Forside Anmeldelser 2019 CYRANO DE BERGERAC

CYRANO DE BERGERAC

25
0

Vidunderlig Olaf Johannessen får os til både at grine og græde som ordekvilibristen Cyrano, der har det så svært med kærligheden.

* * * * *

Hvor er det befriende, for en sjælden gangs skyld at sidde i Skuespilhusets gode sæder og se rigtigt teater. Sådan rigtigt, gedigent skuespillerteater, hvor forfatterens ord og skuespillerens sprog og stemmebeherskelse er det centrale i kunsten. Og hvor man ikke skal bryde sin hjerne i overdreven grad med, hvad instruktøren dog har tænkt og hvorfor.

Det er den slags teater ”Cyrano de Bergerac” er. Mange, store, smukke ord. Teatralsk på den gode måde. Romantisk, morsomt og dybt, dybt sørgeligt, fordi vores elskende ikke kan finde ud af at få hinanden; ordekvilibristen og provokatøren Cyrano, med den store tud og deraf følgende lave selvværd i relationen til kvinden han elsker, og den skrappe, handlekraftige Roxanne, der synes som skabt for ham, men som først opdager det, da det er for sent.

Edmund Rostand har skrevet skuespillet i 1897, og hvad der indledningsvis fremstår som en perlende, romantisk komedie, ender som en tragedie, når Cyrano møder sit endeligt, ikke for en værdig fjendes skarpe klinge, men ydmygende nok, slået ned af en simpel træl, der taber et stykke brænde ned i hovedet på ham.

Forinden har han netop fået gjort boet op i forhold til kusinen og den elskede Roxanne, som i årevis har været blind for, at det netop var ham hun elskede; poeten Cyrano, der havde ført hendes elskede Christians pen og tungebånd, fordi han ikke selv havde mod til at tro på, at hun kunne elske ham, når han nu var så grim med sine store næse, og Christian så smuk, til trods for at han, modsat Cyrano, ikke mestrede ordets magt.

I Olaf Johannessens skikkelse bliver Cyrano alt det man overhovedet kan ønske sig at han skal være. Fræk, provokerende, sjov, rørende og sentimental. Hans Cyrano bærer også hele tiden det manglende selvværd i sin krop, i sit udtryk og i sin stemme, der stråler på scenen i al fagets ypperligste glans. Sikken en kontrol, sikken en beherskelse af intonation og klangfuldhed og fuldendt sproglig balance. Johannessen skaber et ægte og helstøbt menneske i denne gamle klassiker. Et menneske, vi synes vi kender, måske ligefrem i os selv. Han er ganske enkelt vidunderlig – igen, fristes man til at tilføje, for denne mesterlige skuespiller træder sjældent ved siden af.

Her får han frydefuldt mod- og medspil af Johanne Louise Schmidts temperamentsfulde, håndfaste og handlekraftige Roxanne. En borgerkvinde med saft og kraft og indestængt sanselighed og sensualitet, der kaldes frem i det åbne af Cyranos poetiske ordleg, der bliver lagt i munden på den dumme, men smukke Christian, som Cyrano kun hjælper fordi Roxanne selv har bedt ham om det. 

At Alvin Olid Bursøe i rollen som Christian ikke kan matche Olaf Johannessens tårnhøje kunstneriske niveau, gør jo lige netop i dette tilfælde ikke alverden, for her er han helt rigtig i rollen. Men man sidder alligevel og tænker, at den unge generation af skuespillere i dag, alle deres mange andre kvaliteter til trods, savner noget udi den helt elementære, klassiske kunst at tale fra en scene, så hvert et ord fremstår ægte og rent, uden at virke påtaget og duarder-agtigt. Olaf Johannessen kan kunsten, Kristian Halken i rollen som Grev de Guiche behersker den også, de andre ikke helt eller slet ikke. Men pyt.  For det er Olaf Johannessen det handler om og han er i topklasse.

Katrine Wiedemann har instrueret med en stor og tydelig kærlighed til det skrevne og talte ord. Hun lader ordene stå alene, uden så mange dikkedarer, og det klæder forestillingen, at vi ikke skal sidde og forholde os til moderne (over)fortolkninger af en gammel tekst, men får lov at nyde det talte ord – i øvrigt uden skæmmende mikroports – og skuespillet som selvstændigt kunsthåndværk.

Maja Ravn har scenograferet og kostumieret i helt den samme ånd og bidrager, med den store, dybe og åbne scene, og med de diskrete og alligevel bemærkelsesværdige skriblerier på væggene, til at fortælle den rene og hjerteskærende kærlighedshistorie i dens mest enkle form.

Det kongelige Teaters ”Cyrano de Bergerac” er rigtigt teater, for rigtige teaterelskere. Og tak for det.

”Cyrano de Bergerac”. Af Edmond Rostand. Oversættelse: P.A. Rosenberg. Gendigtning: Niels Brunse. Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Johan Holm Mortensen.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Maja Ravn. Koreografi: Esa Alanne. Lysdesign: Clement Irbil. Musikkonsulent: Stephan Bomberg.

Medvirkende: Olaf Johannessen, Johanne Louise Schmidt, Alvin Ovid Bursøe, Kristian Halken, Mads Rømer Brolin-Tani, Bjarne Antonisen, Tina Gylling Mortensen, Laus Høybye, Michael Brostrup, Thomas Kristian Bek, Marie Reuter, Johan Bergholdt Jørgensen, Amanda Maag Arenbrandt, Dan Loffredo, Lars Halby, Michael Gade Thomsen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 15. februar.

Anmeldt 28. september.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

Tidligere artikelJORDENS INDRE
Næste artikelSKAM 3

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her