Forside Anmeldelser 2023 MUSIK, POESI & GALSKAB – 50 ÅR MED HJØRRING REVYEN

MUSIK, POESI & GALSKAB – 50 ÅR MED HJØRRING REVYEN

492
0

BOGANMELDELSE: I anledning af at det i år er 50 år siden at den første Hjørring Revyen (i nyere tid) blev opført, har Jørgen Pyndt skrevet en veloplagt hyldestbog om revyen i nord.

* * * *

Hjørring Revyen har jubilæum i år. Om det er 100 år eller 50 år kan man diskutere. Revyen kalder det selv 50-års jubilæum, og starter tidsregningen med da den københavnske sangforfatter og spillestedsleder, Thøger Olesen (dog født i Aalborg) rykkede ind i Vendelbohus med et gakket hold af unge skuespillere – og Karen Lykkehus – og skabte en revytradition, som siden gennem årene har mejslet Hjørrings bynavn ind i dansk revyhistorie.

Men den første Hjørring Revy blev faktisk spillet i 1923 på Restaurant Svanelunden, og den tradition varede ved til 1930. Det er vel fair nok, at 43 års revypause ikke skal tælle med.

Den lokale journalist og forfatter Jørgen Pyndt har grebet opgaven, og har skrevet et veloplagt skrift, der både fortæller revyens lokale historie, og beskriver mange af de mennesker, både dem på scenen og dem bag skrivebordet, der gennem de seneste 50 år har gjort Hjørring Revyen til en af landets fineste af sine art.

Der har været op- og nedture. Og ligesom publikum nogle år er strømmet til, så har de andre år svigtet massivt. Hjørring Revyens historie er både en historie om store succeser og om dybe fiaskoer. Om overskudsår og buldrende konkurser. Og det hele er med. Også de slagsmål, der gennem årene har været med kommunen, når politikerne har siddet lidt for tungt på pengekassen og måske ligefrem har svigtet byens mest kendte institution.

Thøger Olesen startede revyen i 1973 og skabte en ny, anderledes stil, der var både musikalsk og tilpas tosset, og som siden altid har været Hjørring Revyens særkende. Efter ham fulgte Eddie Skoller og ikke mindst Per Pallesen som revydirektører, og især en årrække i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne under Per Pallesens ledelse betegnes med rette som Hjørring Revyens ’guldalder’. Der var også Hjørrings helt egne ’fem forbandede år’ fra 2006 til 2011, hvor der ikke blev spillet revy i byen, men siden 2011 har Henrik Baloo Andersen stået i spidsen for ikke alene revyen, men også dens orkester, og han har – igen med rette – skabt en ny guldalder for revyen, som de seneste år atter har hørt til landets bedste og ikke mindst mest nyskabende og musikalske sommerrevyer.

Bogen om revyens historie er en stor hyldestbog i flot grafisk opsætning, med masser af dejlige billeder fra arkiverne og et hav af gode historier fortalt af dem, der var i centrum for det hele. Den kan på alle måder anbefales – både til det uundværlige revybibliotek – og blot som en underholdende kaffebordsbog som man kan hygge sig med inden eller efter årets revy i Hjørring.

Jubilæumsrevyen har premiere 10. juni. Bogen kan allerede købes nu på revyens hjemmeside og koster kun 263 kr. inkl. forsendelse (bestiller du i dag med levering af Postnord, så har du den næsten med garanti inden jul).

—–

Jørgen Pyndt: ”Musik, poesi & galskab – 50 år med Hjørring Revyen”. Udgivet af Hjørring Revyens Fond. 212 sider i stort format. Rigt illustreret. Kr. 263 (inkl. forsendelse). Kan købes på www.hjoerring-revyen.dk eller på Vendsyssel Teater.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her