Forside Anmeldelser 2022 ET DUKKEHJEM

ET DUKKEHJEM

24
0

Visuelt fascinerende og meget velspillet moderne “Et Dukkehjem” i genopsætning på Det kgl. Teater.

* * * * *

Henrik Ibsens “Et Dukkehjem” var moderne allerede da stykket havde urpremiere i 1879. Historien om kvinden, en mor til tre og gift med en succesfuld bankdirektør, der føler sig lukket inde i gyldent fuglebur, og som til sidst besluttter sig for at gå sin vej, rystede borgerskabet i dets grundvold dengang i slutningen af 1800-tallet. Det kunne man simpelthen ikke! 

Skuespillet er siden blevet en af det dramatiske teaters allerstørste klassikere, og rollen som Nora, der opdager at hendes lykke er på mandens præmisser, og at hendes ‘rolle i ægteskabet’ reelt kun er en form for avanceret legetøj og børnepasser, er en af teaterhistoriens mægtigste og vægtigste kvinderoller.

Det kgl. Teater gav i 2020 Sicilia Gadborg Høegh denne udfordring i Anna Balslevs stramme og stærkt reviderede opsætning, og det blev så stor en succes, at man nu genopsætter den og tilmed har flyttet den fra Mellemgulvet og op på Skuespilhusets Store Scene, så et endnu større publikum kan få glæde af forestillingen. Det er der al mulig grund til at være glade for.

Anna Balslev er lykkedes med at modernisere det moderne. I stedet for at udspille sig i et nydeligt klunkehjem, er Jonas Flys scenografiske ramme tre vægge af kold beton. Husvennen Dr. Rank, der har et godt øje til den smukke Nora, er blevet en kvinde, og ægteparret leger lystigt og med boblende forelskelse i den evigt dalende sne, som naturligvis skal illustrere den oprindelige teksts’ ord om at der ‘koldt ude såvel som inde’, og samtidig er en reference til tekstens norske oprindelse og en helt banal visuel pangeffekt.

Den ægteskabelige kulde skal vi ret langt hen i opsætningen for at finde, for Jakob Oftebros Torvald er bestemt ikke ‘kold’ til at begynde med. Tværtimod fremstår han ligeså livfuld som sin unge hustru, når parret forelsket leger med børnene i den nyfaldne sne.

“Et Dukkehjem” handler om datidens former og normer. Om manden som hjemmets patriark. Om kvinden som objekt og trofæhustru, og manden underdanig. Om at holde på formerne og bevare sit ansigt udadtil.

Altsammen temaer, der på en eller anden måde synes at være utidsvarende i 2020’erne, omend ligeret og ligeløn mellem mænd og kvinder stadig ikke er fuldt ud i mål. 25 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, fælles forældremyndighed og to forældreprofiler på skolens Aula-portal. Det er ikke længere socialt uacceptabelt at være fraskilt, og skam-begrebet synes også at have ændret sig. Grundpræmissen i Ibsens ‘moderne’ skuespil er altså på en eller anden måde ‘gammeldags’ i dag, og det giver naturligvis den moderne instruktør en udfordring med at få Nora til at fremstå som en kvinde af tiden i 2020’erne.

Ikke desto mindre lykkes det ganske godt. Jeg så ikke “Et Dukkehjem” dengang i 2020, men kunne jo læse mig frem til, at Sicilia Gadborg Høegh allerede dengang gestaltede sin Nora med stor overbevisning. Det synes bestemt ikke at være blevet mindre overbevisende. Hun er fængslende og fascinerende, som opsætningen i øvrigt er generelt. Legesyg og koket som bankdirektør Torvald Helmers smukke trofæ af en hustru. Lidt ‘dyr i drift’ kan man forstå på indledningen, men alting har en årsag, og årsagen her er at Nora har en dyb hemmelighed. Hun har lånt en formue af den anløbne bankier Krogstad for at finansiere et rekreationsophold da hendes mand blev syg af overanstrengelse – i hverdagssprog stress – og det ved at bruge en falsk underskrift. Da en gammel venindes tilbagekomst begynder at rokke ved Noras hemmelighed, skrider fundamentet langsomt, men sikkert under hende, og da den støtte hun forventer at få fra sin mand udebliver, indser hun at der ikke er nogen anden vej for hende end at forlade mand og børn og ‘finde sig selv’.

Sicilia Gadborg Høegh formår at balancere smukt mellem at være den forelskede pyntedukke, og den mere og mere desperate kvinde, der ser sin verden langsomt krakelere. For til sidst at fremstå med stålsat selvstændighed og viljestyrke. Den sociale konsekvens ved en skilsmisse er i dag ikke nødvendigvis så stor som da “Et Dukkehjem” blev skrevet, men når Sicilia Gadborg Høeghs Nora i slutbilledet står ensom og afkædt i den dalende sne fornemmer vi alligevel, at der kan være et stykke vej til en ‘ny start.

Ida Cæcilie Rasmussen er den eneste anden genganger i ensemblet forhold til 2020. Hun skaber en intenst fascinerende karakter som husvennen med det skrantende helbred, som måske kan redde Nora ud af suppedasen, indtil hendes hemmelige forelskelse i Nora viser sig at stå i vejen. Jakob Oftebro giver Torvald Helmer en vital energi, med en nærmest uhyggelig charme, der gør skiftet til nærmest middelalderlig mørkemand ekstra intenst, og han yder Sicilia Gadborg Høegh lige præcis det modspil, der får hende til at funkle yderligere.

Kasper Dalsgaards mesterlige komiske timing, understøtter alt det tragiske i den patetiske Krogstad, og Anna Bruus Christensen har stort held til at gøre den forbitrede Kristine Linde til et troværdigt kvindeportræt i skyggen af den altdominerende Nora. Det er i det hele taget en særdeles velspillet “Et Dukkehjem”, som trods den triste ‘betonindpakning’ fremstår visuelt fascinerende og som i Anna Balslevs stramme bearbejdelse formår fortsat at være en moderne og vedkommende fortælling om kvindefrigørelse selv i en tid, hvor ikke bare kønsrollerne, men selve kønnet er langt mere flydende end da Ibsen skrev sit mesterværk.

“Et Dukkehjem” af Henrik Ibsen.

Iscenesættelse og bearbejdning: Anna Balslev. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Koreografisk konsulent: Niclas Bendixen.

Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh, Jakob Oftebro, Ida Cæcilie Rasmussen, Kasper Dalsgaard og Anna Bruus Christensen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 11. september.

Anmeldt 18. august (re-premiere).

Forestillingsfoto: Camilla Winther.

Tidligere artikelSUNSET BOULEVARD
Næste artikelERASMUS MONTANUS

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her