Bevægende og vellykket dramatisering af kendt roman om en purung piges tragiske opvækst og endeligt på Betty Nansens Edison.

* * * * * 

Det første hun husker er fornemmelsen af sin far.

Sådan lyder åbningsreplikken i Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinands meget vellykkede dramatisering af Unica Zürns kortroman “Mørkt forår”, der er skabt som en del af Betty Nansen Teatrets projekt Betty Udvikler.

Det er en purung piges rystende og tragiske fortælling om sit korte liv i mellemkrigstidens Tyskland. Om svigt og savn, om misbrug, overgreb og om at langsomt at blive en ung kvinde, der opdager sit køn, udvikler sin seksualitet, og har erotiske fantasier. Om at opleve kærligheden, og blive afvist for til sidst at tage sit eget liv.

Det er en voldsom og bevægende historie, som Unica Zürn beskriver i sin lille roman, og det er blevet en aldeles bevægende forestilling, som Amanda Linnea Ginman har skabt til Edisons helt rå og nøgne rum. 

Pigen vokser op i hvad vi i dag vil kalde et dysfunktionelt hjem. Hun elsker sin far, men han forandrer sig under krigen, bliver fjern og fraværende og er det meste af tiden ude af hendes liv. Moderen er alkoholiseret og beskrives som et regulært ‘monster’, og storebroderen er grænseoverskridende og ender sågar med at begå en incestiøs voldtægt af sin søster, som knapt nok er blevet teenager. 

Pigen udvikler voldsomme erotiske fantasier i takt med at hun opdager forskellen på drenge og piger, og da hun forelsker sig hovedkuls i sin unge svømmelærer, og han afviser hende, bryder hendes verden sammen og hun begår selvmord.

På scenen rammer Mathilde Arcel alle pigens skiftende følelser, fra barnets uskyldige savn af en elsket far til pre-teenagerens første ukontrolable forelskelse, med en rendyrket ægthed, der er dybt bevægende. Hun har i sin hidtil korte karriere udviklet lidt af et speciale for ‘coming of age’-roller, som man også så det glimrende udfoldet i “An Education” og senest i “Stolthed og fordom” på Betty Nansen Teatret, og selvom hun naturligvis skal passe på ikke pludselig at blive sat i bås, så er hun er fornøjelse at opleve i disse på samme tid sårbare og stærke pigeroller, hvor hun med sin helt særlige replikbehandling gør karakteren ægte og troværdig. Mathilde Arcel lyder ikke som andre unge skuespillere, og det er uhyre interessant. At hun så også, selv i en dyster og nærmest grusom fortælling som denne, formår at skabe afvæbnende glimt af humor er endnu et aspekt af talentet. Hun spiller med en befriende uhøjtidelighed.

Med små, men vellykkede midler, glider Peter Christoffersen ind og ud af mande- og drengerollerne; følsom og martret som den traumatiserede far, ækel som den savlende bror og næsten nuttet som den lidt ældre dreng, der modvilligt bliver en del af pigens tidligste erotiske lege. Hans maskuline svømmelærers indre kamp for at modstå den purunge piges utilslørede fristelser og i stedet forsøge at hjælpe hende, er velbalanceret og rørende, og det er næsten ikke til at bære at det er hans afvisning, der koster hende livet. Peter Christoffersen lykkes meget smukt med det hele og leverer en ligeså så fremragende præstation som Mathilde Arcel.

Amanda Linnea Ginman har valgt at fortælle denne grusomme historie i en meget fysisk ramme, der kombinerer det følsomme kammerspil med expressiv dans, strålende leveret af danserne Alma Toaspern og Marcus Alexander Roydes (i adskillige karakterer) og skuespillerne til Jenny Rossanders (aka Lydmor) elektroniske musik. Det er et greb, som fungerer særdeles vellykket. Forestillingen får en energisk intensitet, der glimrende understreger det indre morads i pigens hoved, og bliver samtidig visuelt betagende.

“Mørkt forår” er en grum historie, og det er blevet grumt godt teater.

—–

“Mørkt forår” efter roman af Unica Zürn. Dramatiseret af Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinand. Oversættelse: Steffen Skaarup.

Instruktion: Amanda Linnea Ginman. Scenografi & kostumedesign: Karin Gille. Koreografisk instruktion: Sebastian Kloborg. Musik & lyddesign: Jenny Rossander (Lydmor).

Medvirkende: Mathilde Arcel, Peter Christoffersen, Alma Toaspern og Marcus Alexander Roydes.

Spiller på Edison Scenen til 7. oktober.

Anmeldt 9. september.

Foto: Camilla Winther.