Forside Anmeldelser 2018 David Rousing: Født i går

David Rousing: Født i går

315
0

Skuespilleren David Rousing er en moderne Dan Turèll i et bog- og oplæsningsværk, som jeg alt for sent er blevet bekendt med. En fin julegaveidé til den læseglade lytter.

* * * * *

Indrømmet. Denne anmeldelse kommer ALT for sent. For David Rousings lyttebog “Født i går” udkom i 2017 og i vore moderne tider er det jo nærmest en menneskealder siden.

Jeg blev først opmærksom på den på Bogforum for nogle uger siden, hvor jeg mødte den begavede teatermand Pelle Koppel på forlaget Koppelwrites stand. Anmelder du også bøger?, spurgte Pelle, for udover at lave spændende teater på sit Teater-V i Valby, udgiver han nemlig også bøger. Og en af dem er skuespilleren David Rousings ordsymfoni, som den kaldes.

Konceptet er nyt og helt anderledes end noget jeg lige er stødt på før. En smuk bog i LP-format, med tyve små vilde fortællinger, hver især ledsaget af en foto af Karoline Liberkind. En flot indpakning, men det er slet ikke slut her. Med bogen følger et kodeord til udgivelsens side på Koppelwrites hjemmeside, hvor man dels kan lytte til David Rousings egen ekvilibristiske oplæsning af værket, dels downloade mp3-filen til sin PC, tablet , telefon eller hvad man nu lytter til podcast eller lydbøger på.

Det kan absolut anbefales at lade bog og lyd ledsage hinanden. Rousing har skrevet 20 korte, men rablende ordrige fortællinger om livet fra fødsel til død, der trækker en rød tråd tilbage til salig Dan Turèll, når han var bedst. 

Rousing leger virtuost med ordene, der hele bogen igennem danner associationsrækker. Man kan vælge at læse bogen i sit eget tempo, eller lytte med på David Rousing egen oplæsning, der er nærmest hæsblæsende og helt vildt fascinerende. Det er sjovt, men også alvorligt ind i mellem. For livet har både lyse og mørke sider. Fortællingerne handler om et menneske midt i en midtvejskrise, både privat og professionelt, og Rousing sparer ikke sig selv, heller ikke i bogens billeder.

Tillad mig at citere en sekvens fra historien “En anekdote”, der handler om Rousings karriere som skuespiller og meget passende beskriver stilen:

Jeg er en anekdote. Men jeg får ikke lov til at lave mad med Pricerne. For jeg er jo ikke en anokdote som deres far. Jeg får slet ikke priserne. Hverken Robert eller Bodil. Var man så bare blevet kørt ned af en traktor, så havde man fået, om ikke et gennembrud, så et benbrud. Men den eneste pris, jeg får, er den jeg kan betale. Jeg får ikke lov til at takke min mor for andet end en tårnhøj regning hos den lokale psykoterapeut. Der er ingen legater eller indstillinger til mig. Bortset fra dem, jeg kan finde på min fladskærm. Ingen prisvindende serier. Og Broen får jeg kun lov til at afdrage hos min tandlæge, på et girokort, over 4 gange. Min sweater bliver ikke berømt, bare beskidt. Man kan ikke pludseligt se den på BBC, og Forbrydelsen, som jeg medvirker i, er, når jeg vasker den ved 60 grader, og dét får man ikke en BAFTA for.

…Og så fremdeles. Det er meget, meget morsomt skrevet. Og næsten endnu bedre læst op. “Født i går” er et helt for Jørgen Rygende-værk.

David Rousings bog er alletiders julegaveidé til den midaldrende mand, der elsker gode ord – både at læse dem og lytte til dem.

David Rousing: “Født i går”. 47 sider + link til mp3-filer. Fotos af Karoline Lieberkind. Udgivet i 2017 på forlaget Koppelwrite. www.koppelwrite.dk. kr. 299,95.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her