Forside Anmeldelser 2024 BAKKENS HVILE 2024

BAKKENS HVILE 2024

409
0

Bakkens Hvile er i år alt hvad man forventer og lidt til. Det er som at træde ind i en tidslomme med små sprækker ud til nutiden udenfor.

* * * * *

De seneste par sæsoner har jeg ikke set showet i Bakkens Hvile. For jeg syntes ikke at der var så meget nyt under solen, derude på Dyrehavsbakken i den nu 147 år gamle sangerindepavillon, at det gav mening at anmelde showet hvert år. Nok var der nye sange på programmet hver sommer, men rammen, stilen, de små frække sidebemærkninger og nostalgien var den samme som den ’altid har været’.

Måske derfor er gensynet i år ekstra charmerende. For Bakkens Hvile er og kan noget helt, helt særligt som er unikt i dansk kulturliv. Her mødes en folkelighed og en fællesskabsfølelse, som synes at høre fortiden til. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor fra der er små sprækker ud til verden udenfor.

For midt i al nostalgien, de gamle syng-med-sange om den herlige sommernat og at gå med i lunden, og den evigtgyldige Køb blomster, hvor publikum stadig har fundet lidt håndslået mønt frem af gemmerne at kaste op på scenen for en rød rose, så lyser verden udenfor i glimt ind i pavillonen.

Ensemblet, der igen i år består af Dot Wessman, Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen, synger blandt andet spydigt om alt det man ikke må for Mette, og optræder som kvindelige værnepligtige med uforlignelige Ann Farholt som både sjov og grov kompagnifører.

Samme Ann Farholt synger om danskernes folkesport surhed og brokkeri,der ikke mindst kommer til udtryk på de sociale medier, og hun binder en elegant sløjfe mellem kvindens overgangsalder og de globale klimaforandringer i én af aftenens bedre tekster, forfattet af Rasmus Krogsgaard (rettet, red.). Trioen Wendt, Tind & Engholm står bag den finurlige, men lovligt forudsigelige Kong Frederiks d. 10, som Sus Mathiasen leverer med koket charme.

Bag baren i Bakkens Hvile står toppolitikeren Morten Messerschmidt og langer fadøl over disken til de unge, hårdt arbejdende og søde tjenere, og det giver igen anledning til at kaste et afvæbnende selvironisk skær over showet, når Dot Wessman synger om at være på udkig efter en ny bartender, som hun også skal kunne bruge privat og hun kaster naturligvis sin kærlighed på Alex Vanopslagh – så kan han måske også lokke den yngre generation med i Bakkens Hvile. Teksten er vittigt turneret af Flemming Jensen, der bedre end de fleste forstår flette dagsaktuel, politisk satire ind i de nostalgiske rammer.

Trods alt dette nye, aktuelt satiriske, så er det alligevel anden akts store refræn-potpourri, der slår igennem og går rent hjem, så selv min 25-årige ledsager (måske sæsonens yngste gæst på stedet?), nynner med på melodierne fra sin mormors ungdom.

Adskillige – nok også for mange, trods alt – sange hører til i den smålumre kategori, hvor frække madammer synger om mænd i alle afskygninger; nogle sange gamle, andre nyere. Nogle originale tilført diskrete opdateringer, andre variationer over temaer, der vil være velkendte for det trofaste publikum.

Aftenens mest kærlige indslag er også en hyldest til en mand, nemlig Bakkens Hviles pianist, Kenneth Sichlau, som i år fejrer 30-års jubilæum, og uden hvem en aften i Hvilen ikke ville være det samme.

I år er det Michel Castenholt, der har instrueret med sin vanlige sans for at få alting til at flyde gnidningsfrit, og syngepigernes overdådige kjoler, som jo er en væsentlig del af oplevelsen, er skabt af Tina Grunwald, Kenth Fredin, Henrik Hvid og Tinus.

Bakkens Hvile har utvivlsomt fået uvurderlig reklame på grund af den dokumentarserie ”Fri, fræk og for meget – Syngepigernes historie”, som kan opleves på DR, og der er derfor begrundet håb om at flere års vigende billetsalg kan vendes og pilen kan pege opad. Årets show er der i hvert fald ikke noget galt med, og Bakkens Hvile er en institution i dansk kulturliv, som man meget nødigt vil skulle opleve at undvære.

—-

”Bakkens Hvile 2024”. Tekst og musik: Aagaard/Jantzen, Kenneth Sichlau, Flemming Jensen, Henning Wellejus, Karen-Marie Lillelund, Mickey Pless, Wendt, Tind & Engholm, Ann Farholt/Lone Selmer, Sven Gyldmark, Bertel Abildgaard, Poul Due, Frank Leon, Poeten, Epe, Amdi Riis, Robert Arnold, Gideon Walberg, Sune Gylling Æbelø, Dot Wessman, Leif Maibom, Engelhardt & Matray, Thomas Pakula, Henning Køie, Sigurd Barrett, Børge og Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Fats Waller m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Koreografi: Sus Mathiasen. Kostumer: Tina Grunwald, Kenth Fredin, Henrik Hvid og Tinus. Kapelmester: Kenneth Sichlau.

Medvirkende: Ann Farholt, Tina Grundwald, Sus Mathiasen og Dot Wessman.

Spiller i Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken til 7. september.

Anmeldt 22. maj (pressepremiere).

Foto: fra Bakkens Hviles Facebook-side

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her