Forside Anmeldelser 2022 WHO KILLED DON CALZONE – CRAZY CHRISTMAS CABARET ’22

WHO KILLED DON CALZONE – CRAZY CHRISTMAS CABARET ’22

39
0

Højt at flyve, dybt at falde. Årets Crazy Christmas Cabaret er en direkte fortsættelse af sidste års meget vellykkede show. I år bare meget langt fra samme niveau.

* *

I Tivoli er der rutsjebaner, hvor det går op og ned i et hæsblæsende tempo. I Vivienne McKees Crazy Christmas Cabareter i Glassalen går det åbenbart også op og ned. Sidste års show “Tell me about it” var morsommere og bedre end længe – læs anmeldelsen her – mens dette års show “Who killed Don Calzone” er en direkte fortsættelse, og som så mange andre ‘svære to’ere’ i verdenshistorien slet, slet ikke lever op til sidste års niveau, eller til publikums pænt opskruede forventninger.

Første akt er én lang gang tomgang, hvor kun Kevin Kiernan Molloys totalt over the top bøssekomik som gangsteren The Cuban lyser op og fremkalder mere end blot et anstrengt smil på læben. 

Det bliver lidt bedre efter pausen, hvor især den første halvdel af anden akt tillader sig selv at slippe tøjler og gentagelser en smule og i sine mest løsslupne øjeblikke bliver temmeligt sjovt. At aftenens største bifald tilfalder publikummeren Frederik, der er ‘virgin’ (altså ser sin første Crazy Christmas Cabaret) og tages med op på scenen for at agere intim coach i en scene mellem Vivienne McKees Lola Lotta Libido og David Batesons Al Fresco Calzone, siger dog immervæk noget om, at det er småt med de rigtigt morsomme scener og situationer. Bevares, der er onelines, der går hjem, og da førnævnte Bateson gentager sin Donald Trump-parodi for ‘kun Gud ved hvilken gang’, får vi også et par skefulde med satirisk sukker på surdejen.

Glem historien; det er noget med en gangster, der er blevet myrdet, og hvem der mon stod bag. Den burde blot være en undskyldning for løjerne, men det virker næsten som om man i teksten gerne vil retfærdiggøre en ‘historie’ og der pludres og sludres i ét væk om ind- og forviklinger, og når man begynder at gentage og forklare sine egne vittigheder er det som regel tegn på, at de ikke er rigtigt gode. Andrew Jeffers’ imposante The Dame får selskab af en ‘stiff kok fra Tyskland’ og det ordspil gentages i det uendelige indtil man tænker: jo tak, den er trængt ind…notch, notch say no more…

Den danske musicalperformer Mikkel Hoé Knudsen er ny på holdet og liver op med en flot sangstemme, noget friskhed og en nydelig fysisk fremtoning. Katrine Falkenberg ser stadig dejlig ud i undertøj og synger lige så glimrende som alle de foregående år, men bygges der videre på noget? Ikke rigtigt. Andrew Jeffers synes at være gået helt i baglås med sin The Dame-karakter, og selvom Vivienne McKee herself stadig kan svinge de flotte ben, og optræder med en imponerende energi, så kan det ikke skjules at stemmen ikke længere er hvad den har været. Vitaliteten fra scenen synes heller ikke at være den samme i rollerne som dramatiker og instruktør af showet.

Vi får en opklaring på mord-mysteriet – hvilken skal naturligvis ikke afsløres her – og Vivienne McKees faste og elskelige Dr. van Helsingør kan afslutningsvis konkludere at The case is kaput.

Det samme gælder desværre for årets show.

—–

“Who killed Don Calzone” af Vivienne McKee.

Instruktion: Vivienne McKee. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreograf: Peter Friis. Musical director: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Katrine Falkenberg, Vivienne McKee, Kevin Kiernan Molloy, David Bateson, Andrew Jeffers, Mikkel Hoé Knudsen og Claus de Lichtenberg. Orkestret The Snabby Alligators: Søren B. Petersen (inkl. lydeffekter), Tom Højlund Petersen og Stuart Goodstein.

Produceret af London Toast Theatre.

Spiller i Tivolis Glassalen indtil 14. januar.

Anmeldt 15. november (premiere).

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

Tidligere artikelHVIS DER VAR KRIG I NORDEN
Næste artikelRONJA RØVERDATTER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her