BOGANMELDELSE: Kulørt erindringsbog om skuespillerinden Judy Gringer er underholdende, men kunne godt have gravet dybere og været grundigere.
* * * *
Det er mere end 40 år siden Judy Gringer sidst spillede en teaterrolle, og mere end 20 år siden hun indspillede sin sidste film. Gennembruddet fik hun helt tilbage i 1958 – om en uge er det såmænd 66 år siden – med revysketchen ”Babs og Nutte” sammen med Dirch Passer på ABC-Teatret, og det er nok ikke for meget sagt at det stadig, den dag i dag, først og fremmest er det danskerne kender den nu 83-årige skuespiller for.
Det kan man mene er en ond urimelighed, for Judy Gringer har lavet meget andet godt i sin karriere, både på film og på teatret, men karrieren fadede ud som det jo nogle gange gør i den branche, og i rigtigt mange år har Judy Gringer levet et relativt tilbagetrukket liv i sin lejlighed i Københavns gamle latinerkvarter med det både ganske charmerende og rammende tilnavn Pisserenden.
Jacob Wendt Jensen, som må høre til blandt dette lands flittigste biografister og forfattere i det hele taget, har på eget forlag skrevet og udgivet en lille, kulørt ’hovedpersonen fortæller’-biografi om Judy Gringer, og den er både ganske underholdende læsning, og også ganske interessant med sin mundrette, anekdotiske form, hvor karriere og privatliv mikses sammen som i et stort, udvidet ugebladsinterview.
Judy Gringer fortæller inspireret og muntert om at være balletbarn, og om at blive ’opdaget’ af Stig Lommer og komme til revyen på ABC-Teatret i en tid, hvor det var helt i orden at have en ung kvinde med, nærmest udelukkende på grund af hendes fremstående ’talenter’. At der var mere talent bag talenterne hører imidlertid også med til historien, og Judy Gringer havde en usleben naturlighed i både replik og fremtoning og hun nåede at indspille 83 tv-spil og film inden karrieren helt ebbede ud for små 20 år siden. Mange vil kunne huske hende som ’Kranen’ i Erik Ballings ”Midt om natten” med Kim Larsen, og nostalgikere vil erindre ”Smukke Arne og Rosa”, hvor hun spillede sammen med Morten Grunwald samt en hel del film i selskab med Dirch Passer, som hun også i fem år dannede par med.
Kærligheden og mændene fylder en del i ’en sexbombes bekendelser’, men egentlig bekendelseslitteratur er her vel næppe tale om, selvom hun bl.a. indrømmer at have været sin daværende kæreste utro med Otto Brandenborg, og at have ladet sin lille datters far, filminstruktøren Knud Leif Thomsen, tage datteren med til Jylland i et par år, mens hun selv levede det vilde bohemeliv i Pisserenden med en ny og yngre kunstnerkæreste og et farverigt slæng af nattens sidste gæster på og omkring det legendariske værtshus Drop Inn.
Senere rejste hun på lykke og fromme til USA, levede som næsten hjemløs i New York og ernærede sig ved at omdele flyers på 42nd street. Den dokumentarfilm, hun havde fået bevilling til at lave om byens egentlige ’underverden’ blev aldrig til noget fordi producenten snød hende og stak af med pengene.
Man mærker Judy Gringer gennem hele bogen, som Jacob Wendt Jensen meget loyalt blot synes at have været pennefører på, men man savner også lidt mere dybde. Der kunne godt have spurgt mere ind til episoder og perioder i Judy Gringers både farverige og mindre kulørte liv, for der må være flere nuancer, flere fortrydelser og flere refleksioner i den belæste Judy Gringer, som fornemmes at være og rumme meget mere end den blonde sexbombe, som omverdenen fortsat husker.
Det kunne have været rart, ud fra et kulturhistorisk perspektiv, med et register over Judy Gringers karriere på teater-, revy- og film, men man overlever uden. Er man en sucker efter den danske filmskat fra perioden 1958 og frem til midt af 1980’erne, og efter revyens storhedstid under Dirch Passer-æraen, så skal denne erindringsbog naturligvis have sin plads i reolen.
—-
”Judy Gringer – En sexbombes bekendelser”. Af Jacob Wendt Jensen.
208 sider, rigt illustreret. 240 kr. Udkom 21. marts på Forlaget Format.
