Christian Lollike fortolker en af Danmarkshistoriens største landsforrædere, men samtidig også en af dens stærkeste kvindeskikkelser, og som altid med Lollike er der mere bag ordene end man umiddelbart hører.
* * * *
Man sidder og stirrer ind i en tom kongeblå kasse af en scene. På scenen sidder en guitarist og spiller og pludselig bryder en kvindestemme bag os stemningen med et ’hej’. Der står hun, Leonora Christina, kongedatter og én af Danmarkshistoriens mest mytiske skikkelser. Landsforræder par excellence, men i egen opfattelse uskyldsren som den hvideste, nyfaldne sne.
Intet gjorde hun på sin tid – den sidste trefjerdedel af 1600-tallet – der ikke var for Danmarks bedste. Men på grund af magtbegær og intriger ved hoffet, endte hun indespærret i Blåtårn for sine forbrydelser. For at undgå at blive vanvittig skrev hun, med hjemmelavet blæk og fjerpen, sin version af historien i det ikoniske værk ”Jammers Minde”, som først blev udgivet et par hundrede år efter hendes død.
Leonora Christina var datter af Christian IV og hans hustru til ’venstre hånd’, Kirsten Munk, og selvom hun, i egen opfattelse var den klogeste af kongens børn og burde være blevet Danmarks dronning ved faderens død, så stod hendes køn og ophav hende i vejen. Hun blev som purung gift med den fattige, men snu og magtbegærlige adelsmand Corfitz Ulfeldt, og det var sammen med ham, at hun både ødede store dele af den danske stats formue op, og indlod sig på talrige alliancer med Danmarks fjender, ikke mindst svenskerne. Historieskrivningen lader ingen være i tvivl om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldts forræderi, men hovedpersonen selv – ja, hun så anderledes på tingene, og i Christian Lollikes 90 minutter lange historiske dramalektion, møder hun personligt op, mere end 300 år efter sin død for at fortælle hvorfor.
Den første halvdel af Lollikes skuespil kredser om dette, og hvor let og elegant det end løber over Aarhus Teaters Scala-scene, så fremstår det mest som en form for dramatiseret historieforedrag, men der er naturligvis – når den begavede teatermand Christian Lollike står bag – mere bag ord og handlinger end vi lige hører og ser. Og da først Leonora Christina er blevet smidt i Blåtårn, og Corfitz Ulfeldt er flygtet over hals og hoved for at smede nye rænker mod tronen syd for grænsen, fortættes og intensiveres historien i en monolog, der sætter historien i perspektiv; Lad os holde et minuts stilhed, og forestil jer det ganget op til 22 år, siger Nanna Bøttcher direkte til publikum, og der i stilheden vokser hun i styrke og kraft til den stærke og handlekraftige kvinde hun jo også var. Et er at udtænke sindrige planer, til egen gavn og glæde, noget ganske andet er at ikke blot overleve, men bevare sit intellekt i fangenskab og stilhed.
På sin tid var Leonora Christina en manipulator af Guds nåde, og det fortsætter i efterlivet; I, der har fornuft og dømmekraft ved at jeg er uskyldig, messer hun og det er lige før vi tror på det. Gentages en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver den til sidst til sandhed. Sådan er det jo.
Det er her at Lollikes ord, og Nanna Bøttchers fængslende intense spil, for alvor begynder at sætte tankerne i rotation. For kender vi ikke begrebet andre steder fra? Fra Donald Trumps uendelige historie om at valget blev stjålet fra ham. Fra Inger Støjbergs insisteren på at hun kun gjorde hvad hun gjorde for ’pigernes skyld’. Fra Mette Frederiksen, fra Putin, og fra alle de andre med eller med ambitioner om magt, der ufortrødent og uden den mindste anger insisterer på at deres løgne er sandheden? Det er i denne efterrationalisering, at ”Leonora Christina – Sandhedens dronning” for alvor bliver interessant som moderne teater, og ikke kun som et elegant historisk tilbageblik.
Nanna Bøttcher i titelrollen er den altoverskyggende centrale skikkelse på scenen, og hun skaber endnu en gang en rigt facetteret karakter; koket, intrigant, magtbegærlig, charmerende og insisterende. Indigneret over at blive frarøvet den trone hun anser som sin, og over at blive anklaget for sit forræderi. Hun synes i disse år at vokse som skuespiller, og opsluger her nærmest alt ilt i rummet omkring sig i endnu en fremragende præstation.
Omkring hende lyser Anne Plauborg op som Leonora Christinas livsfjende, dronning Sofie Amalie, Anne Laybourn er morsom som den svenske dronning Kristina, der forfører Corfitz Ulfeldt for blot at gå i kloster da alliancen skal udnyttes, Emil Busk Jensen gør fyldest som Frederik d.III, mens nyuddannede William Jacobsen Halken er en lige lovlig ung Christian IV, og jo ikke rigtigt kan gøre ved at han mangler noget naturlig pondus. Kjartan Hansen er en tilpas usympatisk Corfitz Ulfeldt, men man sidder med følelsen af at rollen forbliver uforløst.
Norske Fredrik Longva har instrueret og har skabt en forestilling, der løber let og effektivt over David Gehrts kongeblå sceneunivers, der kun brydes af Blåtårns rå bagvæg. Når man har en huskomponist, skal hun naturligvis benyttes, så Marie Højlund har sammen med Morten Riis fået lov at indlægge et lille techno-rave til at illustrere Ulfeldt-parrets rejse til London og deres ubændige seksuelle energi, der resulterede i 15 børn, kun de syv overlevede dog spædbørsalderen. Det er (igen) helt og aldeles unødvendigt og giver intet til hverken fortælling eller opsætningen som helhed.
Men med en lysende Nanna Bøttcher og fint ensemblespil omkring hende, bliver Christian Lollikes version af fortællingen om landsforræderen og jernkvinden Leonora Christina til en både vedkommende og tankevækkende forestilling om løgne og manipulation, og minder os om, at det aldrig stopper, så længe der er mennesker i denne verden, der stræber efter magt.
—-
”Leonora Christina – Sandhedens dronning” af Christian Lollike.
Instruktion: Fredrik Longva. Scenografi & kostumedesign: David Gehrt. Lydunivers. The Overheard v/Marie Højlund og Morten Riis. Kompositioner: Astrid Sonne. Guitar-arrangementer: Jakob Bangsø.
Medvirkende: Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, William Jacobsen Halken, Anne Laybourn og Jakob Bangsø (guitarist).
Spiller på Aarhus Teater (Scala) til
Anmeldt 11. november
Foto: Rumle Skafte.
