I mangel af teateroplevelser har jeg set DR’s dramaserie ”Når støvet har lagt sig”, og anmelder de 10 afsnit som et samlet værk. Hvad der startede godt sluttede desværre dårligere end skidt. Advarsel: Indeholder spoilers.
* *
Jeg har aldrig været den store fan af at anmelde tv-serier afsnit for afsnit, for jeg synes de skal ses som det ene samlede værk de er skabt som. Dette uanset, at de enkelte afsnit har skiftende instruktører og i mange tilfælde også skiftende episodeforfattere. Derfor har jeg også tålmodigt ventet til at DR har vist alle de 10 afsnit i Dorthe W. Høeg og Ida Marie Rydéns terrordrama ”Når støvet har lagt sig” inden jeg har skrevet min anmeldelse af serien.
Det var måske en fejl. I hvert fald er det ikke faldet ud til seriens fordel, for hvad der startede godt, sluttede desværre værre end skidt. Var projektet simpelthen for ambitiøst?
”Når støvet har lagt sig” er bygget op omkring en række vidt forskellige og mere eller mindre helt almindelige mennesker, hvis skæbner krydses i forbindelse med et terrorangreb på en københavnsk restaurant. Der er den kønne enlige mor, der kæmper for at holde sig oven vande med tjenerjob og studier. Der er den ambitiøse og varmhjertede justitsminister og hendes lesbiske kone; den svenske sangerinde, som har indledt en affære med en fraskilt dansk mand, der har mere end svært ved at slippe sin gamle familie. Vi møder den hjemløse Ginger, den handlekraftige VVS-mand Morten og hans åh så overbærende lærerkone; den ambitiøse og aldeles uempatiske restauratør Nikolaj; gamle, livstrætte Holger med kans i relationen til sine voksne børn og endelig den unge indvandrer Jamal, der vil det bedste, men er fanget i et spind af sociale dogmer. Omkring dem myldrer det med interessante karakterer, og i løbet af de første fire afsnit får forfatterne og instruktørerne Milad Alami og Jeanette Nordahl ganske stille og roligt, og i et næsten for vor tid provokerende langsomt tempo, bygget nogle skæbner op, som vi interesserer os for, uanset om vi har sympati eller det modsatte for dem.
Det er vældigt godt gjort. Ikke mindst fordi der spilles aldeles fremragende i alle de bærende roller og i langt de fleste af de mindre, men ikke mindre væsentlige bi-karakterer. Vi aner at noget grusomt er under opsejling med flash forwards til terrorangrebet. Vi ved det kommer, men ikke præcist hvordan det involverer vores karakterer. Da det kommer i afsnit 5 er det kynisk koreograferet i en uhyggeligt voldsom og lang gribende sekvens. Nogle af vores ’venner’ overlever, men ikke alle. Det var trist at miste Lotte Andersens ministerfrue Stina. Hun var blændende i sit sarte og ømme forhold til Karen-Lise Mynsters på grænsen af det opgivende, justitsminister. Afsnit 1-5 var fremragende, medrivende tv-drama.
Hvad gik galt?
6. afsnit foregår umiddelbart efter angrebet og er det første af tre afsnit, instrueret af Iram Haq. Det er her det begynder at gå galt. Både i instruktionen, men sandelig også på manuskriptplan. Hvad der i de første fem afsnit har været en troværdig og en meget realistisk fortalt historie smuldrer for øjnene af os. Skæbnerne reagerer forståeligt nok på de traumatiske begivenheder, men logikken i fortællingen forsvinder. Realismen og alt det, der var de første fem afsnits ubestridte styrke, er væk. I stedet sidder man som seer og irriteres over sløseri og direkte meningsløshed fra forfatternes og instruktørens side.
VVS-Mortens mentale kollaps – uden at så meget som én krisepsykolog er inde over (overhovedet) – er det rene vanvid. Det er helt uden for skiven, at justitsministeren overhovedet er på arbejde efter at have mistet sin kone, men endnu mere tåbeligt, at hun får lov at blande sig aktivt i politiets arbejde – for slet ikke at tale om det indre magtkampsspor, der slet ikke hænger sammen, traumer eller ej.
