Forside Anmeldelser 2019 KIRSTEN LEHFELDT – EN BIOGRAFI

KIRSTEN LEHFELDT – EN BIOGRAFI

272
0

Læseværdig og velskrevet biografi om en af Danmarks morsomste kvinder.

* * * *

Den måtte jo komme på et eller andet tidspunkt, biografien om Kirsten Lehfeldt, kendt og elsket af teatergængere og tv-seere for ikke mindst det lykkelige komiske samarbejde med Søs Egelind.

Det er den erfarne og altid velforberedte Jacob Wendt Jensen, der har skrevet biografien, baseret på talrige interviews med hovedpersonen selv og mennesker omkring hende, 54 i alt, afslører henvisningerne bagerst i det fyldestgørende værk, der både ærligt og underholdende fortæller om et spændende skuespillerliv.

Det er altid lidt sådan med denne slags biografier – dette er en biografi, ikke en erindringsbog fortalt til en ghostwriter – at det kan gå hen og blive lidt for pænt. Især hvis solen det meste af livet har skinnet på hovedpersonens liv og karriere. Således også her, hvor forfatteren ganske vist indleder med et stressnedbrud for åbent tæppe, men hvor livets og karrierens pil langt det meste af tiden har peget op af.

Der har (heldigvis) ikke været alt for mange dybe livskriser, skilsmisser, alkoholproblemer eller fiaskoer i Kirsten Lehfeldts liv, og det sætter (uheldigvis) da også sit præg på bogen, som mestendels bliver hyggelæsning uden de store følelsesmæssige udsving. Der er altid lidt mere bid i biografier, hvor hovedpersonen på forskellig vis har haft modgang i livet, end når det modsatte er tilfældet. Men det skal hverken hovedpersonen eller forfatteren naturligvis lastes for.

Vi får lov at kigge ind bag om et lagt ægteskab, som viser sig faktisk at være et langt samliv og et indtil videre ganske kort ægteskab, med livsledsageren Stig Hoffmeyer, som på mange måder er Kirstens diametrale modsætning. Er der én lille knast i det forhold, så er det, at parret kun fik ét barn. Kirsten Lehfeldt fortæller med stor ømhed og kærlighed om at ønske sig flere børn, og om glæden ved at være blevet mormor.

Karrieremæssigt fylder filmsuccesen ”Flamberede hjerter” en hel del, og vi får fortalt, at man i hvert fald ikke kom gnidningsfrit til succesen. Også samarbejdet med Søs Egelind fylder godt, og så er det et fint træk af forfatteren, at han i flere interviews lader venner og kolleger beskrive Kirsten Lehfeldt ved at reelt set at tale om sig selv.

Kirsten Lehfeldt er befriende ærlig når hun taler om succeser og – de få – fiaskoer hun har oplevet i karrieren. Hun bekræfter, at de fleste skuespillere udmærket er bevidst omkring når noget ikke er godt, og sagtens i bakspejlet kan se hvad der gik galt. Heldigvis bliver denne bog aldrig en lang kedsommelig opremsning af ’så spillede jeg dit og så spillede jeg dat’, og derfor er biografien om Kirsten Lehfeldt så afgjort anbefalelsesværdig. Både for inkarnerede fans og for dem, der blot holder af at læse om kendte menneskers liv og levned uden at der går ’ugeblad’ i den.

Jacob Wendt Jensen: ”Kirsten Lehfeldt – en biografi”. 384 sider. 300 kr. Gyldendal.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her