Forside Anmeldelser 2022 PLATT-FORM … ER VI GÅET FOR LANGT?

PLATT-FORM … ER VI GÅET FOR LANGT?

280
0

Satiregruppen Platt-form er tilbage med et show for første gang i fem år. Ligeså musikalske som altid, men måske lidt mere konforme end man havde håbet.

* * * * *

Tænk, at det er næsten fem år siden – i vinteren 2017 – at satiregruppen Platt-form bestående af Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby sidst optrådte med et fuldt show…. 

Det føles ikke så længe siden. Ja, nogle af latterkramperne fra dengang har fakisk ikke helt fortaget sig endnu, så gensynet – nu på én af landets fremmeste showadresser, Tivolis Glassal – er mere end velkomment og forventningerne er højspændte.

Lad mig endelig straks slå fast, at de tilbage i god form – ja i absolut Platt-form! Ligeså musikalske, lige så charmerende og hamrende morsomme som sidst, men måske, en lille smule mere konforme i deres komik.

Lidt koket giver de showet undertitlen: Er vi gået for langt? Til det er svaret et nej. Med tilføjelsen- desværre! De kunne sagtens være gået endnu længere med deres grænsesøgende musikalske komik.

Man kan godt sige, at Platt-form rider lidt på ryggen af konstellationer som Linie 3 og Det Brune Punktum, men de har alligevel formået at skabe deres helt egen niche. De er langt frækkere end Linie 3 nogensinde var, og de er ikke selvfede på den der småirritende facon, der karakteriserede Det Brune Punktum. Platt-form er langt mere selvironiske, og så lyser det ud over scenekanten at her er tale om tre mennesker, der rigtigt godt kan lide at optræde sammen, og rigtigt godt kan lide hinanden uden for scenen. Der er en fed kemi mellem dem, og den smitter.

Rollefordelingen med Jakob Fauerby som trioens selvbestaltede leder – en slags den hvide klovn, bare uden sminken og den spidse hat – og Mille Lehfeldt og Laus Høybye som Dumme-Peter’ne genkender vi også fra Linie 3. Der er så sket det siden seneste show, at Jakob Fauerby, der dengang var trioens klart mindst offentligt kendte navn, siden er blevet super-kendis – for at deltage i Vild med Dans (suk, ak…), og det bidrager til at styrke rollefordelingen. De spiller på det, med lune og selvironisk distance, mens Lehfeldts og Høybyes ‘roller’ ikke længere fremstår helt så klart definerede som tidligere.

Måske derfor er Platt-form i dette show suverænt bedst, når de træder ind i andre karakterer. Helt og aldeles overdådigt som DR’s Talekor, der fremfører en helt overlegen hommage til Grønland, hvor der ikke bliver holdt igen. Grønlænderne er blevet udnyttet, ydmyget og nedgjort gennem århundreder, men det er bare så svært at få sagt ordentligt unds…… De kan ikke få ordet over deres læber. Med overlegen sproglig ekvilibrisme og musikalitet rammer de hovedet på sømmet: Vi elsker jer i bund – og undergrund. Og som tak for rigdomme og mineraler får grønlænderne misbrug og medicinering. Det er et klassenummer.

Det er også rammende og morsomt – og ikke mindst musikalsk forrygende – når trioen i svedig 80’er stil hylder verden af i går med ironisk distance til ‘det var jo en anden tid’-begrebet, som lige ofte nok benyttes til at forsvare handlinger, der dengang blev begået med en stiltiende accept, men som ikke længere er acceptable. 

Sangen “Rentehop”, hvor inflation rimer på depression, er aktuel som var den skrevet i går, og net-afhængighed, mobilepay-nærighed og drømmen om at være en anden – og noget andet – end den man er, igen understøttet af de sociale mediers flimrende parallelverden, er emner, der i den elegante musikalske indpakning umiddelbart fremstår som ufarlig mainstream, men rummer en elegant og finurlig satirisk dybde.

I nogle af de mellemliggende dialoger er der til gengæld lige lovlig mange gentagelser. Abekopper, corona og – Ghita Nørby (er det ikke so much last year?) væves der en del over, og overgangen til endnu et højdepunkt – Den improviserede bibel-dramatik – er blevet alt andet end elegant, af den simple grund, at et nummer må være blevet pillet ud i sidste øjeblik.

Platt-forms version af ‘Syndefaldet’ er til gengæld crazykomik på højt plan, grænsende til det blasfemiske, men er det ‘for meget’, ‘for groft’? Nej, bestemt ikke, bare sjovt som bare fanden.

Begge afdelinger af showet indledes med et gensyn med Platt-forms tyske kunstaktivister, som med militant disciplin er anti-alt muligt, og indigneret revser os for ikke at gøre noget for at redde miljøet og for bare at sidde der og grine. Det er sjovt, og genkendeligt.

Platt-form anno 2022 fremstår en smule mere konformt tilbagelænede, og knapt så anarkistiske i deres komik som for fem år siden, men de har bevaret deres begavede blik for de satiriske finesser, der igen og igen rammer lige ind i tidsånden, og med deres musikalske energi leverer de et show af høj klasse, som man ikke kan andet end at elske.

——–

“Platt-form – er vi gået for langt?”

Tekst: Platt-form. Musik: Laus Høybye, Nikolaj Pellegrini og div. trad. Tracks produceret af: Pato Siebenhaar, Joakim Pedersen, Nikolaj Pellegrini, Markus Artved og Markus Siebenhaar.

Instruktion: Platt-form. Koreografi: Steffen Hulehøj. Scenograf: Simon Holk Witzansky. Kostumedesigner: Nicholas Nybro. Korarrangement: Dénise Stockmann.

Medvirkende: Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby.

Co-produktion mellem Tivoli og Platt-form.

Spiller i Tivolis Glassalen til 25. september.

Anmeldt 8. september (premiere).

Foto: Camilla Winther.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her