Forside Anmeldelser 2019 MUSSOLINIS DE 100 DAGE

MUSSOLINIS DE 100 DAGE

24
0

Kunsten og fascismen går hånd i hånd i besynderligt lille stykke om Benito Mussolini som dramatiker.

* * *

Det var i 30’erne, en tid der meget ligner vore dage. Sådan nogenlunde bliver det sagt. To gange endda for at vi ikke skal glemme det. For i 30’erne rasede fascismen i Europa, under Benito Mussolinis diktatur i Italien, og i Adolf Hitlers gryende nazisme i Tyskland.

De to mødes kort i Lucas Svenssons lille skuespil “Mussolinis De 100 dage”, der er skrevet specielt til Teater FÅR 302, men det er et andet møde, det mellem digteren og kunsteren Mussolini og dramatikeren Giovacchino Forzano, der er drivkraften. Folkeføreren henter dramatikeren ind for at hjælpe sig med at skrive et skuespil om Napoleon.

Det er ikke fiktion. Mussolini var skam digter og dramatiker. Forzano var bl.a. librettist for Puccini, og stykket “De 100 dage” blev opført med succes i hele Europa, bl.a. på Dramaten i Stockholm i 1934, som denne aftens dramatiker kredser om. Er det fordi Sverige i endnu højere grad end vi herhjemme i disse år oplever en populistisk politisk drejning i retning af noget, der godt kan ligne fascisme? Det var i 30’erne, en tid der meget ligner vore dage.

“Mussolinis De 100 dage” spilles på det lillebitte Teater FÅR 302 i Toldbodgade, hvor vi sidder stuvet sammen i noget, der vel knapt er stort nok til at kaldes ‘en sal’. På scenen har scenografen Siggi Óli Pálmason udført små mirakler med et multifunktionelt skrivebord, tre gennemlyselige skærme og et par tunge, røde tæpper. Vi springer i tid og sted; snart hos Napoleon på vej mod sit Waterloo, snart hos Mussolini og Forzano, så i Sverige til premieren på “De 100 dage”, som vi får en bid af fremført som dukketeater, og i vor tid, hvor kloge hoveder taler om ‘kunsten og fascismen’. 

Det er et stort emne – og bestemt højaktuelt – men det er desværre ikke et stort stykke dramatik. Ole Lemmeke, Birgitte Prins og en lige lovlig karrikeret Charlotte E. Munksgaard gør deres bedste for at skabe en mening med det hele, men det lykkes kun sporadisk. Det er paradoksalt, at Birgitte Prins’ Mussolini kræver af Ole Lemmekes Forzano, at han ‘gør Napoleon til et menneske’, men at det aldrig rigtigt lykkes for aftenens dramatiker at gøre sine karakterer til mennesker. De fremstår alene som postulater.

“Mussolinis De 100 dage” varer fem kvarter uden pause og det er godt det ikke var fem minutter mere, for så er jeg bange for at vi havde lidt kvælningsdøden i det lille, meget varme og ukomfortable teaterrum.

“Mussolinis De 100 dage”. Af Lucas Svensson.

Instruktion: Egill Pállson. Scenograf: Siggi Óli Pálmason. Lyddesign: Klaus Risager. Lysdesign: Mads Lindegaard.

Medvirkende: Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Ole Lemmeke.

Spiller på Teater FÅR 302 til 13. april.

Anmeldt 27. marts.

Forestillingsfoto: Søren Meisner.

Tidligere artikelSHAKESPEARE IN LOVE
Næste artikelERHARD MOD MONOPOLET

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her