Forside Anmeldelser 2024 NYE TIDER

NYE TIDER

105
0

Ulla Henningsen er helt vidunderlig som næsten 80-årig kvinde, der vil skilles, i den meget amerikanske samtidskomedie ”Nye Tider” på Folketeatret.

* * * *

Der er sådan set ikke noget galt med at være ’amerikansk’. Det er der utrolig meget god dramatik, der er. Men der er altså en hel del forskel på amerikansk middelklasse og dansk ditto, ikke mindst når det handler om begreber som moral og seksuel frigørelse.

På originalensproget hedder Bess Wohls skuespil ”Grand Horizons”, og deri ligger en sproglig dobbeltbetydning – dels er det et typisk navn for ældreboligområder eller plejehjem i USA, dels refererer det direkte til en verden, der åbner sig for én – de vide horisonter.

Samme dybde er der så langt fra i den danske titel ”Nye tider”, som Henrik Lykkegaard ellers har oversat med skuespillerens fine fornemmelse for kvikke ordvekslinger, skarpe oneliners og rørstrømske udbrud. Også heri ligger noget ærkeamerikansk. Har man set gode, amerikanske komedieserier og film, så ved man, at amerikanerne elsker at skrive replikker, der bevæger sig elegant og mundret mellem sarkasme og sart sødmefuldhed. Bess Wohl var skuespiller inden hun blev dramatiker, og selvom hun er helt ukendt herhjemme, så har hun skabt sig en glimrende dramatikerkarriere i hjemlandet indenfor både teater, film og tv.

Hun er ubetinget en ferm repliksnedker, og derfor er ”Nye tider” da også guf for et dygtigt skuespillerhold, der har fået et godt materiale at arbejde med.

Er ”Nye tider” så også et godt skuespil? Ja, det er det da bestemt, selvom Bess Wohl ikke helt synes at kunne matche store moderne samtidskomedie dramatikere som Neil Simon, Alan Ayckbourn og Lars Norén, som hun læner sig kraftigt op ad.

Efter 50 års ægteskabelig trummerum vil Nancy skilles fra Bill. Nu vil hun for første gang i sit næsten firsårige liv leve det, altså livet. Hun vil gøre noget der betyder noget for andre. Bill reaktion er som alle hans reaktioner gennem livet – ok, så siger vi det!

Og så alligevel ikke. For han føler sig trådt på og nedgjort, og forstår det simpelthen ikke. Det kommer frem, da parrets to sønner, den følsomme homoseksuelle dramalærer Bob, og den koldt beregnende advokat Ben, møder frem i forældrenes nye kridhvide toetagers ældrebolig med papirstynde vægge, for at mægle mellem forældrene.

Med sig har de Bens højgravide kone, Jess, der meget passende er parterapeut, og det mere end antydes at Jess og Bens ægteskab sagtens kan være på vej ud ad den samme vej, som Nancy og Bills er ’forulykket’ på.

Det viser sig at gamle Bill har en slags ’affære’ med den livlige Carla fra ældrecentrets stand up-comedyhold, hvor de sender sexbeskeder til hinanden på mobilen – uha, uha, den slags gør man ikke i middelklasse Brooklyn!

Carla er i det hele taget en fremmelig ældre kvinde, der køber sexlegetøj på nettet i diskrete pakker, så hun slipper for at have mænd til at ’ligge der og rode’. Uha, uha, den slags er frækt i middelklasse Brooklyn!

Alle har deres store og små skeletter i skabene. Bobs homoseksualitet er også fy-fy i middelklasse Brooklyn, og han slæber gudhjælpemig en sen nattedate med hjem i forældrenes hus, der er fyldt med hele familien, tydeligvis et dramatikerpåskud for at få os fortalt, at alle udefra kan se den dysfunktionalitet, der er i familien French, som familien selv har svært ved at gennemskue.

Nancys store ’hemmelighed’ er at hun hele livet har elsket en anden mand, og en enkelt gang haft en affære med ham, hvor han gjorde ting ved hende, som Bill aldrig gjorde. Fy da.

Jeg tror, at de færreste danske middelklassefamilier i dag, på nogen som helst måde ville reagere som personerne på scenen gør det, med deres moralske bonerthed, og deres hultklingende kamp for familieværdier. Måske tager jeg fejl. Men det er muligvis årsagen til, at ”Nye tider” også på en dansk scene forbliver en amerikansk fortælling, og ikke er forsøgt overført til danske forhold – lige på nær plejehjemmet Rosengården, som Bill frygter at ende på, og som mærkeligt nok er det vist nok eneste, der har fået et dansk navn. En irriterende lille inkonsekvens.

Ulla Henningsen er helt vidunderlig som Nancy, der bryder op og ud. Hun udstråler både den fineste sarte skrøbelighed, og et indestængt ulmende raseri over at have forspildt sit liv. Med en stille trods bryder hun fri, men ikke uden omkostninger for sig selv og familien, og hun elsker jo trods alt og på sin måde sin Bill, som Waage Sandø også spiller fint balancerende mellem det lettere ynkelige og det patriarkalsk dominerende. En gammel mand med berøringsangst, både helt konkret og i overført betydning.

Kim Hammelsvang har indestængte frustrationer i hver en fiber af sin forkrampede krop, som den følsomme lillebror, der er ikke kan finde ud af at få en kæreste, fordi han aldrig har oplevet intimitet i sit hjem, og Kasper Leisners overfladiske storebror fremstår som en moderne klon af sin far, når han slet ikke har opfattet, at hans veluddannede kone gennem syv år faktisk ikke længere bryder sig om at blive kaldt ’Baby’ som dengang de flirtede i gymnasiet.

Marie Sandø Jondal (Waage Sandøs datter i det virkelige liv) giver svigerdatteren Jess en oprørsk vitalitet, og i de mindre – indskudte – roller som Bobs bøsseven og Bills affære, Carla, leverer Adam Schmidt og Sonja Oppenhagen begge formfuldendte birolle-præstationer, der står glimrende i billedet. I Kasper Wiltons nænsomme instruktion leverer skuespillerne således de velskrevne replikker på et højt niveau, og det er på ingen måde deres skyld, at man måske har lidt svært ved at tage karaktererne til sig og relatere til dem i en dansk kontekst.

Camilla Bjørnvad har lavet en supernaturalistisk kridhvid åben køkken-alrum og dagligstue scenografi, hvor det måske ikke giver fuld mening, at ældreboligen er i to etager (men lad det ligge), og så får vi en herlig chokeffekt undervejs, der ikke skal afsløres her. Den må man afsted til Folketeatret for at opleve i selskab med lutter gode skuespillere i en ærkeamerikansk ægteskabshistorie.

—-

”Nye Tider” af Bess Wohl. Oversættelse: Henrik Lykkegaard.

Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi & kostumer: Camilla Bjørnvad.

Medvirkende: Ulla Henningsen, Waage Sandø, Kim Hammelsvang, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Sonja Oppenhagen og Adam Schmidt.

Spiller på Folketeatret til 5. maj.

Anmeldt 17. april.

Foto: Gudmund Thai.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her