Forside Anmeldelser 2019 RØDVIG REVYEN – REVYPERLER

RØDVIG REVYEN – REVYPERLER

12
0

Rødvig Revyens nye kunstneriske ledelse tager et par skridt bagud i udviklingen og har lavet en gammeldags kavalkaderevy, der ikke rigtigt skuer frem.

* * *

De synger om gammel vin på nye flasker i Rødvig Revyen-Revyperler, præcis som de har gjort i åbningssangen i snart mange år. Revyen opstod i sin tid fordi John Martinus syntes, at man skulle hylde en tid ‘hvor de virkeligt kunne skrive revytekster’. Tommy Kenter og siden Max Hansen overtog depechen, og sidstnævnte bragte de senere år noget moderne ind i Revyperlerne, ved at sætte mange af de gamle numre op i en ny sammenhæng, blandt andet med et ekstra vers her og der, som skuede fremad i stedet for kun bagud.

De senere år har Revyperlerne, trods altovervejende genbrug af gammelkendt materiale været blandt årets bedste revyer. Man fandt de rigtige numre – også blandt dem, der måske ikke lå lige til højrebenet – og formåede at binde en nostalgisk buket i så at sige moderne farver og stil.

Det var dengang og sidste år synes meget længe siden, for årets revy på det lille hyggelige Harmonien i Rødvig er gammeldags på den rigtigt gammeldags facon. Numrene bliver for de fleste vedkommende hængende i fortiden, og fortiden er i nogle tilfælde kun et par år siden. Det er mere end almindeligt risikabelt at tage et nummer med, som Lise Baastrup forgyldte til ‘Årets talent’-højder så sent som i 2016, når man ikke kan tilføje det noget nyt eller personligt. Især fordi det nummer – “Singlesommermad” – rent tekstligt netop ikke er en perle, men blev det i en fuldendt symbiose mellem kunstneren og ordene.

For mange af revyens 20 numre kan vel ret beset end ikke selv med den bedste vilje kaldes for perler, som for eksempel Ulla Jessens og Michel Castenholts uhyre forudsigelige forvekslingssketch “En ny ven”, som Ann Hjort og Christian Damsgaard ikke rigtigt formår at løfte, eller Carl-Erik Sørensens og James Price’s latindansende ægtepar, som end ikke den ihærdigste indsats fra Charlotte Amalie Kehlet og Jakob Weble kan gøre til ‘et godt nummer’.

Charlotte Amalie Kehlet giver den som “Mandehvisker” i et nummer af Trine Appel fra Bornholm i 2013 med Christian Damsgaard som de mandlige arketyper, der skal dresseres, og igen synes man at være noget langt fra ‘en perle’, selvom der sådan set ikke er noget galt med leveringen.

De rigtigt gode, gamle revynumre – som “Dit hjerte er i fare Andresen” (1936) og “Ved kajen” (1940) – foredrages loyalt og troværdigt af henholdsvis Christian Damsgaard og Ann Hjort, men uden et egentligt 2019 twist, og selvom det er en nydelse at lytte til en velskrevet og veldrejet tekst, der giver sig tid, så bliver det også lidt for altmodish for min smag. Den festlige “Når familien skal i skoven” (1948) har fået den drejning, at det er et af familiens børn, der synger den – Charlotte Amalie Kehlet – men heller ikke her, eller i Damsgaards version af “Det må jeg ikke for moar”, får instruktøren Kristian Holm Joensen pustet støvet af.

Der er fine højdepunkter undervejs i en forestilling, der skal have ros for at den trods nogle lange numre – de skrev jo helst syv vers dengang – afvikles i et kvikt og flydende tempo. Åbningen med hele ensemblet som Rødvig Garden er original og lover godt, Jakob Weble og Ann Hjort er meget morsomme i en Vase & Fuglsang ægtepar-sketch fra 2003, og det er også Vase & Fuglsang, der har skrevet den morsomme, og fint fremførte, sketch om en politianmeldelse, der går op i hat og briller på grund af misforståelser. Jakob Weble er glimrende i den musikalsk elegante “De hader mig” fra Hjørring i 2013, om manden der bliver genkendt og lagt for had overalt – og, nej han er ikke pædofil eller noget der ligner. Og første akts finale, der er en hyldest til Gustav Winckler, swinger godt og gammeldags under den nye kunstneriske leder Stuart Goodsteins musikalske ledelse.

Efter pausen løfter løjerne sig med det ret geniale musikalske bestyrelsesmøde, mens Weble og Damsgaard har godt fat i en klassisk parløbs sketch om ikke at kunne huske hvad hun hedder ‘hende den lille lyshårede’. Oprindelig Ryg og Kaas efter svensk forbillede. Ann Hjort og Charlotte Amalie Kehlet kæmper bravt om scenens midte i den komiske “En lille vise” (Cirkusrevyen 2001) og Weble er ligeså så sjov som Thomas Mørk var det i Mørks egen “Pouls pølser” fra Nykøbing Falster i ’11.

Underholdningsværdien er ganske høj igen i år i Rødvig, og det er et sympatisk og dygtigt hold, der ikke skal klandres for, at den kunstneriske leder og instruktøren ikke har været helt heldige i forhold til at få de gamle numre til også at pege fremad. På en måde kan man sige, at revyen i Rødvig i år tager et par skridt bagud i forhold til sin egen udvikling, og mere ligner de første Revyperler-revyer, end de seneste. Det synes jeg er synd, men det er bestemt ikke det samme som, at revyens publikum vil synes det samme.

“Rødvig Revyen – Revyperler”. 

Tekst & Musik: Stuart Goodstein, Poul Sørensen & Aage Stentoft, Vase & Fuglsang, Anker Hansen & Leo Sventrup, Dirch Passer & Kjeld Petersen, Helge Kjærulff-Schmidt & Henrik Blichmann, Trine Appel, Troels II Munk & Henrik Baloo Andersen, Neal Hefti, Peter Schrøder & Niels-Jørgen Steen, Hasse & Tage, Jørgen Ryg & Preben Kaas, Jakob Weble, Henrik Lykkegaard, Thomas Mørk, Ulla Jessen & Michel Castenholt, Carl-Erik Sørensen & James Price, Poeten & Sven Gyldmark, Børge Müller & Kai Normann Andersen m.fl.

Instruktion: Kristian Holm Joensen. Koreografi: Anete Jensen. Scenografi: Michael Møller Larsen & Jan Kongebro Hansen. Kunstnerisk ledelse og kapelmester: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Ann Hjort, Charlotte Amalie Kehlet, Jakob Weble og Christian Damsgaard.

Spiller på Kulturhuset Harmonien i Rødvig til 27. juli.

Anmeldt 24. juni (premiere)

PR-foto

Tidligere artikelHELLIGTREKONGERSAFTEN
Næste artikelGRÆSTED REVYEN – BARE ROLIG

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her