Forside Anmeldelser 2019 BORNHOLMS SOMMERREVY – HELT UDE I SKOVEN

BORNHOLMS SOMMERREVY – HELT UDE I SKOVEN

353
0

Den nye sommerrevy på Bornholm er lidt af et kaos, men det fungerer og man har en herlig aften helt ude i skoven.

* * * * *

Ud af kaos kan man ind i mellem gro smukke blomster. Det er den nye revy på Bornholm et rigtigt godt eksempel på. Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøl, revydebutanten Joakim Lind Tranberg og den meget alsidige  pianist Alice Carreri har  haft de mest kaotiske forhold op til premieren, for det uhyre charmerende spillested, Kyllingemoderen, ude midt i Almindingen er et velbesøgt sted, hvor revyholdet først kunne rykke fra prøvesal til scenen samme dag som onsdagens premiere. 

Det har naturligvis givet en vis usikkerhed, som dog på forunderlig vis blev vendt til noget hyggeligt og ganske charmerende, når sceneskift, omklædninger og ind i mellem teksterne ikke sad lige i skabet. Spilleglæden og de mange rigtigt fine numre, der både har sjove ideer og gode tekster løfter revyen, som er en overraskende positiv oplevelse.

Der er nærmest tale om en anarkistisk revy, der griber genren livgivende anderledes an. Indimellem ganske traditionelt, til andre tider vildt og crazy, som i et helt og aldeles gakket fuglenummer til sidst, som i en urkomisk byrådsmødesketch, der læner sig noget op af de sketches som man i flere år havde succes med i Kerteminderevyen, og helt bedårende i en samtykkesketch, hvor Reynberg som knastør lektor illustrerer loven om seksuel samtykke med Joakim Lind Tranberg og Alice Carreri som eksempler. Det er revyens bedste nummer, men der er faktisk ingen dårlige numre, og det er en sjældenhed.

Søren Hauch-Fausbøl bliver aldrig skønsanger, men så er det heldigt, at han er omgivet af gode stemmer. Joakim Lind Tranberg er et syngende lindetræ, der i nattens mulm og mørke bliver fældet – et af flere numre med lokalt bornholmsk tilsnit – færgeforbindelsen, der døbes ‘Fjolslinjen’, får også sine hug og når man i den bornholmske undergrund graver en guldgubbe ved navn Slattenlangpat op, jamen, så skal det jo  blive et revynummer. Her en meget festlig finale på første akt.

Alice Carreri er meget mere end blot forestillingens pianist. Hun indgår i adskillige  numre, blandt andet en meget sød kærlighedsduet med Lind Tranberg om dialektiske forskelle, og hun løfter opgaven aldeles strålende. 

Joakim Lind Tranberg får lov at slå sig løs i en ganske fin parodi på Jørgen Leth, som her kommenterer de lokale mesterskaber i middagssøvn -Lur de France – og så går han igen i et par sammenhængende sketches om den unge mobil-afhængige generation, der hverken kender til brætspil eller trykte aviser. Et gennemført og vellykket generationsportræt, der understreger, at revyen ikke bare er pjat selvom det er morsomt.

På grund af det meget specielle spillested – en hundrede år gammel skovpavillon, der er opført til politiske folkemøder, og som benyttes flittigt til selskaber – spiller Bornholms Sommerrevy kun tirsdag, onsdag og torsdage frem til 1. august. Om en ny revytradition på den skønne ø er skabt, vil tiden vise, men der er al mulig grund til at håbe det, for revyen er en fornøjelse og så afgjort et besøg værd.

“Bornholms Sommerrevy – Helt ude i skoven”.

Tekst & musik: Gunvor Reynberg, Alice Carreri, Vase & Fuglsang, Søren Hauch-Fausbøl, Lars Knutzon, Lars Fjeldmose, Ditte Hansen, George &  Ira Gershwin, Leif Maibom, Ida Bjørn Nielsen, Leon Cavallo, Blue Seat Studios, Anne Blomsgaard, Erik Leth, Sven Gyldmark, Joakim Lind Tranberg, Kasper Le Fevre, Marianne Søgaard Andersen, Henrik Schrøder, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Pojken Flensborg, Ida og Bent From, Otto Francker, Jacob Morild, Yllana, Fritz Andersen m.fl.

Instruktion: Lars Knutzon. Scenografi & kostumer: Rikke Juellund. Koreografi: Jannik Elkjær. 

Medvirkende: Gunvor Reynberg, Joakim Lind Tranberg, Søren Hauch-Fausbøl og Alice Carreri (pianist m.m.).

Spiller i Kyllingemoderen på Bornholm til 1. august.  (tirs.,ons., torsdage).

Anmeldt 26. juni (premiere).

Forestillingsfoto Anders Beier.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her