Forside Anmeldelser 2022 ERASMUS MONTANUS

ERASMUS MONTANUS

27
0

I anledning af fejringen af Dansk Teater 300 år genopsætter Aarhus Teater Christian Lollikes nærmest ikoniserede gendigtning af ”Erasmus Montanus”. Bedre teater fås vel næppe. Det er mageløst godt.

* * * * * *

I 2017 høstede Christian Lollike og det kunstneriske hold omkring ”Erasmus Montanus” hele tre Reumert-priser og uendelig megen anden hæder på den kreative teatermands moderne take på Ludvig Holbergs udødelige klassiker om bondesønnen, der vender hjem fra at have studeret i København, blot for at opdage, at al hans viden er spildt på bjerget. Her vejer tro nemlig tungere end viden. Og selv ikke den bedste, og mest øvede debattør, kan overbevise folkedybet om sandheden, når folket er overbevist af troen.

Holberg skrev komedien om Erasmus Montanus i 1723. I dag 299 år senere står dens pointer næsten endnu skarpere frem. Endnu tydeligere, endnu mere præcise. Og da Christian Lollike i 2017 lavede sin modige, flabede og fandenivoldsk morsomme, men også grænseoverskridende gendigtning, var der stadig ikke nogen, der kendte noget til hverken corona eller en russisk invasion i Ukraine. Alligevel synes netop nogle af de tematikker som de to internationale kriser har medført at træde lyslevende frem i Lollikes dramatik.

I 2022 fremstår ikke alene Holberg som en fremsynet dramatiker. Også Christian Lollike var for bare fem år siden forud for sin tid. Det sidste måske ikke så svært som det første, men alligevel dybt imponerende og foruroligende respektindgydende.

Hos Holberg taler Montanus kætterisk, når han taler til ridefogeden, degnen, sin kommende svigerfar og alle de andre på bjerget om at ’jorden er flad’. Slig tale vil den brovtende Jeronimus ganske enkelt ikke høre tale om, så hvis ikke Rasmus Berg – der på opstyltet storby-manér har pyntet sig med det latinsk-klingende Montanus – kommer til fornuft, så kan han ikke få sin forlovede Lisbet.

I Lollikes gendigtning er ’jorden er flad’-temaet suppleret med forskellen på kristen tro og kristne værdier, og diskret dukker der burkaklædte kvinder op i scenebilledet og forstyrrer fredsommeligheden og gemytligheden i det gode, gamle kristne danske folkesamfund. At Lollike også lader en moské puste op på bagscenen og regulært vælte den hvidkalkede landsbykirke omkuld er måske lige over the top, for vi forstår budskabet alligevel. Lollike stikker til danskheden anno 2022, som Holberg stak til den anno 1723, og de to satiriske budskaber går nærmest op i en højere enhed.

Hvor langt vil man gå, for at få den kvinde man elsker? Montanus kan ikke få sig selv til at blot at sige, at ’jorden er flad’, ja han er ganske enkelt ved at kaste op over det, for hvad vil vennerne i København ikke sige, hvis de hørte det. De andre kloge, veluddannede og lærde folk, vil jo udskamme ham som både dum og bondsk. Trodsigt stridbar vælger Montanus at tage kampen op; forældrene og den opblæste Per Degn, og landsbyens medløbende ridefoged latterliggør han med sin logikum. ’En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten’, og Per Degn får med samme logik læst og påskrevet, at han er en hane.

Men Montanus har gjort regning uden vært, og svigerfar Jeronimus, lader sig ikke sådan besnakke. Han er en troens, handlingens og voldens mand. Han hustru, Magdelone, og datteren, den kønne Lisbet, får korporligt tæsk, når de siger far i mod, og ingen skal belære Jeronimus om hverken at de danske værdier ikke bygger på den kristne tro, eller at jorden er flad. Faderens stivsind og Montanus stolthed driver Lisbet på selvmordets rand, og tvinger Montanus ud i sit eksistentielle dilemma; er kærligheden større end alt andet? Kan vi konvertere af ren kærlighed? Kan han, den lærde med sin faktuelle, boglige viden, lade tro og traditioner vinde over viden for kærlighedens skyld?

