Jacob Morild er atter i topform som vred, sarkastisk og knivskarp satiriker i sit one-man show på Café Liva.
* * * * *
Han prøver at være positiv og se lyst på tilværelsen med et åbent sind, men det varer kun i ganske korte glimt. For i bund og grund er skuespilleren og satirikeren Jacob Morild en vred, midaldrende mand.
Engang var han en vred, ung mand, men tiden går jo, og som årene skrider frem synes Morild at blive endnu mere syrlig og sarkastisk, når han med virtuose sprogbuketter hudfletter samfundet og alle de emner, der synes at optage os danskere; fra fedtsugninger til koranafbrændinger.
Et par gange i hans nye one-man show på Café Liva i Nyhavn kammer indignationen over, og når han undervejs i det halvanden time lange show sender en veritabel sviner afsted mod den politiske kommentator Noa Reddington, opdager vi, hvor balancen går mellem begavet satire og uskøn voksenmobning.
Her kunne Jacob Morild med fordel gøre som så mange af os vrede danskere nok burde gøre lidt oftere, når vi skriver ophidsede opslag på Facebook. Trække vejret, og lade være at trykke ’enter’.
Men ellers er det en Jacob Morild i topform, som vi møder i showet, der trækker spor i sandet fra tidligere shows på cabaretbåden, både solo shows, revyer og julecabareter. Den politiske satire, skåret med ragekniv af den gammeldags slags. Meget få herhjemme, hvis nogen overhovedet, mestrer som Morild at jonglere politiske emner, tidsaktuelle dogmer, samfundsstrukturer og almindelig ’talk of the town’, så vi både ler af hjertets lyst og alligevel lige begynder at tænke lidt over tingene.
Det er fra den stærkt berusede mand i indledningen, hvis kone tager skønhedsoperationer til den yderste konsekvens, til hans efterhånden faste karakter, den svovl-prædikerende præst, som her messer over snart sagt alt fra Trump til Rasmus Paludans koranafbrændinger i al deres idioti, og til den regulære politiske stand-up, hvor Morild med udgangspunkt i den nye liberale Jesus, Axel Vanopslaghs bog ”Vejen til ansvar” ganske enkelt hudfletter liberalismen, så selv alliancens mest trofaste disciple da må få en snert af tvivl i sindet.
En vejledning til vælgerne om hvem man skal stemme på, hvis man ønsker bedre klima og mere velfærd, skåner hverken højre eller venstre side af Folketingssalen, men nummeret bliver lige langt nok – endnu et eksempel på at vi har for mange partier.
Seksuelle krænkelser, boomere med skyklapper, kommunale nedskæringskonsulenter og de unges alt for megen skærmtid på de sociale medier er blandt de myriader af temaer, som Jacob Morild fletter ind i sine tekster, og så bliver der også plads til lidt rendyrket pjat og halløj; i en blues om en helt almindelig morgen, der går galt, en fyrig sang om at blive liderlig af at se frimærker, og en skøn rock om en gammel rock’n’roller med både stomi og hofteskred. Jo, Morild er i sit es.
Det er klædeligt når han til eget guitarakkompagnement tager tempoet ud af showet, lader indignationen afløse af omsorg, og smukt synger om tre faser af ensomhed, når ældre, unge og os midt imellem lukkes ude af fællesskabet.
Det er intet mindre end imponerende, at Jacob Morild flere gange årligt kan finde stof at skrive om til adskillige shows og cabaret’er uden at det virker som hverken genbrug eller venstrehåndsarbejde. Både som forfatter og performer står han så stærkt som nogensinde tidligere i sit nye show.
—–
”Så langt, så …dan?”.
Tekst og musik: Jacob Morild, Morten Wedendahl og Nicolai Majland. Musikalske tracks: Thomas Pakula.
Medvirkende: Jacob Morild.
Spiller på Café Liva til 2. september.
Anmeldt 16. august.
Foto: Brita Fogsgaard.
