Forside Anmeldelser 2019 SKATTEØEN

SKATTEØEN

17
0

Folketeatret opsætter endnu en gang Sebastians og Preben Harris’ musical om modige Jim Hawkins og de grumme sørøvere. Et sikkert hit, mærkeligt nok.

* * * 

Det er 33 år siden “Skatteøen” første gang blev sat op på Folketeatret som musical i den daværende direktør Preben Harris’ bearbejdelse og med musik og sange af Sebastian, der dengang i 1986 var et af de allerstørste navne på den danske popscene.

Siden da er musicalen blevet genopsat igen og igen. Og nu er det altså blevet tid til endnu et togt med det gode skib Hispaniola til Robert Lewis Stevensons legendariske skatteø.

Oprindeligt satte Preben Harris musicalen op fordi der var et politisk krav om, at teatret i Nørregade skulle spille noget med bred, folkelig appel. Kort sagt, man skulle sælge nogle billetter. Kombinationen af den gamle drengebogsklassiker og popstjernen Sebastian viste sig at være det ideelle match. Siden da har det hver eneste gang været en stensikker publikumssucces, både på teatrets stationære scene og som turné. Sådan bliver det sikkert også denne gang.

Musicalen “Skatteøen” kan altså noget. Mærkeligt nok, må man sige, for som musical betragtet er den bestemt ikke god. En god musical skal som udgangspunkt have gode sange og en stærk musikside. “Skatteøen” har ingen af delene. Der er én god sang, “Fuld af nattens stjerner”, som Szhirley i rollen som Mrs. Hawkins i denne opsætning heldigvis synger så godt, at vi næsten glemmer, at det har været Lis Sørensens signatursang i mere end 30 år, hvilket ved flere tidligere opførelser har været et mildt sagt stort problem. Resten af sangene er i bedste fald hyggelige, fornøjelige og spøjse, som den efterladte eneboer Ben Guns fjollede “Ostesangen”. Men på intet tidspunkt løfter musikken fortællingen og eventyret. Det er middelmådig dansk 80’er pop og meget langt fra 1700-tallets England.

Når det alligevel lykkes meget godt at få strikket en ganske underholdende forestilling sammen, så skyldes det at forlægget faktisk er en god historie. “Skatteøen” er en rigtig drengebog fra den gang hvor det ikke var politisk ukorrekt at kalde den det. Der er to kvinderoller, en bekymret mor og en havneluder, fy-fy skamme! Resten er grumme sørøvere med træben, papegøje og det hele, fattigfine adelsfolk med stiff upper lip og så naturligvis vores helt, drengen Jim, der undervejs i eventyret modnes og bliver et rigtigt mandfolk.

Jeg husker, at jeg var skræmt fra vid og sans da jeg som barn læste “Skatteøen”, for Blinde Pew var frygteligt uhyggelig, og John Silver var en grusom skurk. Det er de også i denne opførelse, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem i de indledende kampscener. Er det for meget i en forestilling, der i følge teatret henvender sig til børn fra seks års alderen? Nej, ikke i følge min friske syvårige sidemand, der fra sit børnesæde, ikke var skræmt, men var vældigt godt underholdt. Børn i dag er vant til det der er langt barskere i computerspil med videre.

Birgitte Næss-Schmidt har instrueret med en god og effektiv sans for historiefortællingen og for tempoet. Der er gang i den og fart over feltet, og det er ret imponerende hvordan scenen kan skifte fra ydmyg kro, til fornemt gods, til skibsdæk og til øde ø med relativt enkle og smidige sceneskift. Til gengæld er den også her gal med musikken. “Skatteøen” har simpelthen ikke noget underliggende score, så når sangene er sunget og scenen skifter foregår det i reglen i stilhed og mørke. Det burde man have rådet bod på, når man nu har haft utallige genopsætninger og 33 år til det.

Skuespillerne leverer generelt fint; på premieren så vi en dejligt vital energibombe som Jim Hawkins, Jacob Spang Olsen hedder han og er vist nok Eventyrbarn, altså oplært på Eventyrteatrets teaterskole. Kasper Leisner giver sørøverskurken John Silver al den ønskede diabolske autoritet, uden at blive alt for karrikeret, og så lever han i den grad op til tilnavnet ‘Long John’. Kristian Boland, Morten Lützhøft og Christian Mosbæk er de gode folk på skattejagt, mens bl.a. Martin Geertz og Ole Boisen er onde sørøvere, og Søren Bang Jensen leverer en livlig og vittig eneboer, Ben Gun, selvom det også for ham – som for flere andre – gælder, at han ikke vokalt har musicalniveau. På det område er vi bare blevet forvænte de seneste ti år.

Et fem-mands orkester spiller Sebastians musik med en sær metallisk og kønsløs klang fra et sted under eller bag scenen, arrangementerne er kedsommelige og bidrager bestemt ikke til at løfte det meget tvivlsomme musikalske niveau. Som musical har “Skatteøen” ikke megen værdi, men som godt fortalt sørøverhistorie fungerer den glimrende. 

“Skatteøen”. Dramatiseret af Preben Harris efter R.L. Stevensons roman. Musik og sangtekster: Sebastian.

Instruktion & koreografi: Birgitte Næss-Schmidt. Scenografi: Terry Parsons. Stagefight: David Owe/Bo Thomas. Kapelmester/arrangør: Jakob Lindbirk.

Medvirkende: Jacob Spang Olsen/Alfred Kann, Kasper Leisner, Christian Mosbæk, Kristian Boland, Morten Lützhøft, Szhirley, Søren Bang Jensen, Martin Geertz, Ole Boisen, Mathias Sprogøe Fletting, Stanley Bakar, Simon Nøiers, Rasmus Kirkegaard Faartoft, Maria Corydon og Martin Gæbe.

Spiller på Folketeatret til 4. december. Danmarksturné fra 23. januar til 31. marts.

Anmeldt 10. oktober (premiere).

Forestillingsfoto: Gudmund Thai.

Tidligere artikelEN SKÆRSOMMERNATSDRØM
Næste artikelKÆRLIG HILSEN H.C. ANDERSEN

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her