BOGANMELDELSE: I dag fylder skuespilleren og Ørkensønnen, Niels Olsen, 60 år. I den anledning har Jacob Wendt Jensen skrevet en læseværdig biografi om ham.
* * * *
Niels Olsen er et af de sødeste og mest sympatiske mennesker i dansk teater- og underholdning. Derfor må en biografi om ham naturligvis også være sød og sympatisk. Anderledes kan det ligesom ikke være. Og sådan er den bog, den flittige, grundige og dygtige biograffist Jacob Wendt Jensen har skrevet.
“Kan ham den der høje ikke lige sætte sig ned?” er bogens pudsige titel, og refererer til den unge Olsens tidlige tid på skuespillerskolen. Wendt Jensen har talt med at hav af mennesker tæt på, omkring og i periferien af Niels Olsen – også med undertegnede, der på det professionelle plan har fulgt Niels Olsen næsten siden starten. I hvert fald siden 1988, hvor han og makkeren Thomas Mørk i Cirkus Montebello fik mig til at grine så meget, at jeg ødelagde en B.T.-fotografs kamera ved at vælte en fadøl udover det.
Helt så ‘morsom’ er biografien ikke. Og det er også begrænset hvad de små 400 sider indeholder af saftige afsløringer, der kan få ugepressen i omdrejninger. Det fremgår faktisk meget tydeligt, at Niels Olsen uden for scenen, er en særdeles rolig, afbalanceret, grænsende til det kedelige mand, der godt kan lide at sumpe den foran tv’et med en god fodbold- eller håndboldkamp.
Biografien fortæller om den unge Olsen, femte søn i en drengeflok på seks, vokset op i et lægehjem i Aarhus. Talentfuld håndboldspiller på kanten af landsholdsniveau. Han blev glad for musik, viste evner som både underholder og organisator allerede i gymnasiet. Da ham kom på Teaterskolen kom han på hold med bl.a. Thomas Mørk, og det venskab og makkerskab kom til at forme Niels Olsens karriere. Underholdningen blev hans skæbne. ‘Jeg ER Lorry-manden’ siger han undervejs, i et forsvar af den kritik, der fra flere sider rettes mod ham om ikke at forsøge sig mere i andre genrer end humoren og komikkens tjeneste.
Der er kritiske røster i biografien. Sælger Niels Olsen ud af sin kunstneriske integritet ved at lave for mange – og for fjollede – reklamer? Overspiller han for ofte sine virkemidler? Benytter han for mange af sine egne revytekster? Revytekster, som han i øvrigt skamroses for hele vejen i gennem, hvilket måske er liiige en tand for meget. I min optik er Niels Olsen en meget ferm, dygtig og effektiv revyforfatter, men trods alt ikke i det fags absolutte superliga. Bogens interviewede synes noget andet, fair nok.
Vi får et meget personligt kig ind bag kulisserne i samarbejdet mellem de fire logebrødre i Ørkenens Sønner, hvor Niels Olsen har en for mig overraskende dominerende rolle i hierakiet, og vi får også et ærligt billede af hans lange, lykkelige ægteskab – både privat og ofte professionelt – med skuespilleren og instruktøren Joy-Maria Frederiksen, der ikke lægger skjul på, at de to er hinandens absolutte modsætninger, og at netop det er deres fælles styrke. Én lille bitte ting undrer mig. Deres fælles datter omtales i biografien, og udtaler sig til citat, men ikke ét eneste sted figurerer hendes navn. Ikke engang i det omfattende register, der som altid runder Jacob Wendt Jensens biografier af. Er det en forglemmelse eller vil ‘Niels Olsens datter’, som hun omtales, simpelthen bare være anonym?
Uden de store dramaer, afsløringer og hidtil hemmeligholdte lig i lasten, bliver “Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?” til en velskrevet, godt gennemarbejdet og meget sympatisk biografi om en folkekær skuespiller, som man undrer sig lidt over allerede fylder 60 år.
Det gør han i øvrigt i dag! Så et hjerteligt tillykke.
Jacob Wendt Jensen: “Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?”. En biografi om Niels Olsen. 398 sider. 299.95 kr. Gyldendal.
