Forside Anmeldelser 2022 SANDMANDEN

SANDMANDEN

32
0

Christian Lollike udfordrer overvågningssamfundet i danseteater-drama, som er mere foruroligende end egentlig uhyggeligt.

* * * (eller måske 6, eller blot 1)

E.T.A. Hoffmann skrev ”Sandmanden” i 1815 som en gotisk gyser om en ung studerendes møde med en mystisk optiker, der minder ham et barndomstraume. Dengang han var barn, hørte Nathaniel historien om Sandmanden, der kaster sand i øjnene på børn, der ikke vil sove, så deres øjne begynder at bløde. Han forbinder historien med sin fars bekendte Coppelius, som altid besøgte faderen om aftenen lige inden sengetid og havde været der, den nat hans far døde.

Som voksen får mødet med optikeren Coppola konsekvenser for Nathaniel, der forelsker sig hovedkulds i optikerens datter, og dermed fuldstændig glemmer sin forlovede, Clara. Der er tale om et bedrag fra Coppolas side, som Nathaniel først til allersidst gennemskuer.

Dén historie har dramatikeren Christian Lollike bearbejdet og omskabt i et samarbejde med Aarhus Teater, sit eget teater S/H i København og Holstebro Dansekompagni, og her er det så blevet til en foruroligende fremtidsdystopi om overvågningssamfundet, bagsiden ved den moderne verdens teknologiske fremskridt og om at kende sig selv i en digital verden, hvor man ikke nødvendigvis blot er én, men ofte mange forskellige identiteter.

Nathaniel skal her i Lollikes 2022-udgave stadig giftes med Clara, men hendes bror, som er hans ven, er ikke helt tryg ved det. For Nathaniel ’hører stemmer’ og er så indesluttet. Og han er chokeret over at have mødt en forsker, som skaber kunstig intelligens, og som minder ham om en oplevelse i hans barndom. I stedet for at forelske sig i originalhistoriens ’datter’, forelsker han sig her i ’en robot’. Claras bror har omvendt fundet lykken i et firma, som laver briller, der, når man tager dem på, viser verden i et helt andet og langt lykkeligere skær. I Lollikes verden fremstår nu nærmest intet som ’ægte’, alt er kunstigt, manipuleret og kontrolleret.

Når vi at gennemskue ‘bedraget’ eller er vi for evigt dømte, kunne man fristes til at spørge. Forestillingen giver intet entydigt svar, men vi skal nok ikke føle os alt for optimistiske.

Det er en kompliceret historie, og det er også en kompliceret forestilling. Mere foruroligende end egentlig uhyggelig. Og trods sin intensitet også lovlig langtrukken og ‘konstrueret’. Det sidste kan der så afgjort være en højere mening med.

Lollike sætter undervejs forestillingen i stå, og lader en af skuespillerne læse teaterets GPDR-politik op for publikum, mens han forklarer sammenhænge bag Persondatalovgivningen og hvordan teatret kan benytte vores billetkøb til blandt andet at optimere salgsstrategier. Efter dette lille intermezzo ser vi måske lidt anderledes på den sidste del af fortællingen. Effektfuldt? Ja, bestemt. Tankevækkende? I høj grad. Lollike er bestemt ingen ’pleaser’, og man skal ikke tro, at man bare kan gå i teatret for at hygge sig. Som en anden ’sandmand’ kaster han sand i øjnene på os, så de til sidst næsten bløder.

Tre dygtige unge skuespillere og seks dansere fra det anerkendte Holstebro Dansekompagni gestalter fortællingen med en enorm fysisk energi til et infernalsk elektronisk lydbillede skabt af elektro-duoen Den Sorte Skole. Instruktøren Jonas Corell Petersen og koreografen Marie Brolin-Tani har i fællesskab skabt en meget intens forestilling, der kombinerer skuespil og moderne dans, og som desværre for mig forekommer at være alt for påtaget kunstnerisk.

Jeg kan jo godt se, at de seks dansere er vanvittigt dygtige, med en nærmest overjordisk kropskontrol, men moderne dans er aldrig kommet ind under huden på mig, og det bliver mig i længden kedeligt at se på. Skuespillerne Lasse Steen, Andrea Øst Birkkjær og Frederik Mansø, der alle tre er uddannet indenfor de senere år, er kommet på hårdt arbejde, og imponerer i høj grad, når de danser med de professionelle dansere. Det er tre spændende unge skuespillere, og ikke mindst Lasse Steen forstår at brænde igennem som Nathaniel med det splittede sind. ’Man skal elske sig selv for at kunne elske andre’, siger han, og står i et dilemma. For når man er skizofren og ’er mange på en gang, hvordan fordeler man så kærligheden?’

”Sandmanden” varer på scenen omkring halvanden time, der undertiden føles lidt langt, men efterspillet varer længere, og spænder videre. Det er næppe helt tilfældigt at scenografen David Gehrt sammen med Lollike og Jonas Corell Petersen, har ladet et køleskab stå på scenen, fyldt til randen med Coca-Cola, som de medvirkende uafladeligt åbner og drikker. Lur mig om ikke andre end jeg – som ellers ikke kan udstå smagen af cola – har siddet og fået lyst til at drikke med. Ja, måske ligefrem efter forestillingen har søgt ind et sted i byen for at få en cola. Også på den måde fucker ”Sandmanden” med din hjerne, og de tre stjerner jeg er endt med at give, ændrer sig måske både i op- og nedadgående retning i takt med at Lollikes manipulationer effektueres. Det skal jo endelig ikke være for let, vel?

”Sandmanden” af Christian Lollike, baseret på E.T.A. Hoffmanns forlæg.

Instruktion: Jonas Corell Petersen. Koreografi: Marie Brolin-Tani. Scenografi: David Gehrt. Musik: Den Sorte Skole – Martin Højland og Simon Dokkedal.

Medvirkende: Lasse Steen, Andrea Øst Birkkjær og Frederik Mansø samt danserne Bjørk-Mynte Buchgraitz Paulse, Elena Nielsen, Jasmine Gordon, Jon Ipina, Mikkel Alexander Tøttrup og Matthew Rawcliffe.

Spiller på Aarhus Teater til 19. marts. Derefter på S/H i København fra 1. april til 3. maj og på Holstebro Dansekompagni 11.-12. maj.

Anmeldt 26. februar (premiere).

Forestillingsfoto: Rumle Skafte.

Tidligere artikelROMEO &JULIE
Næste artikelMADDIKER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her