Kokken Nikolaj kan uhindret vandre ind og ud af sin sønderskudte restaurant, tilmed medbringende et traumatiseret barn, som han uantastet har hentet på hospitalet, og hjemløse Ginger kan åbenbart uden problemer spadsere ind hos kørestolbundne Holger og sove i et lagerrum på plejehjemmet. Al logik, al sund fornuft, enhver form realisme forvitrer mellem hænderne på instruktør og forfattere, som sikkert vil forsvare sig med, at al sund fornuft og realitetssans forlader mennesker, der er trængt op i en krog af en handling som et terrorangreb. Og at det er det de skildrer. Er det tilfældet, så falder forsøget tungt til jorden. Afsnit 6, 7 og 8 bæres ene og alene oppe af de gode skuespillere, til trods for, at det er blevet markant vanskeligere for dem at skabe reelt troværdige karakterer.
Kan det i det mindste slutte ordentligt? Nej, så langt fra. Afslutningsafsnittet i aftes var helt umuligt. Alle de mange sløjfer skulle ligesom bindes; lynbrylluppet mellem Ginger og Holger, forbrødringen i Mortens familie. Lisa og hendes svenske mand finder sammen selvom hun er gravid med en anden mands barn – bare sådan lige over en kold øl i Nikolajs stadig gennemhullede restaurant, der pludselig udvikler sig til socialt samlingssted….jamen, I Guder altså!
Det viser sig også, at der slet ikke er tale om den slags terrorangreb, som alle tror. Det er ’bare’ nogle skuffede unge mennesker, der tilfældigt blev vrede og dræbte 19 mennesker med koldt blod. Mage til fesen udgang på historien skal man godt nok lede længe efter.
Mens manuskriptforfatterne, DR’s dramaturgiat og instruktørerne mister grebet, holder skuespillerne ganske godt fast i de karakterer, de har fået skabt i forløbet. Karen-Lise Mynster var glimrende hele vejen igennem, Peter Christoffersen har jeg ikke set bedre, han var øretæveindbydende irriterende. Der var fine præstationer af de unge Fillippa Suenson og Katinka Lærke Petersen, der bør kunne blive et springbræt til mere på scene og i film, og Jacob Lohmann har udviklet sig til en solid og troværdig karakterskuespiller over de senere, travle sæsoner.
Det er ikke deres skyld, at ”Når støvet har lagt sig”, nærmest slutter ufrivilligt komisk. Det er skrigende banalt, at Jamal kan komme brasende og lette sit hjerte oppe i den netop afgåede justitsministers lejlighed – og blive modtaget af hende i slåbrok, og helt sort er scenen, hvor en af Gingers hjemløse-venner skyder Holger på plejehjemmet uden at nogen reagerer. Kan man gå ind på et plejehjem og skyde folk uden at personalet opdager noget eller hører noget? Er det forfatternes stille kommentar til niveauet i ældresektoren eller er det simpelthen bare dårlig dramatik?
Svaret dukker måske op – engang, når støvet har lagt sig.
”Når støvet har lagt sig”. TV-drama i 10 afsnit af Ida Marie Rydén og Dorthe W. Høgh.
Instruktion: Milad Alami (afsnit 1,2, 5, 9 og 10), Iram Haq (afsnit 6,7 og 8) og Jeanette Nordahl (afsnit 3 og 4).
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Jacob Lohmann, Malin Crepin, Henning Jensen, Katinka Lærke Petersen, Arian Kashet, Peter Christoffersen. Fillippa Suenson, Hade Ka-Koush, Lotte Andersen, Julie Agnete Vang, Adam Brix og mange flere.
Sidste afsnit sendt på DR1 5. april 2020. Serien kan ses på dr.dk.
Foto: DR.
