Forside Anmeldelser 2022 RONJA RØVERDATTER

RONJA RØVERDATTER

38
0

Odense Teater giver Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter” nyt liv med sprudlende og varm version med hel ny musik og sange.

* * * * *

Astrid Lindgrens eventyr om den selvstændige og handlekraftige røverdatter Ronja, hendes bedste ven Birk, og deres stædige røverhøvdingefædre er en klassiker indenfor litteraturen for de lidt større børn. På teaterscenerne har den også siden 1991 været en tilbagevendende succes, med Sebastians sange og musik.

Nu har Frede Gulbrandsen til Odense Teater givet Ronja Røverdatter-historien nyt liv, og hvor fortællingen er præcis som vi kender den, så er musikken helt ny. Nikolaj Busk har komponeret den med tydelige referencer til den nordiske folkemusiktradition. Den nye musik passer langt bedre til Astrid Lindgrens smålandske skovunivers end Sebastians 1990’er kling-klang børnepopsange, som nok har vundet en vis genkendelighed gennem årene, der endnu ikke er over Nikolaj Busks nye kompositioner, men som slet ikke på samme måde er medfortællende og yder historien med- og modspil. På Odense Teater lægger musikken en ypperlig klangbund til både de nye sange – med tekster af Thomas Høg – og til hele fortællingen. Det er et kolossalt løft.

Denne sene onsdag eftermiddag er der en forventningsfuld knebren i salen blandt de mange børn og teenagere, der er kommet i teatret med skolen, med forældrene eller bedsteforældrene, og som for manges vedkommende formentlig skal have deres første fix med teatrets magiske verden. Og de får fuld valuta for pengene.

Camilla Bjørnvads smukke skovklippescenografi kan skifte mellem Mattis-borgens groft-joviale hygge til skovens dunkle dyb. Når torden uvejret buldrer og et gigantisk lyn flækker borgen i to stykker, samme nat som Ronja fødes, er det til lydeffekter, der rykker helt ned i mellemgulvet. Scenebilledet skifter fra frodig sommer til iskold vinter som med et fingerknips, og pludselig er vi i rumpenissernes gemytlige hule.

Når Ronja og Birk under deres første møde springer fra klippe til klippe, er de bogstaveligt talt flyvende, og det samme gælder de uhyggelige skovhekse, der skrigende svæver ind over scenerummet. Lige der måtte en enkelt voksen eller to tage at godt greb om deres mindste i salen og hviske de magiske ord ’det er bare teater’.

Astrid Lindgren fortæller en historie om venskab og relationer, magt, moral og tilgivelse. Det ’ulovlige’ venskab mellem de to røverbørn; vores handlekraftige heltinde, aldeles betagende og renhjertet spillet af Laura Skjoldborg, og Birk, søn af den rivaliserende røverbandes leder, Borka, en sød og kær Emil Veber Rasmussen.  Begge bryder de med deres forældre for at få lov at være sammen i skoven. Dels striden mellem de to røverhøvdinge; Mattis og Borka, der, forstår man, var tætte venner som børn, men blev splittet af en magtkamp, og i bund og grund savner hinanden. Det er relationen mellem den udadtil stærke Mattis, der nu mest har det i munden, og hans viljestærke og kloge kone, Loris. Og så er der den gamle, døende røver, Skalde-Per, der er det afgørende bindeled mellem alle de modstridende relationer. Først da harmonien har indfundet sig, kan han omsider lægge sig til at dø. Klaus T. Søndergaard skaber en helt vidunderligt elskelig gavtyv af en figur.

”Ronja Røverdatter” er ikke kun for børn – det er en familieforestilling, som teatret meget rammende kalder den, og afhængigt af alder og erfaringsniveau, vil man forstå og opfatte forskellige lag i fortællingen. Det er Astrid Lindgrens mesterlige kunst, som her på teaterscenen forløses helt perfekt. De mindste hviner af fryd, de mellemstore kan se ind bag pre-teenagernes spirende forelskelse, som de jo slet ikke endnu ved er en forelskelse, de største børn og vi voksne oplever en historie om at tilgivelse er den vigtigste egenskab noget menneske kan have, oveni at det er både morsomt, rørende og lidt uhyggeligt.

Anders Gjellerup Koch er skøn som alfahannen Mattis, der bliver ramt i sit bløde hjerte af datterens trods. Som hans stovte kone viser Marie Mondrup at hun kan meget mere end at spille forsagte, kuede knudekvinder. Her er hun lejrens power-woman med stor gennemslagskraft. Mikkel Bay Mortensen giver sin Borka en fin blanding af maskulin autoritet og indre blødhed. Og hele ensemblet fungerer upåklageligt i skiftende roller som røvere, skovtrolde, rumpenisser, grådværge og fogedens folk.

Hvis de nye teatergængere på forhånd har troet at teater var gråt, gammeldags og kedsommeligt, så er denne ”Ronja Røverdatter” et perfekt eksempel på hvad det er teatret kan, så Netflix godt kan lægge sig. Det er lige før, at aftenens allerstørste fornøjelse var at opleve børn og unges spontane og uforbeholdne begejstring på vej ud af teatret og hen til ventende busser og cykler. De var ellevilde. Det forstår man godt.

—-

”Ronja Røverdatter” af Astrid Lindgren. Oversættelse: Peter Aude. Musik: Nikolaj Busk. Sangtekster: Thomas Høg.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi & Kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Peter Friis. Lysdesign: Turpin Napoleon Djurhuus. Lyddesign: Kim Malmose.

Medvirkende: Laura Skjoldborg, Emil Veber Rasmussen, Anders Gjellerup Koch, Marie Mondrup, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Marie Nørgaard, Mogens Rex, Niels Skovgaard Andersen, Morten Kristensen, Kathrine Madsen, David Schärfe, Bo Westergaard og Pernille Kundby Bejder. Musikere: Hal Parfitt-Murray, Magnus Heebøll Jacobsen og Thor Ahlgren.

Spiller på Odense Teater til 23. december.

Anmeldt 16. november

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

Tidligere artikelWHO KILLED DON CALZONE – CRAZY CHRISTMAS CABARET ’22
Næste artikelET TYSK LIV

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her