Forside Anmeldelser 2019 TISSEBYEN – THE MUSICAL

TISSEBYEN – THE MUSICAL

24
0

Fredericia Teater leverer endnu engang sang, dans og scenografi af høj klasse. “Tissebyen – The Musical” er en original, skæv og anderledes musicaloplevelse.

* * * *

Jamen, sikke de kan. Da Diluckshan Jeyaratnam i anden akts begyndelse leverer den forrygende gospel “Løb, frihed, løb” i spidsen for de fattiges sultehær i storbyens udtørrede kloakker er taget bogstaveligt talt ved at blæse ud over Fredericia Vold af begejstring. Det er en showstopper af den sjældne slags, hvor man har lyst til at råbe ‘da capo’ lige som i de italienske operahuse for at få lov til at se det én gang til. Fremragende.

Her (og i øvrigt flere andre steder undervejs i forestillingen) viser Fredericia Teaters ensemble hvorfor de er uden sidestykke i Danmark lige nu. Energi, spilleglæde, strålende stemmer, et helt forrygende velkoreograferet dansenummer, der låner lidt fra alle mulige af genrens gamle klassikere og samler det i en magisk stjernestund. Det er vildt underholdende, ren Broadway-klasse.

“Tissebyen – the musical” er en nu 20 år gammel amerikansk musical, der startede på det, der kaldes Off-Broadway og arbejdede sig ind på et gammelt teater, der alligevel skulle rives ned på New Yorks hovedstrøg. Nu er den i Danmark, for første gang i en professionel opførelse, men dygtige amatører har tidligere opført den, bl.a. på Gladsaxe Ny Teater.

Vi er lidt henne i samme genre som den uhyggeligt succesfulde “Book of Mormon”, der har gået sin gang på alverdens musicalscener, bl.a. på Det Ny Teater. En anderledes, fræk, næsten anarkistisk musical, der udfordrer genren, som vi er blevet vant til at kende den. Fortællingen bryder med de klassiske mønstre, samtidig med, at den jo også hylder dem. Der er alle de traditionelle ingredienser; det gode mod det onde, den store kærlighed, en folkelig opstand, hemmelige familiebåd, der afsløres. Vi har at gøre med en moderne “Les Miserables”, for i denne fiktive storby, lever de fattige et så misrabelt liv, at de ikke engang har råd til at forrette deres nødtøft. Global opvarmning har udtørret kloden. Stinkårene, der gik forud, har givet al magt til kapitalen, der med hård hånd styrer det politiske system, og tjener styrtende af penge på afgifter på – at tisse. 

Bryder man loven og tisser i buske eller på gaden, bliver man arresteret og ført til Tissebyen. Ingen ved rigtigt hvad det er for et sted, men rart er der ikke, forstår vi. Den onde kapitalist, Troels R. Tårnhøj sidder i sit forgyldte tårn, højt hævet over folket, og jonglerer med politikerne. På gadeplan regerer betjent Strunk og hans (enmandhær) af kampklædt politi og Mona Møntfod passer byens mest usle offentlige toilet, Offentlig facilitet Nr. 9, assisteret af den unge Bobby Stærk. Han forelsker sig selvfølgelig i den onde kapitalists smukke datter, Håb Tårnhøj, der er vendt hjem fra ‘verdens dyreste universitet’ som noget så sjældent som et godt menneske med et varmt hjerte. For at gøre en lidt for lang historie kort, så gør de fattige oprør under Bobbys ledelse, bortfører Håb, som dog til sidst slutter sig til dem, og fører an i indtagelsen af sin fars imperium, hvor hun selv sætter sig i chefstolen, og så kan vi starte forfra.

Her vinder det gode nok kampen, men ikke krigen. Krøllen på historien er, at det onde måske havde ret når det kommer til stykket. En vittig og tilpas kringlet udgang. 

Manuskriptet er i perioder lidt problematisk. Lad gå med det skæve tegneserieunivers med de fjollede, konstruerede navn, der ikke ligefrem bliver mindre fjollede i Mads Æbelø Nielsens ellers udmærkede oversættelse. Den lede betjent Strunk skifter fra tid til anden fra at være den værste skurk til at være vores ‘hyggeonkel’ af en fortæller, suppleret af det Mensa-kloge barn Lille Sally. Det er en besynderlig kombination. De medvirkende skal også spille et hav af skiftende roller, hvilket jo er imponerende nok, men som desværre også resulteter i lige lovligt karikerede karakterer – især i siderollerne og fra ensemblet. Hovedrollerne varetages med overlegen styrke af Diluckshan Jeyaratnam som Bobby Stærk, Bjørg Gamst som Lille Sally, Frederikke Maarup Viskum som (vores alles) Håb, Lars Mølsted som Betjent Strunk, Maria Skuladottir som tissekonen Mona Møntfod og hvad gælder det sanglige også af Kim Leprévost som den onde Tårnhøj. Kim Ace Nielsen, der senest henrykkede som Tarzan, er forestillingens koreograf, og den opgave har han løst med bravour. Danseoptrinene, både de store og de mindre, er dybt originalt tænkt og vidunderligt udført. Han spiller også flere roller, og det er med mindre finesse i de små detaljer.

“Tissebyen” har et meget iørefaldende musikalsk score. Der er simpelthen mange gode sange, og man har den luksus at råde over strålende stemmer i hele ensemblet. Nevena Prodanovic har lavet en enkel, men effektiv scenografi i to etager med flittig brug af Fredericia Teaters scenografiske adelsmærke, digitale-projectioner. Sang, dans og scenografi er helt i top. Skuespillet og selve forfatterparrets måde at fortælle historien på halter lidt, men “Tissebyen – The Musical” er alt i alt endnu en glimrende musicaloplevelse i Fredericia.

“Tissebyen – The Musical”. Musik:Mark Hollmann. Manuskript og tekst: Mark Hollmann og Greg Kotis. Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen.

Instruktion: Michelle Tattenbaum. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Scenografi: Nevena Prodanovic. Kostumedesigner: Anna Juul Holm. Digital scenografi: Ane Nejsum. Kapelmester: Thomas Møller & Martin Konge.

Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Bjørk Gamst, Maria Skuladottir, Lars Mølsted, Kim Leprévost, Frederikke Maarup Viskum, Thomas Jensen, Kim Ace Nielsen, Mads Æbelø Nielsen og Cecilie Thiim.

Spiller på Fredericia Teater til 4. maj.

Anmeldt 12. april (premiere).

Forestillingsfoto: Søren Malmose.

Tidligere artikelGHOST – THE MUSICAL
Næste artikelMUSSOLINIS DE 100 DAGE

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her