Der er en særlig charmerende stemning over Bornholms Sommerrevy, som betyder at man tilgiver den meget. Spilleglæden i Kyllingemoderen opvejer de lidt for mange svage numre.
* * * *
Det er ikke nyt, at der er aldeles vidunderligt på Bornholm. Og når Solskinsøen tilmed tager sig ud fra sin bedste side, findes der næppe et revyteater i Kongeriget, der er mere charmerende, skønt og indbydende end Kyllingemoderen midt inde i Almindingen.
I den gamle pavillon, med dens hvælvede trælofter, har Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll genoplivet Bornholms Sommerrevy, og siden 2019 henrykket især de lokale med deres helt egen revystil. Revyen ligner ikke landets andre revyer, selvom elementerne grundlæggende er de samme. Revyen er mere lokal, og alligevel almengyldig i sin satire.
For når Joakim Lind Tranberg kort inde i forestillingens anden akt på klingende bornholmsk synger sin egen flot svungne sang om øens grønne strøm, og miljømæssige ambitioner, så handler det nok specifikt om Bornholm, men essentielt om os allesammen. Pointen er nemlig, at hvor meget vi end gerne vil den grønne omstilling, så skal vindmøllerne ikke stå der hvor vi selv bor. Nummeret er i særklasse revyens bedste, et af revysæsonens allerbedste og Tranberg synger det med både formfuldendt stor musicalstemme og en underliggende poetisk klippegrund. Fremragende.
Ikke alt er desværre lige så fremragende i en revy, hvor veloplagt spilleglæde og teknisk dygtighed heldigvis det meste af tiden overskygger et tekstniveau, der ligger under middel.
Revydebutanten Marianne Gonnow Bøgelund er et energibundt af fine figurer, men når hun som fodboldtræneren Carsten plaprer om køn og wokeism er det hendes figurtegning, og bestemt ikke den skrækkelige tekst, der fænger. Så der sjovt nok mere bund i den klassiske revytekst om kvinden, der har dummet sig til firmafesten og nu beder selveste statsministeren om hjælp til at slette SMS’erne med de pinlige billeder.
Det er ganske typisk for revyen på Bornholm, at pointer og emner får et lille twist af galskab. Joakim Tranberg og Marianne Gonnow Bøgelund er ganske sjove i en sketch om krænkelser til en lønforhandlingssamtale, der tager et andet perspektiv end det, der oversvømmer mediebilledet for tiden. Og hele holdet leverer teknisk dygtig komik, når en komplet ligegyldig sketch, bliver spillet baglæns og derfor bliver sjov.
Søren Hauch-Fausbøll er også bedst når han bruger sine evner som klovn, dels i et stumt nummer med lydeffekter om en mands kamp med en flue, og når han og Tranberg agerer assistenter til Gunvor Reynbergs fjollede hæklemester, der har skabt en forretningsidé med at hækle kondomer med bornholmske motiver fra Krølle-Bølle til Dueodde Fyr.
Revyens nye pianist Johann Gustav indgår også i flere numre, og har tilmed sin egen sang om frustrationerne ved IKEA’s kundeservice. Han har selv skrevet tekst og musik til nummeret, og man fornemmer at det er en lidt for privat ventil for indestængt utilfredshed.
Revyen har numre om forkælede møgunger og deres endnu værre møgforældre, om Herlufsholm og om udfordringerne ved et kontantløst samfund. Man behandler emner som stigende forbrugerpriser – her er det den aldeles uundværlige fritureolie, der handler om – og, i et bizart nummer, hvordan fejlamputationer i sygehusvæsenet kan afhjælpe manglen på varme hænder i i socialsektoren. De bornholmske vindmøller snurrer en omgang mere i revyens tilbagevendende sketch om byrådsmedlemmerne, der alle hedder Kofod, og er en både indavlet og sammenspist masse af koncentreret småborgerlighed. Men rigtigt sjovt er det nummer ikke i år.
Revyen i Kyllingemoderen er igen i år meget hyggelig og utroligt charmerende. Og man sidder egentlig kun tilbage med ønsket om, at revyens dygtige solister med deres mange fine ideer, havde fået lidt bedre tekster at arbejde med.
“Bornholms Sommerrevy -Pip Pip Hurra”.
Tekster og musik: Gunvor Reynberg, Johann Gustav, Søren Hauch-Fausbøll, Leif Maibom, Rasmus Hauge, Arnold/Fabritius, Josephine Nørring, Andreas Hermansen, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Lars Fjeldmose, Joakim Lind Graae Tranberg, Lars Knutzon, Jakob Weble, Mille Berg, Bo Skødebjerg m.fl.
Instruktion: Gunvor Reynberg & Søren Hauch-Fausbøll. Scenografi: Rikke Juellund, Kostumer: Julie Jakobsen. Koreograf: Vivi Siggaard.
Medvirkende: Marianne Gonnow Bøgelund, Gunvor Reynberg, Joakim Lind Graae Tranberg, Søren Hauch-Fausbøll og JOhann Gustav (pianist).
Spiller i Kyllingemoderen i Almindingen til 4. august.
Anmeldt 2. juli (eftermiddagsforestilling)
Foto: Anderes Beier