Strålende ensemblespil i det fremragende skuespil ”The Humans” på Folketeatret, hvor vi kommer foruroligende tæt på os selv.
* * * * *
Oppe på Folketeatrets Hippodromen synger de Dan Turèlls hyldest til hverdagen, og på Store Scene skildrer de selv samme ’hverdag’ for en i teorien helt almindelig familie i det prisbelønnede amerikanske skuespil ”The Humans”. Enten er det en tilfældighed, eller også er det overordentlig dygtig repertoire-planlægning.
”The Humans” er moderne amerikansk drama når det er allerbedst. Skuespillet er fra 2016, skrevet af Stephen Karam, og det vandt både en Pulitzer-pris og en Tony Award for bedste stykke og bedste scenografi. Der er stadig god tid til at der skal uddeles Reumert-priser herhjemme, men ”The Humans” må i den grad komme i betragtning til også at modtage dansk teaterhæder.
Stykket varer 100 minutter og udspiller sig i real tid i en kondemneringsmoden toetagers lejlighed i New Yorks Chinatown. Her er familien Blakes yngste datter, Brigid, lige flyttet ind sammen med sin noget ældre kæreste, Richard, og derfor brydes en ubrydelig familietradition med at familien nu samles hos hende for at fejre Thanksgiving – som er den største familiehøjtid i USA, og klart overgår julen.
Far Erik og mor Deirdre er irske katolikker fra en soveby i Pennsylvania. De har hans gamle, demente mor med, som sidder i kørestol og er stærkt medicineret. Også storesøster Aimee slutter sig til selskabet og så kan familiemiddagen ellers begynde. Familien sludrer og pludrer som familier jo gør. Deirdre er stærk i troen og synes nu nok at Brigid og Richard bør blive gift og helst i en fart. Erik er bekymret for kvarteret og lejlighedens beskaffenhed, men han er jo også skolepedel på en katolsk skole. Gamle Bedste har mistet sin sprog og sidder nærmest blot og mumler – det er ikke en af hendes gode dage, i dag. Og Aimee kigger lidt for ivrigt på sin mobiltelefon, Richard er i køkkenet i kælderen og Briged har travlt med at forsvare lejligheden, og forklare de dumpe brag, der med mellemrum giver rystelser gennem hele ejendommen. Mens far tjekker sportsresultater på en dårlig wifi-forbindelse, går mor ombord i fadet med chips, selvom hun egentlig er på diæt.
Og sådan ligner denne aften alle mulige andre familiemiddage; det kunne være hjemme hos os alle sammen eller hos nogen vi kender. Men under den normale og gennemsnitlige overflade lurer en snigende uhygge. Noget er ikke som det skal være, og langsomt udfolder historierne sig én for en. Erik er traumatiseret over at han tog Aimee med til New York 11. september, da terrorangrebet ramte. Der skete dem ikke noget, men chokket sidder i ham, som det sidder i de fleste amerikanere. Aimee lider af en kronisk sygdom og skal snart have stomi – hun er i øvrigt også lige blevet de facto fyret fra sit advokatjob, og nå ja, så er hun og kæresten gået fra hinanden. Hvordan dater man, når man har stomi?
Brigid ville måske i virkeligheden helst have boet alene, men har ikke råd. Hun er musiker og komponist, men kan ikke få arbejde. Deirdre laver velgørenhedsarbejde for Bhutanske flygtninge, og trøstespiser, og Erik viser sig at have noget alvorligt at fortælle døtrene, det er bare lige om at finde det rigtige tidspunkt – det forstår vi senere godt. Således ulmer uroen og i Kim Bjarkes iscenesættelse bliver dette puslespil af velkomponerede replikker, uudtalte følelser, skæve eller tomme blikke, barokke og meget morsomme situationer til et gennemført vellykket billede af en helt almindelig familie, af mennesker, menneskeheden. Det handler i al sin enkelthed om os alle sammen.
Skuespillet er virtuost skrevet, så ikke et sekund forekommer unødvendigt, og Kim Bjarke forløser kompleksiteten så forestillingen er i fuldendt balance.
Det ville han ikke kunne gøre uden de helt rigtige skuespillere. Det er ensemblespil på meget højt niveau. Ditte Hansens Deirdre med sine fint flagrende forstadsfrustrationer, Lars Brygmanns Erik med en fortabt uro i sit portræt af en middelklassemand på vej i frit fald. Nanna Skaarup Voss’ lillesøster hvis håb for fremtiden synes at svinde for hvert minut, der går, Paw Henriksens Richard, der betragter familien udefra uden for alvor at have aktier i hverken fortid eller fremtid; han har sit på det tørre. Og Lucie Vinde Dirchsen, der skaber et stærkt og dybt rørende portræt af den unge advokat, for hvem alting synes at briste netop som det skulle til at blive så godt. Sidst, men ikke mindst, leverer Marianne Høgsbro et helt uforligneligt karakterstudie som den demente bedstemor, nærmest uartikuleret og alligevel helt på højde med begivenhederne.
Palle Steen Christensen har skabt den eminente toetagers scenografi, med spændende detaljer og tekniske finurligheder, der bidrager til at give forestillingen dens indestængte uhygge. Hvor meget af den, der er ’konceptuelt bestemt’ fra USA, skal jeg ikke kunne sige, men det er en af de mest vellykkede scenografier længe. For Kim Bjarke er der tale om et comeback til dansk teater, efter han i ni år har været teaterchef i Norge. Det er et meget velkomment comeback, for ”The Humans” fremstår som en af denne sæsons mest vellykkede forestillinger, og en af årets bedste teateroplevelser.
—-
”The Humans” af Stephen Karam.
Oversættelse og iscenesættelse: Kim Bjarke. Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen.
Medvirkende: Ditte Hansen, Marianne Høgsbro, Lucie Vinde Dirchsen, Nanna Skaarup Voss, Lars Brygmann og Paw Henriksen.
Spiller på Folketeatrets Store Scene til 19. marts.
Anmeldt 11. februar.
Forestillingsfoto: Gudmund Thai.
