Forside Anmeldelser 2024 TJENER FOR TO HERRER

TJENER FOR TO HERRER

184
0

Sprudlende veloplagt 1700-talskomedie om at skabe sin egen succes og tage et trin op af den sociale rangstige. Herlige skuespillere folder sig ud på Skuespilhusets store scene.

* * * * *

Åh, hvor er det dog herligt bare at grine i teatret!

Så enkelt kan man egentligt sige det om ”Tjener for to herrer” på Skuespilhusets store scene. Italienske Carlo Goldonis 1700-tals forvekslingskomedie om tjeneren Truffaldino, der roder sig ud i alskens problemer fordi han forsøger at tjene dobbelt løn ved at tjene to herrer på samme tid, er ustyrligt morsom.

I svenske Viktor Tjernelds version bliver det dog ikke ved latteren alene. Den alsidige instruktør og dramatiker benytter Goldinis komedie som springbræt til at sende et satirisk højrehåndshook lige til kæben på et liberalt klassesamfund, hvor de rige spiser sig federe på de fattiges bekostning. Og hvor de fattiges drøm om at tage nogle skridt op af samfundets rangstige alt for ofte ender som blot en utopisk drøm. Ligger lykken virkelig for enden af regnbuen? Eller er det blot en illusion? I Tjernelds version er der ikke en lykkelig slutning.

I mange vestlige lande, især i USA og Storbritannien, findes begrebet working poor. Det dækker over mennesker, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne, ofte med flere jobs, men til en så lav løn, at de alligevel ikke kan leve af det. Da Donald Trump i sin præsidentperiode pralede af at have skabt flere hundredetusind nye jobs i USA var der mange der sagde: Ja, og jeg har fået tre af dem!

Sådan én er tjeneren Truffaldino. Mens sulten får knoglerne til at knage i Andreas Jebros lange krop, må han pukle for en ussel løn som tjener i Venedig. Er han heldig kommer der en herre til byen, der skal bruge hans tjeneste i et par dage, så han måske kan få råd til et måltid mad. I denne fortælling, kommer der ikke én, men to herrer til byen, og i håb om at kunne få dobbelt løn blot ved at løbe lidt stærkere, tager Truffaldino tjansen, uvidende om at der er en forbindelse mellem de to, og så kører forviklings- og forvekslingskomedien ellers derud af for fuld skrue.

Mens overklassen mæsker sig i en overflod af mad, må Truffaldino rode i baggårdens affaldssække for at finde noget, der kan stille hans sult, og da kroværtinden endelig har en pose med rester, tvinger hun staklen til selv at destruere maden, så den ikke tiltrækker fattige til affaldsdyngerne. Ikke noget to good to go her, tak!

De romantiske og forretningsmæssige intriger vikler sig umiddelbart uløseligt ind i hinanden, i et spind af forviklinger. Beatrice tropper op i Venedig, forklædt som sin afdøde bror, for at vriste nogle penge ud af patriarken Pantalone, så hun kan få sin elskede Florindo, som også er taget til byen, på flugt fra anklagerne om at han har slået Beatrice’s bror ihjel. Pantalones datter Clarice vil giftes med Silvio, men hendes far vil hellere benytte hende til at komme ud af sin forretningsmæssige knibe ved at lade hende gifte med den ’genopstandne’ Umberto i Beatrice’s forklædning. Midt i det hele tumler Truffaldino forhungret rundt og forsøger at være sin egen lykkes smed, samtidig med at han forelsker sig tjenestepigen Smiraldine, der som han selv drømmer om at træde et par trin op ad samfundets trappe og komme til torsdagskoncert!

Jo, det er kompliceret og ikke sådan lige til at finde hverken hoved eller hale i, men når komediemaskinen ruller så gør det heller ikke så meget. Alle virkemidler tages i brug. Klassiske commedia dell’ arte greb med improvisationer, metalag og karrikaturer. Snert af revy. Hvinende overspil, og gnistrende selvironi. Tina Gylling Mortensen i manderollen som Pantalone; sprudlende morsom. Niels Ellegaard i kvinderollen som kroværtinden, lige så tindrende herlig. Har de byttet roller undervejs i prøveforløbet? Eller har det hele tiden været meningen, at der skulle spilles transgender-komedie? Det får vi nok at vide på et tidspunkt. Morsomt er det under alle omstændigheder. Thomas Mørk er skøn som svagpisser af en svigerfar, og endnu skønnere som drageren, der stædigt holder ved at være vokset op på en vingård. Peter Zandersen er perfekt som den ene af de to herrer, insisterende på at have de rette meninger om at vi alle er lige, og alligevel næsten den værste til at sparke nedad. Overfor ham viser Sara Fanta Traore også komiske sider af sit alsidige talent som Beatrice, der har forklædt sig som mand, mens Magnus Haugaard giver sin ulykkeligt uheldige Silvio alt det en vellykket birolle skal have. Laura Skjoldborg som hans udkårne Clarice er et omvandrende sammenbrud af en teenager ramt af ulykkelig kærlighed, og Christine Gjerulffs drømmende Smiraldine giver løjerne en smuk poetisk tone. Det er overordentligt veloplagt velspillet hele vejen igennem.

Det er naturligvis Andreas Jebro, der som den hårdt pressede Truffaldino, bærer en stor del af forestillingen på sine skuldre, og det gør han meget overbevisende. I takt med at sulten gnaver og forviklingerne forværres synes den entreprenante tjener at skrumpe, ikke fysisk, men mentalt. Jebro rummer både komikkens charmerende overskud og tragediens mere dystre tankespil. For midt i al morskaben er Truffaldino en tragisk figur. En stakkel. En drømmer. Man kunne godt unde ham lidt medgang efter alt hvad han har været igennem.

Viktor Tjerneld er en visionær instruktør, som sandelig også mestrer komediens kunst. Selvom ”Tjener for to herrer” med en spilletid på næsten to timer og tre kvarter er en – meget – lang forestilling, så afvikles den i et opskruet, energisk tempo, spækket med gags og små finurligheder i både tekst og gestik.

Franciska Zahle benytter drejescenen flittigt i en minimalistisk boks-scenografi, og har skabt et farverigt og næsten tegneserieagtigt karrikeret kostumedesign, der meget godt matcher det sprudlende spil.

Man kan sagtens se ”Tjener for to herrer” alene for morskabens og det aldeles gode grins skyld. Men de bedste komedier er dem, der også får os til at kigge ind ad, og reflektere over samfundets dårskaber. Og sådan en komedie er dette heldigvis også.

—-

”Tjener for to herrer” af Carlo Goldoni i en ny version af Viktor Tjerneld.

Instruktion og tekst: Viktor Tjerneld. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Lysdesign: Andres Kjems. Oversættelse fra svensk: Peter Dupont Weiss. Musik: Daniel Fogh.

Medvirkende: Andreas Jebro, Tina Gylling Mortensen, Sara Fanta Traore, Laura Skjoldborg, Christine Gjerulff, Peter Zandersen, Niels Ellegaard, Thomas Mørk og Magnus Haugaard.

Spiller på Skuespilhusets store scene til 30. april.

Anmeldt 15. marts (premiere)

Foto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her