Forside Anmeldelser 2019 ØRKENENS SØNNER – EN FEZ I EN HORNLYGTE

ØRKENENS SØNNER – EN FEZ I EN HORNLYGTE

16
0

Ørkenens Sønners niende show på 28 år er stadig vanvittigt morsomt og musikalsk.

* * * * * 

Jeg kan stadig huske første gang jeg så Ørkenens Sønner – faktisk første gang nogen så Ørkenens Sønner. Det var til en lukket fest på Det kgl. Teaters bagscene omkring 1990 og de væltede simpelthen festen. I 1991 rykkede de så ud i de ydmyge, men hyggelige lokaler på førstesalen ovenpå restaurant Allégade 10 på Frederiksberg, hvor logens første offentlige show blev lidt af en københavnerbegivenhed, som man kaldte det dengang.

De var sindssygt morsomme, når de iklædt ulastelige smokinger med tilhørende skråbånd og den obligatoriske fez sang smukke firstemmige vokalharmonier med nye, sjofle tekster, og showet blev nærmest kult. I hvert fald nok til at næste scene var det markant større Bellevue Teater og til at logens ene medlem, Flemming Enevold, mente at det nok blev for stort til at kunne kombineres med hans andre ambitioner. Ind kom Niels Olsen og resten er historie, som man siger. Ørkenens Sønner er formentlig den største showsucces i dansk underholdningshistorie.

“En fez i en hornlygte” er Ørkenens Sønners niende show, og når man først har spillet små to måneder i Teltet på Bakken med 1300 pladser, fortsætter turneen med indlagte pauser næsten et år frem til landets største musikhuse. Det er nærmest naturstridigt, at det kan lade sig gøre i et lille land som Danmark, men Ørkenens Sønner har formået både at fastholde og udvide sit publikum fra år til år, fra show til show, dygtigt orkestreret af en effektiv markedsføring, der blandt andet indebærer at de gamle shows pudsigt nok vises i tv samtidig med at reklamerne for billetsalg kører i båndsløjfe i pauserne. Det er topprofessionelt marketingarbejde, men det ville jo ikke nytte noget, hvis ikke slutproduktet – det nye show – holdt niveauet. Det gør det så heldigvis.

“En fez i en hornlygte” er, og vil formentlig være, det morsomste show i Danmark det næste år frem, og skulle man frygte at de efterhånden ganske modne herrer i kvartetten – den yngste fylder 60 til marts, den ældste runder de 70 til sommer – har mistet noget af sprødheden med alderen, så er det bestemt ikke tilfældet. De sprudler, spjætter og spræller. Skifter kostumer og køn, pjatter og fjoller, og er så sjofle som nogensinde før. Man skraldgriner og sidder bagefter og tænker over hvorfor man lo så meget? 

Er det virkelig morsomt, når fire modne mænd klæder sig af, eller klæder sig ud som Tintin (her dog, formentlig af rettighedsmæssige årsager; Tøntøn) og hans venner, og synger om “at de aldrig har fået noget”, for så at blive inviteret til fælles rusketur hos Bianca Castagnetta? Eller er det morsomt, når de efterhånden godt brugte karakterer i “Landmandssketchen” kaster sig ud i gangbang på Gyllegården til sangen “Alle går rundt og forgriber sig” som vi alle kan synge med på? Mærkeligt nok, så er det virkeligt morsomt.

Plathederne synes ingen ende at tage, og alligevel kan vi ikke andet end at overgive os. Fordi der er en ærlighed og en bund i alt, hvad de foretager sig på scenen. Det er pjat, men det er ikke bare pjat. Det bliver ikke bare liret af ‘for pengenes skyld’, men leveres som med livet som indsats. Der er mindre sang og flere sketches end i de originale shows. Scenografien er vild og vanvittig, naivistisk og ganske vidunderlig og i øvrigt skabt af Ørkensønnen Søren Pilmark. 

Når man går all-in, som Ørkenens Sønner gør – ikke bare med dette, men også med tidligere shows – lader ideerne spire og udvikle sig, få form og ikke blot flagre som spredte fjollerier udsprunget af for meget (formentlig god) rødvin i gode venners lag, så kan det lade sig gøre at holde et så pjattet koncept vitalt og seværdigt. 

Vi får serveret et hav af figurer; Frankenstein og hans monster, Grev Dracula og Solo Testicolo (Einstein!), Otto Fjærtoman, old boys gymnastikholdet a la Chippendales (de sparer hverken sig selv eller os). De glade bedemænd på dødsmesse og selvfølgelig Didrik, Dorthe, Grethe og Pikkerup fra Gyllegården. Vi får de sædvanlige filmindslag, når der skal klædes om; denne gang bygget op som tv-serie parodierne Game of Scones og Bagehotellet, med den første som klart den morsomste, og de gamle reklamefilm, der vidner om en forlængst svunden tid, som man i disse ‘jeg bliver krænket af alt’-tider næsten kan savne. Er man akut krænkningsparat, så skal man måske springe “En fez i en hornlygte” over.

Ikke alt er lige morsomt, men det afhænger jo også af øjnene, der ser, og ørerne, der lytter. Nogle af indslagene griner man måske nærmest af på trods eller i en form for afmagt. Men man griner. Uafbrudt i godt to timer. Det er ik’ så ringe endda.

Der er sket meget siden den unikke aften på Det kgl. Teater, men Ørkenens Sønner lever i absolut bedste velgående; fisse, fisse – fez, fez!

Ørkenens Sønner: “En fez i en hornlygte”. Tekst & idé og medvirkende: Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed. Guitarist. Troels Skovgaard.

Scenografi: Søren Pilmark. Film: Søren Kuhn.

Spiller i Teltet på Bakken til 21. december. Turné fra 7. januar til 6. oktober (med pauser) inkl. 10 shows i Tivolis Glassalen.

Producent: Agenzy ApS.

Anmeldt 5. november.

Foto: Steen Brogaard.

Tidligere artikelALTING SKER PÅ EN GANG -ET ÅR MED PILOU ASBÆK
Næste artikelCITYSINGLER – GAMMEL VIN PÅ NYE TASKER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her