Forside Anmeldelser 2019 GRÆSTED REVYEN – BARE ROLIG

GRÆSTED REVYEN – BARE ROLIG

324
0

Der er masser af sjove ideer og fart over feltet i Græsted Revyen, som dog savner lidt struktur.

* * * *

Der er efterhånden ikke mange revyer tilbage af Græsteds slags. Den go’e gammeldags krorevy, hvor et solidt og velsmagende måltid inden revyen sætter stemningen – nogle gange temmelig højt – inden underholdningen starter. 

Græsted Revyen startede helt tilbage i en periode, hvor der måske var 20 af denne slags revyer over hele landet, og hvor kvaliteten var noget flagrende. Sådan har det også været heroppe på den nordsjællandske kro, som René Richardt og hans kone, Vibe Pock-Steen overtog for at føre stedets revytradition videre. De har knoklet i årevis for at få kroen på fode igen, og det synes at være lykkedes. Den lille by har fået et sted med masser af aktivitet. Maden er strålende med en langtidsstegt gris som specialiteten, der har lige så stor betydning for Græsted Revyen som Ulf Pilgaard har for Cirkusrevyen.

Nogle år har revyen i Græsted ramt lige i plet – to gange er den kåret til ‘Årets revy’ – andre år har man nærmest skrabet bunden. Men publikum er trofaste og måske også ganske nøjsomme når det kommer til stykket. 

Da årets revy havde premiere i sidste uge herskede et vist kaos, siger rygterne. Ikke alt var på plads, og i revy er struktur og timing alt afgørende. Heldigvis, fristes man til at sige, var jeg forhindret i sidste uge, så jeg fik først set revyen med en uges forsinkelse og en uge kan gøre en markant forskel. Årets revy savner stadig noget struktur, men den har mange gode ideer, flere gode numre og er underholdende hele vejen igennem fra den ganske traditionelle ‘lidt-af-hvert-der-har-optaget-os-på-det-seneste’-åbningsnummeret til det forrygende Kim Larsen hyldestpopourri, som lukker og slukker et par timer senere. René Richardt optræder året rundt med et Kim Larsen Tribute Show, og få kender som han den gamle hankats sjæl og tone. Det skinner igennem i nummeret, der kalder på både fællessang og taktfast applaus. 

Det er lykkedes at få en af Danmarks morsomste kvindelige skuespillere til at spille revy for blot anden gang i karrieren i Græsted i år, og Tina Gylling Mortensen viser da også i perioder sit skæve og skøre talent. Bl.a. i en rablende ‘venindesnak’ med revyens anden kvinde, Sofie Stougård, og som kapitalistisk 2. maj-taler, et af flere numre, som har potentialet til at blive endnu bedre. d’Damer leverer også en fyrig sag om et fænomen mange af os kender – ‘mandeinfluenza’ – og de har en effektfuld mirakelkur mod det.

Jan Linnebjerg fortæller om en ny selvskabt badebro i plastik, der snart gør Nordsjælland landfast med Skåne, men er bedst i en fin, tankevækkende tekst af Mette K. Madsen om den snart 60-årige, der står og betragter en ældre mand i spejlet. Også René Richardt er i det afdæmprede hjørne, når han inden pausen foredrager en fin, klassisk vise om alt det vi er trygge ved; samfundet, bankerne, ældreplejen, der venter os og magtapparatet – og så alligevel…

Det er et godt greb på den politiske situation denne sommer, at fokusere på et nyt, fiktivt parti der favner alt og intet i ét langt overbud af løfter. Teksten er af Dan Schlosser og nummeret er et meget godt eksempel på, at timingen er vigtig i revyens vanskelige genre. Også her er der potentiale til mere, når timingen i afleveringen af nummeret bliver bedre. Den halter lidt hist og her i revyen, og det samme gælder strukturen. Den dygtige revy-komedienne Sofie Stougård savner for eksempel et solo-nummer, og når man nu har en velspillende trio under Henrik Schrøders ledelse, så kunne man også savne endnu mere musikalitet i forestillingen.

Men alt i alt leverer årets Græsted Revy en ganske gedigen og hyggeligt underholdende aften, som også ser ud til at falde i stampublikummets smag.

“Græsted Revyen 2019 – Bare rolig”.

Tekst & Musik: Leif Maibom, Henrik Schrøder, Martin Ahlehuus, Gunvor Reynberg, Franzois, Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang, Claus Flygare, Ib Christoffersen, Holdet, Torbjørn Rafn, Poul Kjøller/Gunvor Bjerre, Nicolaj Holmboe, Dan Schlosser, Henrik Mygind, Wendt, Tind & Engholm, Mette K. Madsen, Stig Hessner og Kim Larsen.

Instruktion: Christine Exner. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Koreografi: Michael Olesen. Kapelmester: Henrik Schrøder.

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Sofie Stougård, Jan Linnebjerg og René Richard.

Spiller på Græsted Kro til 28. september.

Anmeldt 22. juni.

Forestillingsfoto: Peter Søndergaard

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her