Forside Anmeldelser 2024 MORDETS MELODI

MORDETS MELODI

202
0

Visuelt krimihørespil med sjove effekter og et tempo, som dengang i statsradiofoniens storhedstid.

* * * *

Det er formentlig de færreste, der stadig kan huske dengang et hørespil i radioen kunne lægge gaderne øde, men det kunne Tavs Neiiendams ”Mordets Melodi” i en sådan grad, at det blev filmatiseret med selveste Bodil Ipsen i hovedrollen – helt tilbage i 1944.

Et hørespil? Hvad er det? Sådan vil mange sikkert spørge. Det er – eller rettere – var et skuespil opført i radioen, så man altså ikke kunne se hvad der foregik, men alene skulle lytte sig til såvel ord som de lyde og lydeffekter, der understøttede ordene. Statsradiofonien, senere Danmarks Radio, havde en hel afdeling, Radioteatret, som i årtier producerede denne form for lytteteater. Mange skuespillere havde det meste af deres arbejdsliv i Radiohuset eller siden i DR’s radioteater-studier i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Der går historier om skuespillere, som dagligt mødte op tidligt om morgenen, i håb om at der dukkede en lille rolle op. Om ikke andet fik de deres morgenkaffe – eller en pilsner – i kantinen. Optagelserne varede til sidst på formiddagen, så skuespillerne kunne nå videre til prøver på byens teatre, som startede kl. 12.

Skuespilleren og teateriværksætteren Nicolaj Cornelius har vist en svaghed for det vi godt i dag kan tillade os at kalde ’de gode gamle dage’, og han har fået den idé at genopsætte ”Mordets melodi” som et visuelt krimihørespil som turnéteater. Vi skal med andre ord ’spole tiden tilbage’ til dengang vores bedsteforældre var unge, og vi skal forestille os en tid med et helt andet fokus, og et helt andet tempo.

”Mordets melodi” blev i 1943-44 tidens mest populære hørespil. Gaderne var støvsuget for mennesker når der blev sendt et ny afsnit i føljetonen om de mystiske drab på kvinder, der hed Sonja; drab som altid blev ledsaget af en fransk sang fremført af en moden kvindestemme. Det var meget, meget uhyggeligt, dengang, og det er ikke for meget at skrive at ’alle’ samledes om hjemmets radioapparat for at lytte med og for at gætte på, hvem der var den syngende morder, for det gjorde de.

På scenen i 2024 jonglerer Nicolaj Cornelius og tre andre, kapable skuespillere; Line Kruse, Susanne Breuning og Sune Svanekier ikke alene med hele den klassiske krimihistories omfattende karaktergalleri, men også med at lave alskens lydeffekter som man – rent faktisk – gjorde det dengang i 1940’erne og en del år frem. Det er en meget sjov idé, som også lykkes et langt stykke henad vejen. Men i sin 2024 scenedramatiske udgave har ”Mordets melodi” naturligvis også sine begrænsninger og umiddelbare udfordringer.

Den første udfordring er naturligvis at dagens publikum ikke nødvendigvis har hverken erindring eller kendskab til begrebet ’radioteater’ eller til ”Mordets melodi”, den næste er, at Tavs Neiiendams manuskript er slow-teater i begrebets bedste betydning, og det er et glimrende eksempel på hvordan tiderne er skiftet fra hvad der var radio-uhyggeligt i 1940’erne til i dag, hvor zapper-kulturen har vænnet os – selv os, der faktisk værdsætter det lettere adstadige – til et helt andet tempo. Jeg forsøgte undervejs i forestillingen at lukke øjnene og kun lytte, og jo, det fungerer faktisk også, men så går man glip af de små vittige detaljer i spillet, hvor de fire skuespillere spiller op til hinanden i det lag af opsætningen, der handler om, at vi netop er publikummer til en optagelse af hørespillet og altså reelt er med på en kigger bag kulissen.

Scenen består af et langt bord, udstyret med gammeldags radiomikrofoner og spækket med remedier til at lave lydeffekter; sko, der kan slæbes gennem gruset, døre, der både kan knirke og smække, lynlåse, klukkende flasker og meget mere. Fantasien har fået frit spil, og det er vældigt morsomt. Både tænkt og udført. Historien er reelt en biting her, hvor man selvfølgelig helt bevidst har tilstræbt en 1940’erne tone i replikker, betoninger og spillestil. Det er ren nostalgi i rigelige doser. Forestillingens to divaer, Breuning og Kruse, har en lille ’opmærksomhedsfight’ kørende, og herrerne, Cornelius og Svanekier, tager deres personlige applaus, når de agerer ’fald’ på forscenen for lydeffektens skyld, ligesom Sune Svanekiers skaldede isse udmærket illuderer når der gives en kindhest, klask!

Susanne Breuning udstråler en herligt fortidig aura som bl.a. kabaretsangerinden, der er vendt hjem til Danmark efter mange år i udlandet, og Line Kruse rammer fint tidens forskellige kvindekarakterer i både tone og tanke. Nicolaj Cornelius’ får meget sjov ud af sin sandwich-gumlende politiassistent og sangerindens tidstypiske impresario, mens Sune Svanekier har fint styr på en stribe skiftende mandskarakterer fra anløben bartender, over skummel eksmand til heltemodig betjent. Det fungerer alt sammen ganske glimrende i Jakob Fauerbys legende instruktion, som lander et sted mellem de to stole, hvor man både skal være tro mod tidsånden og forsøge at finde en nutidig afviklingsform. Det går lidt for langsomt, og man kunne godt have ønsket sig en endnu mere løssluppen spillestil, men gags og virkemidler er der helt styr på, og for nostalgikere er ”Mordets melodi” i allerhøjeste grad en munter tur ned ad mindernes allé. I dette tilfælde tilmed de minder, som man ikke selv nødvendigvis har oplevet, men kun fået genfortalt.

—-

”Mordets melodi”. Manuskript: Tavs Neiiendam.

Instruktion: Jakob Fauerby. Musikindspilning: Kenneth Sichlau og Jan Andersen. Rekvisitter og kostumer: holdet.

Medvirkende: Susanne Breuning, Line Kruse, Sune Svanekier og Nicolaj Cornelius.

Producent: Cornelius’ Teaterselskab.

Turnerer frem til 5. maj, se turnéplanen på www.nicolajcornelius.dk.

Anmeldt 6. marts i Herlev Teaterbio.

Foto: PR-foto.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her