater til at sætte William Shakespeares udødelige kærlighedstragedie op, for i teatrets to unge ensembleskuespillere Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom har man netop to talentfulde skuespillere, som passer perfekt til disse, teaterlitteraturens mest kendte elskende.

For dem begge er der tale om karrierens hidtil største rolle, og for dem begge bliver der tale om et reelt gennembrud. De er et fremragende par, og det i høj grad deres smukke spil, der gør denne “Romeo & Julie” yderst seværdig.

Begge får de fremhævet de unge elskendes renhed. Hun med næsten-barnets legesyge, tilsat teenagerens trods, og han med en uudgrundelighed, der adskiller ham fra hans venners grove umodenhed. Han bliver som en moderne poppoet, der trods sin ungdom forekommer allerede at kende alt til alverdens kærlighedssorger.

Deres balkonscene spilles med en perlende munterhed, og med en optimisme, som man netop kun kan finde hos to purunge sjæle og med en uskyld, som gør vores viden om deres videre skæbne tæt på ubærlig. Åh, kunne de dog ikke bare få lov at få deres tid? Men sådan ved vi godt, at det ikke går.

Den norske instruktør Maren Bjørseth har valgt en tilgang til stoffet, der meget fint kombinerer Shakespeares smukke, ofte jo ganske svulstige tekst, i Niels Brunses fine oversættelse på vers, med et moderne udtryk, som inkluderer nykomponeret musik, indlagte sange og en intens spillestil i ensemblet. De ydre karakterers råhed sætter Romeo og Julies rene og sårbare kærlighedshistorie yderligere i relief, og det er et effektfuldt greb.

Til gengæld er jeg ikke vild med teatrets huskomponist Marie Koldkjær Højlunds placering i historien som en slags moderne skjald med el-guitar og forvredne riffs. For det første forbedrer hendes og i øvrigt en hel horde af andres nyskrevne musik og moderne lyrik ikke Shakespeares tekst og værk – det skal der mere til. For det andet flytter hendes tilstedeværelse på scenen fokus fra det som det hele handler om; kærligheden mellem to unge elskede, der ikke kan få hinanden.

Historien helt kort for dem, der af en eller anden grund ikke kender den. I Verona hersker der en generationsdyb strid mellem familierne Capulet og Montague. Capulet vil gifte sin purunge datter, Julie, bort til grev Paris, men under et maskebal forelsker hun sig hovedkulds i den unge Romeo, der er søn af Montague. De to gifter sig hemmeligt med den livskloge præst Lorenzos hjælp og oplever en enkelt nats uendelig lykke, men allerede næste dag kommer Romeos fætter Benvolio og deres ven Mercutio op at toppes med Julies fætter Tybalt, og Tybalt dræber Mercutio i duel. Optændt af sorg, dræber Romeo Tybalt, og som straf forvises han fra Verona af byens fyrste. For at forhindre at Julie, som jo allerede er gift, skal giftes med Paris, udtænker Lorenzo en plan, der skal få alle til at tro at Julie er død, så hun og Romeo kan stikke af sammen. Ulykkeligvis når nyheden om Julies død Romeo inden brevet om den snedige plan, og knust af sorg tager Romeo sit eget liv ved den sovende Julies side. Da hun vågner opdager hun sin døde elskede og stikker en kniv i sit knuste hjerte.

Det er de helt store følelser, der er i spil og dem lykkes det meget smukt for Mette Klakstein og Viktor Pascoe Medom at forløse i et meget intenst samspil. Anders Baggesen gør indtryk som den gamle præst, og Marie Marscher lykkes godt i rollen som Julies amme. Emil Prenter, Simon Mathew og Kjartan Hansen oser af stupid maskulinitet som de stridslystne unge, og Mette Døssing giver Julies magtbegærlige mor, Fru Capulet, ondskabsfuld tyngde. Teatrets kommende ensembleskuespiller Emil Busk Jensen er en tilpas tåbelig Paris, mens Christian Hetland og Nanna Bøttcher måske står lidt blegt som hr. Montague og Veronas fyrste, som her altså er en fyrstinde. Tre moderne dansere vrider deres kroppe til den nykomponerede musik, hvilket giver fylde, men ikke bidrager væsentligt til historien, og teatrets kor bidrager til at skabe et smukt lydbillede.

Kostumerne kombinerer det klassiske Shakespearske udtryk med et moderne twist, som giver god mening. De er som scenografien skabt af Olav Ryland Myrtvedt. Den centrerer sig om flyt- og rotérbar kæmpe skærm af træ, der skifter farve afhængigt af lokaliteten og er mere funktionel end egentlig smuk. Til gengæld spiller spejle i loftet smukt sammen med Mathias Herslands lysdesign, og skaber en fascinerende ramme om afslutningsbilledet.

Aarhus Teater har ære af endnu en Romeo & Julie-opsætning, som først og fremmest bæres af et vidunderligt smukt ungt par i titelrollerne.

”Romeo & Julie”. Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Musik: Marie Koldkjær Højlund, Nis Bysted, Elias Bender Rønnenfelt og Klaus Q. Hedegaard Nielsen. Sangtekster: Elias Bender Rønnenfelt, Morten Søndergaard.

Instruktion: Maren Elisabeth Bjørseth. Scenografi og kostumedesign: Olav Ryland Myrtvedt. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Lars Gaarde. Koreografi: Ida Wigdel. Korarrangementer: Ingeborg Thisted Højlund.

Medvirkende: Mette Klakstein, Viktor Pascoe Medom, Simon Mathew, Emil Prenter, Mette Døssing, Marie Marscher, Kjartan Hansen, Christian Hetland, Anders Baggesen, Nanna Bøttcher, Emil Busk Jensen og Marie Koldkjær Højlund. Dansere: Izzy Moloney, Jessica van de Koot og Jacob Borchert Vahlun. Aarhus Teaters kor: Tine Dynæs Juhl, Kristoffer Vindum, Peter Rothgarth Borg, Sigrid Vibe Kristensen, Claes Sønderriis, Christoffer Peter Hansen, Ida Bergholdt Jul Christiansen og Sofie Klausen.

Spiller på Aarhus Teater til 11. marts.

Anmeldt 25. februar.

Foto: Rumle Skafte.