Siden Christian Lollike skabte sin fortolkning, har verden været igennem en corona-krise, hvor ekko-kamre på de sociale medier har overtaget folkedybets magtposition i den faglige og saglige debat. I vores vestlige verden er viden nærmest blevet et skældsord, og uoplystheden vinder frem selv på de største politiske scener. Det har bestemt ikke gjort forestillingen mindre aktuel. Det har krigen i Ukraine sådan set heller ikke for Lollike lader til sidst Montanus stå forkommen afklædt, strippet for alle egne selvstændige tanker, og blive sendt ’i krig’ – ægteskabets krig, forstås, hvor hans logik ikke vil have en chance.

Til at gestalte al denne politisk-satiriske symbolik, har scenografparret David Gehrt og Ida Grarup Nielsen genskabt deres mageløse, sort-hvid endimensionelle scenografi, hvor rekvisitter og sætstykker er flade stykker pap. Netop scenografien, vandt én af den oprindelige opsætnings Reumert-priser, og den er da også helt vidunderligt godt tænkt, og indarbejdes smukt i Lollikes fortolkning, som bestemt, sit alvorlige tema til trods, lader komedien køre derud af for fulde gardiner. Jacob Madsen Kvols leverer et prægtigt komisk portræt af den opblæste Per Degn, som har ladet hele landsbyen tro at han er en både klog og veluddannet mand, Bjarne Henriksen er skøn i al sin stovte, voldsparate kynisme og Johannes Lilleøre en slesk medløber som ridefoged. Sofia Nolsøes giftelystne Lisbet går fuldkommen selvmords-gak-gak og Nanna Bøttcher er banket gul og blå, men fremstår alligevel med en smule trodsigt kvindemod.

Arian Kashef er glimrende som Montanus’ ikke helt så dumme bror, Jacob, og som hans forældre stråler Anders Baggesen og Tina Gylling Mortensen, som altid med sjæl og ballast bag komikken. Andreas Nikolai Petersen er uhyggelig som den lille mand med den store magt til sidst og forestillingen byder også på en velfungerende kor, der fylder både fysisk og vokalt.

Helt centralt står Emil Prenter imidlertid i den altdominerende hovedrolle som Erasmus Montanus. Øretæveindbydende og drøncharmerende. Morsom som bare pokker, desperat kæmpende for alt hvad han har lært og dybt rørende i nederlagets stund. Det er en mesterlig præstation, som understreger at Aarhus Teater i Emil Prenter råder over ét af dansk teaters allerstørste talenter lige nu. Det vidste vi nu nok lidt på forhånd, men det er bare dejligt når store forventninger bliver indfriet og det bliver de virkelig af Emil Prenter.

Af uransagelige årsager fik jeg aldrig set Christian Lollikes ”Erasmus Montanus” ved premieren i 2017 på Aarhus Teater, eller ved genopsætninger samme sted og i København – eller i Bergen, for den sags skyld – siden hen. Denne genopsætning kan umuligt være mindre vellykket end originalen. Det er fremragende teater, intet mindre. En genial kunstners gendigtning af et genialt værk, og i alle roller velspillet og med en lysende skuespiller som Erasmus Montanus. Det bliver simpelthen ikke bedre. Se den. Eller gense den.

”Erasmus Montanus” af Ludvig Holberg. Bearbejdet og gendigtet af Christian Lollike, Tanja Diers og Dennis Meyhoff Brink.

Instruktion: Christian Lollike. Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup Nielsen og David Gehrt. Lysdesign: Andres Kjems. Lyddesign: Lars Gaarde.

Medvirkende: Emil Prenter, Anders Baggesen, Tina Gylling Mortensen, Jacob Madsen Kvols, Arian Kashef, Bjarne Henriksen, Nanna Bøttcher, Sofia Nolsøe, Johannes Lilleøre, Andreas Nikolai Petersen og koret. Ingeborg Højlund Dania, Susanne Cecilie Nielsen, Yngve Lyngsø, Gunnar Sigfússon, Katrine Mygind Kyhl/Nadja Schmedes Enevoldsen.

Spiller på Aarhus Teater til 24. september.

Anmeldt 24. august (re-premiere)

Forestillingsfoto: Emilia Therese.

Tidligere artikelET DUKKEHJEM
Næste artikelINDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her