Forside Anmeldelser 2022 MASKERADE

MASKERADE

45
0

Grønnegårdsteatret er tro mod Holberg i en god,gedigen, men ikke ikke rigtigt sprælsk Maskerade.

* * * *

Sidste sommer sparkede Grønnegårdsteatret i den grad røv med en sprudlende “Jean de France”, og det synes helt naturligt at give instruktøren Charlotte Munksø genvalg i år, hvor det er “Maskerade” der er på plakaten i Odd Fellow Palæets Have i hjertet af København.

Igen i år har hun så bearbejdet og instrueret, og igen er det blevet en god Holberg-opsætning, men rigtigt sprælsk bliver hendes “Maskerade” nu ikke. Det kan sagtens skyldes forlægget. “Maskerade” fra 1724 er knapt så meget rendyrket komedie som den to år yngre “Jean de France” er det. Teksten er mere et debatindlæg i datidens verserende debat om afholdelse af dekandente maskerader i København, som det ældre bedsteborgerskab foragtede. Et satirisk pisk med Nilles den nihalede over snæversynethed og stivstikkeri.

Sjovt, men også forudsigeligt som bare pokker, i sin historie om de unge Leonora og Leander, der er blevet givet væk til hinanden af deres socialt ambitiøse forældre i en arrangeret forlovelse, og som så mødes – uden at kende hinandens identitet – til maskeraden og forelsker sig som kun unge i de allermest romantiske komedier kan forelske sig. Det møde betyder at ingen af dem vil have deres forudbestemte forlovede – og derfor begiver begge sig ud i et decideret ungdomsoprør – for blot til sidst at opdage at det jo er den rigtige de har forelsket sig i og så er alting pludselig godt.

Holbergs komedie har intet tvist i pointen, og Charlotte Munksø har ikke givet den ét. Det er en forestilling tro imod sit forlæg, og derfor måske lige til den ferske side.

Dermed ikke sagt, at “Maskerade” ikke er en både munter, hyggelig og charmerende teaterforestilling under åben himmel. Det er den bestemt. Det er blot ikke et festfyrværkeri af grinagtigheder, selvom især Patrick Baurichter som gavtyven Henrik, Leanders tjener, leverer en meget vittig og charmerende performance, der topper med hans fremførelse af det optrin i Tamperetten, der venter den forelskede Leander hvis han bryder forlovelsen.

Det er Baurichters Henrik, der driver historien. Det er hans gavtyvestreger, fantasifuldhed og oprørstrang, der står i slående kontrast til borgerskabets fordomsfuldhed, og det er i den grad også Patrick Baurichters fortjeneste, at vi både mores og hygger os med denne opførelse.

Lucas Toya og Laura Skjoldborg er umådeligt søde som det unge, forelskede par – helt ude af flippen af de boblende hormoner, og Camilla Lau er gæv på den gode måde som tjenestepigen Pernille, som i denne komedie må overlade initiativet til den Henrik hun – også temmelig forudsigeligt – får til sidst. Mathias Flints Arv er en pusseløjerlig klovneskikkelse, der supplerer den lovligt påhæftede musiker Kevin Oliver Eagle i de indlagte sange.

Morten Suurballe virker til tider næsten ufokuseret og fjern som den stivsindede Jeronimus, repræsentanten for den forældregeneration, der dvæler i fortiden, og som her også dvæler ved sine replikker, og som hans mere løsslupne hustru, giver Christiane Gjellrup Koch den solid farcegas, men meget gods har hun ikke at gøre godt med. 

Det har Anette Støvelbæk mere af som Jeronimus’ modpart, Leonarda, Leonoras mor, som her er gjort til en kvinderolle (normalt hedder karakteren Leonardo), og som udadtil er noget mere oppe på det moderne beat indtil ‘skandalens’ omfang går op for hende. Forældrescenen, hvor de to stakkels forældre begge forsøger at undskylde for deres børns dårskab, for til sidst alligevel at ende med at ville tvinge dem til ægteskab, bliver ganske enkelt lidt lang i spyttet, og det samme må siges om forestillingen som helhed.

“Maskerade” spiller en time og fyrre minutter uden pause, og det er kort tid og lidt langt på en gang. Generationsoprøret og en morale om at den ældre generation ikke må glemme deres egen ungdom og bør give nutidens unge plads til at udfolde sig, er eviggyldig og ikke det mindste forældet små 300 år efter skuespillet er skrevet. Til gengæld virker plottet næsten for forudsigeligt og støvet.

“Maskerade” markerer Grønnegårdsteatrets 40 år jubilæum, og det er synd og skam, at man ikke kunne få lov at spille i Kunstindustrimuseets smukke gård bare én gang mere, så jubilæet kunne fejres i de helt perfekte omgivelser. Odd Fellow Palæets Have er dog slet ikke dårlig til teater. Der er en fin intim stemning i haven, og mågernes skrig og de gamle husmure omkring scenepodiet skaber en charmerende ramme.  Denne opsætning markerer ikke et højdepunkt i teatrets 40 år lange historie, men det er en god, gedigen Holberg fortolkning. 

“Maskerade” af Ludvig Holberg.

Bearbejdelse og instruktion: Charlotte Munksø. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Marie í Dali. Musikarrangementer og lydkompositioner. Kevin Oliver Eagle. Musik og sange: Henry Purcell, J.B. Lully., Marianne Sørensen, trad. folkeviser.

Medvirkende: Patrick Baurichter, Lukas Toya, Laura Skjoldborg, Anette Støvelbæk, Morten Suurballe, Camilla Lau, Christiane Gjellerup Koch, Mathias Flint og Kevin Oliver Eagle (musiker).

Producent: Grønnegårdsteatret. Spiller i Odd Fellow Palæets Have til 27. august

Anmeldt 29. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

Tidligere artikelKERTEMINDE REVYEN – ÉT SKRIDT FOR LANGT
Næste artikelBORNHOLMS SOMMERREVY – PIP PIP HURRA

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her